Derfor skal vi nogle gange gøre mindre – også på ældreområdet

Arkivfoto

En del af sundheds- og ældreområdets problemer og den aktuelle tillidskrise kan løses med en forenklet dokumentationspraksis, sammenlægning af tilsyn og færre retningslinjer. Vi har netop nu muligheden for at gøre mindre – ikke mere.

 

Af Dorte Rørmann

 

Helt naturligt byder fagfolk, pårørende, ledere og politikere ind med løsningsforslag og refleksioner på den tillidskrise, som ældreområdet gennemlever efter sommerens tv-optagelser om Else og Niels. Vi er alle berørt med alt fra harmdirrende vrede til forståelse på alle parametre.

En grundlæggende værdi, vi alle deler, må være den, at vi har respekt for hinanden. Lige fra respekten for et ældre menneske med demens til en travl social- og sundhedsassistent i aftenvagt. Det andet, vi også deler, er lysten til at gøre det bedre, for selvfølgelig skal der handling til, når praksis ikke lever op til vores grundlæggende værdier.

Netop nu oversvømmes medier og tidsskrifter med forslag til løsninger. I pipelinen er et ældretopmøde, hvor rekruttering, faglighed og kultur bliver sandsynligt indhold. Uddannelsesområdet har fokus på de etiske aspekter. Mange peger også på bedre ledelse, hvor debatten uden tvivl har skabt plads og åbenhed for at gøre ting anderledes.

Mange af forslagene er fine, men i vores iver efter at fikse problemet har vi alt for travlt med alt det vi skal gøre mere af. I det følgende vil jeg give tre bud på det, vi i respekt for hinanden kunne starte med at gøre mindre af:

 

1. Dokumentationspraksis kan forenkles
Jeg er stor tilhænger af fælles begreber. FS3 er det fælles sprog, som kommunerne på sundheds- og ældreområdet har forpligtet sig til at anvende, og man har lokalt valgt det dokumentationssystem, der bedst lever op til arbejdsgangene. Det er en omfattende butik, og systemerne tilbyder rigtig mange oplysninger og komplekse sammenhænge. Det er tidskrævende og nemt at fare vild i, og derfor bør det forenkles.

Medarbejdere ønsker sig med rette overblik og nem adgang til at dokumentere observationer, opfølgning og aftaler. Det, at den enkeltes faglighed kommer positivt til udtryk også på dokumentationssiden, er væsentligt. Ikke kun for at leve op til lovens krav om journalføring, men også for at skabe sikkerhed for, at den enkelte oplever at mestre systemerne, så dokumentationen bliver meningsfuld og til glæde for dem, det gælder.

Måske behøver alle medarbejdere ikke kende FS3-begrebsapparatet i detaljer eller de samlede funktioner i Nexus. Måske kan vi erstatte en del af katedralundervisningen i nye dokumentationssystemer til side-by-side læring.

Måske skal vi fokusere på de få steder i systemet, der præcis giver de relevante og nødvendige oplysninger om borgeren, vi har brug for, og ikke have dårlig samvittighed over alt det, man ikke kan udenad. Der findes heldigvis både manualer og superbrugere.

 

2. Tilsyn kan sammenlægges
På ældreområdet er man som ledelse og medarbejdere i skarp træning på tilsynsområdet. Det kommunale tilsyn, Ældretilsynet og Sundhedstilsynet har med hvert deres fokus, logik og formål fundet en plads. Juridiske formuleringer, målepunkter og journalføringsbekendtgørelsen er blevet hverdagssprog.

Tiden må være inde til at reducere i antallet af tilsyn og tage det bedste fra hver type – uden at gå på kompromis med at et demokratisk samfund selvfølgelig bør have en sanktionerende, rådgivende og lærende instans, der sikrer, at lovgivningen overholdes.

En model kunne være at dele et samlet nyt tilsyn i to rul. Det er velkendt fra internationale akkrediteringssystemer at gennemgå, drøfte og godkende “alt det administrative” i form af retningslinjer og journalføring i første rul. I andet rul, som måske finder sted på en anden dag eller over flere dage, kan der være god tid til samtaler med borgere, pårørende og medarbejdere.

