De mange gode kræfter reddede os – denne gang

Arkivfoto

Havde vi haft en stor national plan for en epidemi af den slags, som vi oplever nu, havde vi med stor sandsynlighed fået et bedre forløb i foråret. 

 

Af Camilla Noelle Rathcke

 

At sige noget meget håndfast om et virus, som stadig viser nye sider af sig selv, er en udfordring – mildt sagt. Det gælder også, hvis man skal vurdere håndteringen af den epidemi, som vi har kæmpet og “danset” med siden det tidlige forår.

Men det står alligevel klart, at Danmark kunne have været bedre forberedt. Havde vi haft en stor national plan for en epidemi af den slags, som vi oplever nu, havde vi med stor sandsynlighed fået et bedre forløb. Lidt forenklet sagt kunne vi godt have brugt en skabelon, som klarere fortalte “hvem gør hvad hvornår og hvordan”.

 

Ingen national plan
Det er ingen hemmelighed, at både de faglige ledere og de sundhedsprofessionelle, som på afdelinger og i praksis har skullet sikre, at alle patienter med og uden COVID-19 fik den nødvendige behandling, ville have haft gavn af en tydeligere retning fra start. En tydelig plan ville også have lettet fordøjelsen af de mange, mange retningslinjer, som skulle efterleves med meget kort varsel, og som i nogle tilfælde desværre bidrog mere til forvirring end afklaring.

Men den store nationale plan havde vi ikke, og så vidt jeg ved, er der heller ikke andre lande, som har kunnet printe den perfekt tilpassede handlingsplan ud. Set i det lys er der efter min mening i høj grad grund til at fremhæve et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem myndigheder, regioner, kommuner og faglige eksperter.

Det var vanskelige forhold, og samarbejdet var ikke uden uenigheder undervejs. Men man lykkedes med undervejs at skabe de nødvendige trædesten, som har sikret, at situationen ikke på noget tidspunkt har været ude af kontrol.

 

Alt var ikke perfekt
Det betyder ikke, at alt har været perfekt. For eksempel har læger og andre sundhedsprofessionelle oplevet, at regionerne heller ikke havde skabelonen på plads, da virusset viste sig. Den grundlæggende beredskabsplan for, hvordan de mest komplicerede og kritiske funktioner blev bemandet med de mest specialiserede kompetencer, og hvor de kunne rekrutteres eller kvalificeres fra, lå ikke klar, og bemandingen af diverse funktioner kunne opleves mere hurtig og tilfældig end gennemtænkt.

Men der var klart ledelsesfokus på at forsøge at sikre, at læger og kolleger fra andre områder og specialer blev rustet til den nye situation. Der ligger dog en opgave for regionerne i at få genbesøgt og gennemarbejdet beredskabsplanerne – også med henblik på at få skabt en større grad af ensartet tilgang.

 

Klar til at tage ansvar
Heldigvis er læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter hver især klar til at tage ansvar. En af de positive erfaringer fra foråret er, at når man slipper fagligheden fri og viser medarbejderne tillid, viser der sig nye og velfungerende løsninger.

Men på den anden side er min erfaring også, at ledelserne i sundhedsvæsenet på alle niveauer ikke i tilstrækkeligt omfang har anerkendt, hvordan sundhedspersoner igen og igen er stillet op og har tænkt på patienten først – trods øget smittefare for netop dem og på trods af bekymring også i deres familier. Den indsats har været i særklasse, og det er efter min mening ikke anerkendt som fortjent.

 

Bedre dialog med fagpersoner
Et element af dette er også, at de selvsamme læger og andre sundhedspersoner har skullet bekymre sig om, hvorvidt de havde adgang til de nødvendige værnemidler, og om de kunne risikere at bringe smitten videre. Det er fuldstændig urimeligt og må ikke gentage sig.

En kraftig opfordring herfra er derfor, at man fra ledelsesside prioriterer en bedre dialog med de fagpersoner, som skal gøre planerne for vinterens indsats til virkelighed.

Når vi i dag kan se i ind i de næste måneders COVID-19-udfordringer med fortrøstning og tillid til, at vi nok skal klare det i fællesskab, er det på et fundament af opfindsomhed, fleksibilitet og faglig kvalitet, som alle dele af sundhedsvæsenet har leveret indtil nu.

 

En evaluering er påkrævet
Men det er også klart, at udfordringen fortsat er stor, og at vi stadig lærer. Derfor har vi også brug for en sundhedsfaglig evaluering af forløbet, når vi står på bagkanten af epidemien, så vi kan bruge det bedste – og det værste – af det, vi har lært til at udarbejde en egentlig national beredskabsplan for en kommende indsats.

For epidemien bliver ikke enkeltstående, og næste gang kan den være endnu alvorligere, sprede sig på anden vis, ramme andre målgrupper eller kræve sine ofre i andre dele af befolkningen.

Formand, Lægeforeningen