Selvværd og sammenhæng i alt hvad du siger og gør

Arkivfoto.

Kolding Kommune vil have fokus på det, der for borgeren er i centrum, og skabe helhedsorienterede løsninger, som følger borgerens vej gennem sundhedsvæsenet.

 

Af Heidi Nordahl Jensen og Annette Lund

 

I Kolding Kommune er vi optaget af at flytte fokus fra ”borgeren i centrum” til at tage afsæt i ”borgerens centrum”. Det er et perspektiv, der netop fordrer helhedsorienterede løsninger og således også løsninger, der følger borgerens vej gennem sundhedsvæsenet. Kommunerne har med denne tænkning gode muligheder for at sikre, at udviklingen i det nære sundhedsvæsen ikke går i stå, men derimod, at samarbejdet fortsat udvikler sig.

 

Tanken er, at den løsning der giver mest mening for den enkelte borger, også løses på lavest mulige omkostningsniveau i det store samfundsøkonomiske perspektiv. Vores erfaring er, at når vi gør det, der er rigtigt for det enkelte menneske, så giver det de bedste resultater når vi kigger på borgertilfredshed, organisatorisk effektivitet, medarbejdertilfredshed og den økonomiske bundlinje.

 

Strategisk udvikling i Kolding Kommune
I Kolding Kommune har vi derfor igangsat en stribe initiativer og projekter, der omfatter strategisk samarbejde på tværs af fagområder med den fælles opgaveløsning som omdrejningspunkt.

 

I senior- og socialforvaltningen, hvor kommunens tværgående sundhedsarbejde organisatorisk er forankret, udmønter det sig aktuelt i det strategiske designprojekt ”Selvværd og sammenhæng”. Vi har haft fire designere i marken over en tre måneders periode, hvor de har været i kontakt med og fulgt mere end 320 borgere, pårørende og medarbejdere.

 

Indsigterne herfra adresseres nu i visionen ”Selvværd og sammenhæng i alt hvad du siger og gør” og dertil fem leveregler, som ses i nedenstående model.

 

Vision og leveregler for organisationen.

 

De fem leveregler implementeres nu i organisationen og medfører allerede en større grad af ansvarsfølelse og mulighed for at handle som medarbejder og leder. Når eksempelvis alt inden for din radar er dit ansvar, betyder det, at man ikke kan slippe borgeren, før en anden tager over.

 

Dette gælder også, hvis borgeren er i kontakt med et regionalt tilbud. I praksis betyder det, at den kommunale medarbejder for eksempel begynder at kontakte en kollega på sygehuset med relevant information eller feedback, fordi der tages afsæt i borgerens centrum.

 

Vi vil være en bro
Når borgeren er i kontakt med os, er ambitionen at samarbejdet tværsektorielt er så naturligt og sammenhængende, at broen er så stærk, at borgeren ikke bemærker, om det er kommune eller sygehus, de er i kontakt med.

 

Ingen har da lyst til at være på tværs – vi vil være en bro!

 

Når kommune og region bevæger sig væk fra snævre interesser og fokus på egen økonomi, skabes plads til fælles engagement og den bedste løsning for borgerne, her hjælper et fokus på borgerens centrum på vej.

 

I Kolding Kommune tror vi på, at vi skal slippe dygtige og kompetente sundhedsprofessionelle medarbejdere fri til at arbejde med og for tværgående løsninger. Vi vil vedvarende være nysgerrige på, hvordan vi fra hver vores sektor kan bidrage til fælles løsninger og finde retning ved at spørge borgerne og sætte os selv i spil i løsningen.

 

Fra region til kommune – eller bare lige hen over p-pladsen.
Kolding kommune indviede i 2015 etape 1 af Sundhedscenter Kolding på samme matrikel som Kolding Akutsygehus. De to bygninger er således optimalt placeret i forhold til hinanden og lægger op til et tæt samarbejde. Beliggenheden på samme matrikel har også resulteret i flere konkrete eksempler på et langt tættere samarbejde med mere smidige forløb til følge.

 

Eksempler på dette er, når knækirurgen fra sygehuset en gang om måneden kommer til Sundhedscenter Kolding og her sammen med borgeren og den kommunale fysioterapeut afholder fælles kontrol. Tilsvarende har de kommunale fysioterapeuter mulighed for at deltage sammen med borger til kontrol efter amputationer på sygehuset, hvis borgeren ønsker det.

 

På håndområdet har borgeren mulighed for kommunal genoptræning uden ventetid straks efter fjernelse af gips og suturer i sygehusets ambulatorium. Efterfølgende kan borgere med håndledsbrud få skinnen lagt på i Sundhedscenter Kolding, og de kommunale ergoterapeuter står klar med vejledning og plan for genoptræning.