Dette vil give tilsynsførende mulighed for at stille sig nysgerrige i samtaler, deltage i og observere praksis på en mere uforstyrret måde end korte spørgsmål-svar i relation til målepunkter og tjeklister.

Jeg er tilhænger af, at man som behandlingssted på ethvert givent tidspunkt kan dokumentere og vise at man lever op til lovens krav. Men at der kommer et tilsyn forbi, bør blot være en detalje. Virkeligheden er desværre de fleste steder, at et tilsyn skaber en unødig eksamenstilstand, hvor fokus er på målepunkter frem for borgernes oplevelser og den praksis og læring, stedet er optaget af.

Mit bud er, at vi primært lader os inspirere af Ældretilsynet, der særligt er lykkedes med at have trivsel og inddragelse af borgere og pårørende i fokus.

 

3. Retningslinjer kan reduceres i omfang
Jeg vil påstå, at vi kan nøjes med langt færre beskrivelser. Der skal selvfølgelig være de retningslinjer, som der skal være, og som man i praksis har brug for. Men jeg oplever ofte, at alle fejltrin og utilsigtede hændelser fører til en uhensigtsmæssig automatreaktion i form af, at “vi skal have skrevet en retningslinje”.

Det betyder, at omfanget til stadighed vokser, og at det kan være særdeles vanskeligt at navigere i for den enkelte medarbejder. Skåret ind til benet har man på et plejehjem måske brug for omkring 10 gode retningslinjer, men skal finde dem blandt 200.

Mit håb er, at vi- når der skal findes en beskrivelse for en aktivitet eller ansvarsområde – som det første undersøger, om det, der findes i forvejen, kan gøres mere enkelt og måske reduceres i omfang. Der skal ikke skrives nye grundbøger, men gives retning på ansvaret, ydelsen, samarbejdspartnere og kilder.

I respekt for medarbejderes tid og mulighed for overblik skal det gøres så enkelt, at ingen farer vild i overskrifter, passwords, flere udgaver, links og indforståede beskrivelser. Der skal være systemer, der præcist guider en medarbejder til det, der allerede findes og gælder for hendes eller hans område. Kunsten er dernæst at skrive mindre og tage medarbejdere med på råd.

 

Sprog og stemning betyder noget
Derudover er sprog og stemning to ting, vi skal have i fokus i den fortsatte udvikling af ældreplejen.

Den sproglige kraft er enorm, også de ord vi bruger om ældreområdet. Hvis eksempelvis en medarbejder til en fødselsdag i sin fritid skal berette om sin arbejdsplads inden for hjemmeplejen, fortæller han så med træthed eller begejstring? Og hvilke ord bruger en leder af et plejeteam om sine medarbejdere på arbejde og i fritiden?

En god stemning på plejehjemmet er vigtig for, om pårørende oplever plejehjemmet som “et godt sted”. Bjarne Hastrup fra Ældresagen har udtalt, at den gode stemning skal anerkendes, og Inge Kristensen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed siger, at alt begynder i lille skala, med de små greb og med samtalerne om, hvad der er vigtigt.

Verden er større end det billede, som tilsynsrapporterne giver, og små elementer som øjenkontakt, et smil, tonen, kollegaskabet, stilheden og støjen ville for mig være altafgørende, selvom det ikke står i nogle retningslinjer.

 

Less is more
Mit håb er, at de samtaler og den planlægning, der finder sted i kølvandet på sommerens turbulente medieomtale på ældreområdet, ikke kun indeholder alt det, vi så skal få gjort, men i lige så høj grad det, vi skal gøre mindre af. Mindre system, forstyrrelser og tv – mere plads til samtaler, overblik og tillidsfuldt samvær.

Ledelsen har en lang række udfordringer, hvor rekruttering af uddannet personale må stå som noget af det vigtigste, men ledelser og beslutningstagere har også muligheden for at høste gevinster på udvalgte områder efter det uvante princip om “less is more”.

 

Rådgivning og projektledelse, selvstændig