DEBAT: Der er brug for politisk opbakning til alle i sundhedssektoren, også lederne

Foto © Agata Lenczewska-Madsen

Udfordringerne står i kø. Der er brug for akut indsats. Men der er også brug for klog og bred indsats, hvor ledernes rolle faktisk ikke kan overvurderes.

 

Af Irene Hesselberg

 

Forleden så jeg en vittig tegning af et hold molboer i en robåd. Halvdelen sad og grinede stort af deres rejsefæller i den anden ende af båden, hvor der også var et tydeligt hul. For de havde da vist et problem dér, tæt på hullet.

Tegningen blev vist i forbindelse med en snak om situationen i sundhedsvæsenet. Og er egentligt et meget fint billede på oplevelsen af, hvordan vi desværre ofte samarbejder på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet og egentlig også internt mellem faggrupper, mellem afdelinger og mellem institutioner. Så måske et ret godt billede af vores sundhedsvæsen på tærsklen til 2023.

Det kunne også være et øjebliksbillede lige efter en lang valgkamp, lige efter at der officielt er kommet nye sundhedsklynger, lige efter at vi har indført et mellemlederlag for læger på hospitalerne. Og på et tidspunkt, hvor vi skal til at finde ud af, hvad vi egentlig stiller op med nærhospitaler, klynger og vores sundhedsindsats i en svær situation med mangel på kvalificeret personale og udsigt til endnu flere patienter og borgere med behov for os.

Og i øvrigt også eksempler på, at vi alle taler om, at vi gerne vil hinanden i sundhedsarbejdet og vil patienterne og borgerne det godt. Men at vi jo samtidig står overfor en temmelig stor udfordring med at få omsat alle de gode intentioner til den bedste indsats.

 

Hurtige forandringer?

Mange pegede i valgkampen på, at det er nødvendigt at gøre noget meget hurtigt for at sikre, at sundhedsvæsenet ikke falder sammen.

Mange af mine kolleger, ledende sygeplejersker i alle dele af sundhedsområdet, venter lige nu så spændt på, hvad »hurtigt« mon egentlig betyder, her på den anden side af valgkampen og med en ny regering og folkestyret på sikker grund. For risikerer vi pludselig, at molbo-billedet bliver endnu mere sigende for situationen?

Spørger man ledende sygeplejersker rundt om i sundhedssystemet, så tegner der sig desværre billedet af et virkelig udfordret sundhedsvæsen. Og det gælder desværre, uanset i hvilken i retning der spejdes.

Her kan et par tal fra en nylig undersøgelse foretaget af Danske Sygeplejeråd (DSR) og Lederforeningen måske hjælpe: Halvdelen af landets ledende sygeplejersker mangler lige nu sygeplejerskepersonale. Konsekvensen er, at to ud af tre ledere, der oplever denne mangel på sygeplejersker, må bede andre faggrupper om at løse de sygeplejefaglige opgaver. Og det selvom lederne ved, at det har konsekvens for patientsikkerheden. Faktisk svarer over halvdelen af de pågældende ledere, at det har negativ konsekvens for patientsikkerheden.

Tillad mig at dvæle et øjeblik her. Vi befinder os altså med andre ord lige nu i en situation, hvor lederne er så pressede af mangel på fagligt kvalificerede medarbejdere, at mange er nødt til at ende med løsninger, som vi ved vil betyde en dårligere patientsikkerhed.

Det kan ingen naturligvis være tjent med. For ingen af os ønsker, at vores velfærdssamfund havner i den situation.

Men lad os lige kigge lidt nærmere på tallene. De viser noget andet interessant og også skræmmende: Det er nemlig desværre ikke sådan, at problemerne kan indkapsles til kun at gælde i en mindre del af sundhedsvæsenet.

Både i kommuner, på hospitaler og i de øvrige dele af det regionale sundhedssystem er der mangel på den kvalificerede arbejdskraft. Både i kommuner og i det regionale sundhedssystem må lederne bede andre faggrupper om at træde til. Behøver jeg at tilføje, at patientsikkerheden dermed udfordres alle steder?

 

Nu, hvor valget er overstået …

Allerførst bør vi sikre, at politikerne ikke forsøger kun at sætte ind med tiltag i dele af vores sundhedsvæsen. Eller forfalder til at læne sig lidt tilbage i stolen, nu hvor valget er overstået.