 

Den røde pil viser, at de to bygninger er skabt med de to hovedindgange i fugleflugtslinje og således optimalt placeret i forhold til et tæt samarbejde.

 

Januar 2018 åbner etape 2 af Sundhedscenter Kolding med endnu flere af de kommunale sundhedsopgaver, herunder blandt andet et døgnrehabiliteringsafsnit, omsorgstandpleje, tandregulering og specialtandpleje.

 

Den kommunale tandpleje samarbejder tæt med Kolding Akutsygehus om de borgere, der skal i anæstesi i forbindelse med behandlinger, og vi forestiller os, at borgerne på døgnrehabiliteringsafsnittet på samme vis vil opleve fordele ved den optimale placering tæt på sygehuset. Eksempelvis i form af lettere adgang til blodprøvetagning, ambulante kontroller m.v.

 

Forhallen i Sundhedscenteret Kolding med kig til akutsygehuset.

 

Borgerens centrum 24/7
Sygeplejen i Kolding Kommune arbejder målrettet med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det ses i sygeplejen, som gennem de seneste år har udviklet fagligheden for at sikre kvaliteten i de nye og mere komplekse opgaver til gavn for borgerne. Sygeplejen har for eksempel arbejdet målrettet med specialsygeplejersker inden for KOL, diabetes, palliation, sår, psykiatri, misbrug, stomi og kontinens.

 

Yderligere har kommunen i dag ti sygeplejeklinikker fordelt på fire adresser. En af opgaverne, som sygeplejeklinikkerne varetager, er sårbehandling. Sygeplejerskerne indgår her i et tæt samarbejde med henvisende læge enten fra sygehus eller praktiserende læge om behandlingen. Det medfører, at borgerne kan få kompetent behandling i kommunen og selv har indflydelse på næste tid til behandling.

 

Dertil har Kolding Kommune oprettet et akutteam. Teamets primære formål er at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser i døgnets 24 timer. Dette sker i et tæt samarbejde med sygeplejen, praktiserende læger og sygehus.

 

Akutteamet arbejder hver dag med blik for borgerens centrum. Teamet er et specialiseret behandlingstilbud i sygeplejen og består af otte sygeplejersker med specialiseret sygeplejefaglig viden.

 

 

Fremtiden: Én bro skaber sammenhæng
I Kolding bygger vi ikke bare en bro – vi er en bro. Vi forestiller os, at det fremtidige samarbejde vil byde på praktikker hos hinanden, fælles ansættelser, fælles lokaler og delt ledelse. Medarbejdere, der følger borgerne og sikrer den røde tråd i forløbet og med et langt større kendskab til hinandens verdener.

 

Ovenstående er båret af en vision om at sætte mennesket først, sikre høj kvalitet i forebyggelse, sundhedsfremme, behandling, pleje, genoptræning og rehabilitering og med et fokus på veltilrettelagte og sammenhængende forløb. Derfor mødes direktører og chefer fra henholdsvis sygehuset og kommunen i denne periode. Der deles visioner og der skabes strategier for et langt tættere samarbejde.

 

Vi tror på, at ovenstående er nogle af de vigtige faktorer, der skal inddrages for at udviklingen lykkes, så vi vil kunne tage afsæt i borgerens centrum. Det kræver af alle parter, at vi vil slippe masser af innovation, kreativitet og mod løs for målrettet at gå efter den bedste løsning for borgeren.

Socialpædagog og cand.scient.soc. Senior- og sundhedschef og vicedirektør i Senior- og Socialforvaltningen I Kolding Kommune Uddannet socialpædagog ved Odense Socialpædagogiske Seminarium i 1991. Uddannet sociolog ved Den Sociale Kandidatuddannelse, Aalborg Universitet i 2008. Har arbejdet som rehabiliteringsleder inden for handicapområdet i Odense Kommune og senere som velfærdsudviklingschef og projektchef i Center for Civilsamfund i Odense Kommune.
Sygeplejerske, MPG Sundhedscenterchef I Kolding Kommune Uddannet ved Den Sønderjyske Sygeplejeskole i 2000. Har en sundhedsfaglig diplomuddannelse i klinisk undervisning og sundhedsformidling og diplom i ledelse. Dertil en master i offentlig ledelse. Har arbejdet med uddannelse og udvikling inden for ældreområdet i Sydals og Sønderborg Kommune og siden som ledende sygeplejerske ved de medicinske ambulatorier på Sygehus Lillebælt.