Synspunkt: Sundhedsvæsenet skal have øje for socialt udsattes særlige behov

Foto: Colorbox

Af Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte

 

Rådet for Socialt Udsattes seneste undersøgelse af socialt udsattes dødelighed og brug af sundhedsvæsenet (SUSY Udsat 2017) viser blandt andet, at socialt udsatte dør 19 år tidligere end den øvrige befolkning – og ofte af lidelser, der kunne have været behandlet, hvis de blot var blevet opdaget i tide. Men socialt udsatte kommer sjældent til lægen i tide, og når de endelig kommer til lægen, får de alt for lidt ud det.

Det danske sundhedsvæsen er ikke godt nok gearet til at rumme socialt udsatte borgere.

For at få mere lighed i sundhed er der brug for en ekstra indsats over for socialt udsatte patienter. En indsats der indebærer, at der i højere grad tilbydes ekstra støtte i det øjeblik, socialt udsatte borgere møder sundhedsvæsenet. Brugen af socialsygeplejersker og opsøgende sygeplejersker er for eksempel til stor gavn for mange socialt udsatte patienter og er en praksis, der bør udbredes.

 

Intiativer til tættere samarbejde
Der bør også tages initiativer til tættere samarbejde mellem region og kommune for at skabe bedre koordination af indsatserne på tværs af fagområder, for eksempel når en patient har brug for både psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling.

I sundhedsvæsenet er der gennem årene blandt andet blevet indført behandlingsgarantier og frit sygehusvalg. For middelklassen har det formentlig været en stor gevinst, da danskerne generelt er stærke forbrugere, der selv kan opsøge informationer, finde ud af, hvad deres muligheder og rettigheder er, og selv kan navigere i komplekse systemer og forløb.

Men socialt udsatte borgere, som ofte kæmper med en række komplekse problemstillinger, får ikke del i den gevinst. Socialt udsatte har svært ved at overskue eller administrere at følge et behandlingsforløb og har brug for meget mere støtte og hjælp i mødet med sundhedsvæsenet, end mange andre danskere har. Dem skal sundhedsvæsenet ikke glemme.

Sundhedsvæsenet skal være bedre til at have øje for socialt udsattes særlige behov, bedre til at tilbyde den nødvendige støtte og bedre til at igangsætte hensigtsmæssige behandlinger i tide – det er sundhedsvæsenets ansvar. Alle har ret til en ordentlig behandling.

Formand for Rådet for Socialt Udsatte