Er Ledelseskommissionen kvalt i sin egen succes?

Arkivfoto.

Af Peter Mandrup Jensen

 

Ledelseskommissionen skal have stor ros. Den var sammensat af kapable og vidende mennesker, der repræsenterede et bredt spektrum af viden, erfaringer og holdninger. Arbejdet i kommissionen blev tilrettelagt, så man kom langt omkring og var transparente i hele processen. Tilmed bidrog man gennem en række studier til at skabe et faktuelt grundlag at diskutere offentlig ledelse på.

 

Mange af os har sikkert prøvet at oversætte de relativt generiske syv budskaber og 28 anbefalinger til vores eget område. Det har jeg i hvert fald, og min oplevelse er, at det giver mening at arbejde med at oversætte anbefalingerne og få dem ind i det konkrete arbejde i sundhedsvæsenet.

 

Men samtidig med at kommissionen har leveret gode budskaber og anbefalinger, kan man have en fornemmelse af, at der mangler et eller andet. Måske noget kant eller et centralt, gennemgående tema? Så der er megen ros til kommissionen, men bliver det til noget konkret?

 

Tillid til ledelse
Jeg holder især af budskabet om, at politikere skal have tillid til ledelse. Budskabet understreger, at relationen mellem os, ledere og politikere går begge veje. Vi skal som ledere være dygtigere til at understøtte vores politikere, men det samme gælder også den anden vej rundt.

 

Kommissionen peger på, at den politiske opbakning til vi ”dødelige” ledere er vigtig for vores arbejde. Det skal vi måske som ledere være bedre til at sige tydeligt til vores politikere. Kommissionen kritiserer også med rette den evindelige politiske tendens til at søge at løse enkeltsager med nye regler og beslutninger.

 

Jeg er desuden glad for kommissionens fokus på, at vi som ledere af ledere og topledere skal modstå fristelsen til at styre gennem flere dokumentations- og proceskrav.

 

Ambitioner savnes
Er der noget, der mangler fokus i kommissionens arbejde? Jeg har tre darlings, der godt kunne have været med set fra min stol.

 

For det første savner jeg ambitioner. Som offentlige ledere skal vi have store ambitioner, som vel at mærke er noget andet end krav. Ambitioner skal ikke altid være realisérbare, i hvert fald på kort sigt. Og de må gerne være i overkanten. Vi skal ikke som ledere stille os tilfredse med ”bare” at være ok eller gode, for det er sjældent inspirerende at stræbe efter blot at være en anelse bedre end gennemsnittet.

 

For det andet savner jeg mod. Det kan være mod i relation til at præsentere ambitioner, men det kan også være mod i mange andre relationer.

 

For det tredje savner jeg ydmyghed. Ydmyghed er er en nødvendig modvægt, uden hvilken ambitioner og mod mister jordforbindelsen. Der er ikke tale om undseelighed eller manglende evne til at træffe beslutninger, men derimod erkendelsen af, at erfaringer, opfattelser og meninger fra overordnede, sideordnede og underordnede skal i spil – herunder i særlig grad fra vores brugere og samarbejdspartnere.

 

For bredt dækkende?
Med hele 28 anbefalinger er kommissionens arbejde bredt dækkende, og anbefalingerne er både gode og velargumenterede. Men den store bredde er nok samtidig kommissionens svaghed. Jeg savner én overordnet anbefaling og én tydelig linje i valget af budskaber og anbefalinger.

 

Måske på grund af bredden overlevede kommissionens rapport det kritiske første døgn, og den blev ikke politisk skudt ned. Ministeren var anerkendende, og der kom mange positive kommentarer fra forskellige sider. Også nogle til den kritiske side, men ikke ret mange.

 

Spørgsmålet er, om kommissionen er ved at blive kvalt i positiv velvilje.

Vicedirektør på Nordsjællands Hospital. peter.mandrup.jensen@regionh.dk