Der er brug for akut indsats. Men der er også brug for klog og bred indsats. Udfordringerne løses ikke »blot« med lønstigninger der, hvor personalemanglen er størst. Udfordringerne løses heller ikke ved kun at have fokus på dele af sundhedsområdet.

Så selvom der formentlig er en hel del, der i første omgang vil have øje for fagligheden og de kompetencer, som der er allermest brug for, så er der nu brug for, at de nyvalgte politikere tør træde rigtigt i karakter.

Der er brug for et fokus, der kan sikre bedre patientsikkerhed og at sundhedsindsatsen og den sygeplejefaglig indsats bliver værdig og med en kvalitet, som vi kan stå inde for som samfund og som ansatte.

Men der er i lige så høj grad brug for, at der skabes ordentlige forhold for hele ledelsen af sundhedsindsatsen. Min påstand er, at ledernes rolle faktisk ikke kan overvurderes lige nu, hvor vi oplever så mange udfordringer.

 

Der er brug for et politisk signal

Derfor var det også en yderst trist konstatering i valgkampen, at mange af de politiske partier pegede på, at manglen på kvalificeret personale til dels kunne løses, hvis lederne bare selv tog mere direkte del i de patientrettede opgaver.

I forvejen er arbejdspresset blevet urimeligt. Både for de ansatte og for dem der skal lede sundhedsvæsenet. Lederforeningens undersøgelser viser, at hver tredje ledende sygeplejerske ofte oplever – eller måske endda nærmest hele tiden oplever – stress i deres ledelsesarbejde.

Mange steder oplever lederne samtidig en opgaveglidning, hvor andre opgaver på grund af manglende personaleressourcer lægges oven i ledelsesarbejdet og fjerner vigtig tid fra de faglige ledelsesopgaver.

Giver det mon bedre mulighed for at finde de gode løsninger, spørger jeg så bare. Næ, vel?

Antallet af medarbejdere, som lederen har direkte ansvar for – ledelsesspændet – er ofte så stort, at det svækker muligheden for nærværende ledelse og dermed også risikerer at skabe et dårligere arbejdsmiljø for de ansatte.

Der er brug for et tydeligt politisk signal. Lederne er vigtige for at sikre en god sundhedsindsats med overblik og med klar ledelse. Fokus bør naturligvis være på, at ledere skal udøve nærværende ledelse. Gerne hvor de også kommer ud og ser, hvordan personalet arbejder i dagligdagen. Men ikke hvor der er en underlig forventning om, at lederen da lige selv kan trække i kitlen i bogstaveligste forstand og gå ind og pleje et par beboere eller patienter. Nej, en leders tid skal bruges på ledelse. Så vi sammen kan hjælpes ad om at finde en god vej videre.

 

Vigtige elementer på den gode vej

Hvis vi som ansvarlige ledere i sundhedsvæsenet så skal hjælpe politikerne på vej til at træffe fornuftige helhedsløsninger – så vi ikke har alt for mange hullede både sejlende rundt derude – så kan vi passende begynde med:

  • At klyngesamarbejdet rent faktisk bliver så velfungerende, at lederne af medarbejderne også får mulighed for at bidrage med de vigtige løsninger og ideer helt derude, hvor borgere og patienter er. Så vi når fra gode tanker og planer til egentlig praksis og styrket indsats.
  • At de kommende nærhospitaler bliver ledet af sundhedsfaglige ledere. Gerne ledende sygeplejersker med erfaring fra kommunerne, da et godt kendskab til de borgere, der skal benytte nærhospitalerne, med sikkerhed vil gavne kvalitet, nytte og effekt af et nærhospital.
  • At vi med den nye mellemlederstruktur på hospitalerne – hvor der nu både er ledende overlæger og ledende oversygeplejersker til at udøve både faglig og organisatorisk ledelse – udnytter muligheden for ligeværdigt samarbejde til gavn for patientforløb og patientsikkerhed, og får gevinst af det tværfaglige samarbejde.
  • At vi helt banalt begynder at interessere os så meget for hinanden, at vi tør lære af hinanden og tager os tid til at tale sammen!

 

Ellers risikerer vi jo at skulle finde endnu en molbo-tegning, der kan vise, hvor langt ude på det åbne hav, den gennemhullede båd faktisk befinder sig lige nu.