Nærhospitaler er blot en del af en større omstilling til et mere nært sundhedsvæsen

Specialiserede sundhedshuse skal placeret dér, hvor behovet er størst. Det kræver lokalkendskab og samtænkning med den nuværende hospitalsplanlægning og de tilgængelige personaleressourcer.

 

Af Erik Jylling

 

Regeringen ønsker flere nære sundhedstilbud og har foreslået etablering af nærhospitaler. I Danske Regioner bakker vi op om regeringens ønske om mere nærhed, og vi har allerede i flere år arbejdet med at rykke sundhedstilbud tættere på borgerne, blandt andet i en række sundhedshuse. Den bevægelse vil vi fortsætte.

Men nære tilbud skaber vi ikke kun med mursten og nye huse. Opgaver skal ikke flyttes under nyt tag, hvis de i stedet skal løses på helt andre måder.

Eksempelvis gør teknologien det muligt i dag at levere sundhed helt ud i borgerens eget hjem eksempelvis med virtuelle løsninger, hvor patienten mødes med specialisten fra sygehuset via videolink. Og flere borgerne kan overvåge sin egen sygdom og nøjes med at komme til kontrol på sygehuset, når der reelt er behov for det.

 

Endemålet er mere nærhed
Regioner og kommuner afprøver i fællesskab, hvordan intravenøs behandling kan gives i hjemmet. Og snart erstattes det måske også flere stader af tabletbehandling, som patienterne i højere grad selv kan administrere. Nærhospitaler – eller specialiserede sundhedshuse, som vi kalder dem – ser vi som en del af strategien. Men endemålet må og skal være mere nærhed og mere værdi for patienterne. Ikke flere byggerier.

For der er brug for en omstilling. Sammen med KL præsenterede vi i efteråret 2020 12 fælles pejlemærker for et nært og sammenhængende sundhedsvæsen med et ønske om etablering af sundhedsklynger og en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen.

Vores fælles visioner har blandt andet resulteret i en aftale med regeringen om etablering af sundhedsklynger rundt om hvert akuthospital, som skal bidrage med sammenhæng for de fælles patienter. Forhåbentlig vil regeringens kommende sundhedsaftale også indeholde en kvalitetsplan, der understøtter kvaliteten i sundhedstilbuddene i det nære sundhedsvæsen.

 

Nærhed er andet og mere end mursten
Nærhed er andet og mere end mursten. Men der, hvor mursten er en del af løsningen, skal huset formes og fungere efter lokale behov. Nærhospitaler er som vi ser det specialiserede sundhedshuse, som skal danne de fysiske rammer for forskellige funktioner, så patienterne i dagtimerne én eller flere dage om ugen kan tilses af en bred vifte af specialister fra sygehuset og andre behandlere.

Et nærhospital er ikke et hospital i traditionel forstand. Det skal ikke have sengepladser eller døgndækket lægebemanding.

Der skal være medicinsk udstyr til stede, så der er flere muligheder for at undersøge patienterne i huset, for eksempel ved at tage røntgenbilleder eller ultralyd. Her kan vi også huse videofaciliteter, der muliggør multidisciplinære teamkonferencer med patienten i centrum. Når teknologien tillader det, skal vi stræbe efter spare både patienter og speciallæger for at bruge unødvendig tid på transport.

 

God ramme for behandlinger
Husene kan danne en god ramme for, at speciallæger én eller flere dage om ugen tilbyder deres behandlinger et andet sted end deres sædvanlige klinik. De kan danne de fysiske rammer om en større synergi med de kommunale sundhedstilbud, såsom den kommunale rehabilitering, socialpsykiatri eller sundhedspleje, som her kan ligge dør om dør med de regionale funktioner. Det samme gælder for de øvrige dele af praksissektoren.

Hvis vi løser opgaven rigtigt, kan nærhospitaler udgøre de fysiske rammer om en større synergi med de kommunale sundhedstilbud såsom den kommunale rehabilitering, socialpsykiatri eller sundhedspleje, som her kan ligge dør om dør med de regionale funktioner.

 

Lokale forhold bør være afgørende i placering
For Danske Regioner er det væsentligste, at specialiserede sundhedshuse bliver placeret dér, hvor behovet er størst. Det kræver lokalkendskab og samtænkning med den nuværende hospitalsplanlægning og de tilgængelige personaleressourcer.

Vi ønsker, at Sundhedsstyrelsen udarbejder et bredt fagligt oplæg, som kan rumme dette, og så tager regionerne gerne ansvaret for at etablere nærhospitaler. At sætte prikker på et landkort langt fra den lokale planlægning mener vi ikke er hensigtsmæssigt. Vi har brug for lokalt ejerskab og en tæt kobling til øvrige sundhedstilbud.

Nærhospitaler eller specialiserede sundhedshuse skal bygges op over en lang periode og udviklingen ses i lyset af de personaleudfordringer, vi står overfor. For det bliver ikke lettere at bemande opgaven, bare fordi den løses i et nærhospital. Og det gør heller ikke opgaven billigere. Nogle gange tværtimod, fordi man mister stordriftsfordelene på et hospital.

Sandheden er, at det ikke er billigere at flytte sygehusfunktioner tættere på borgerne – uanset om vi taler om udstyr eller medarbejdere. Men det er en bevægelse vi ønsker, fordi den skaber værdi for patienterne.

Sundhedspolitisk direktør, Danske Regioner