Synspunkt: Fremtidens specialister i sundhedsvæsenet skal også være generalister

Arkivfoto

Fremtidens specialkompetence i sundhedsvæsenet bliver evnen til at rumme så mange aspekter af hver enkelt patients tilstand som muligt på samme sted.

 

Af Camilla Noelle Rathcke

 

I det kommende årti bliver en af de allerstørste udfordringer for alle i sundhedsvæsenet, at vi skal have sygehusvæsenet til at hænge bedre sammen med arbejdet hos de praktiserende læger, andre aktører i praksissektoren og med sundhedsopgaverne i kommunerne.

Det kræver, at vi får konkret fokus på, at det er de store patientgrupper med få eller flere kroniske sygdomme med grader af komplikationer og komplekse sygdomsbilleder som for eksempel KOL, diabetes eller hjertesygdom, der fylder ude på afdelingerne.

Patientgrupperne stiller store krav til os alle om at få samarbejdet til at fungere optimalt. Det gælder både i Sundhedsstyrelsen, i regioner, i kommuner og hos de sundhedsprofessionelle, der arbejder i praksis, i kommuner og på hospitalsafdelingerne. Og det gælder ikke mindst i forhold til de kompetencer, der skal udbygges, erhverves og bringes i spil.

 

Ledelsen skal kunne tænke kreativt
Fremover bliver indsatsen på tværs af lægefagligheder og andre sundhedsfagligheder i stadig stigende grad omdrejningspunktet for løsningerne, ligesom samarbejdet med patienternes egen læge og hjemkommune bliver altafgørende.

Her er ledelse central både på de enkelte steder og på tværs. Den omstilling, som vi må og skal igennem, kræver en ledelse, der kan tænke kreativt, tænke ud af boksen og finde nye løsninger. Og det gælder både, når vi taler om måden, vi løser opgaverne på, måden vi organiserer os på, og måden vi samarbejder på.

Ikke mindst i samarbejdet mellem hospitalsafdelingerne og primærsektoren er der brug for, at man tænker nyt og ser sig selv i et nyt lys.

 

Kræver samarbejde og koordination
Et eksempel er en kronisk syg patient på en hospitalsafdeling, der også har forløb hos egen læge og i kommunens genoptrænings- og rehabiliteringstilbud. Forløbet kræver løbende hospitalsindlæggelse som følge af den kroniske sygdom og dens komplikationer eller anden akut sygdom, og det kræver et udtalt samarbejde og koordination fra alle parter.

Det er påkrævet, at hospitalsafdelinger fremover i langt højere grad ser sig selv som forlænget arm af den primære sektor og samtidig står til rådighed som specialist for den.

Det fremtidige samarbejde vil ikke alene handle om at flytte opgaver tættere på borgerens hjem. Det handler i mindst lige så høj grad om at være i stand til at stille kompetencer til rådighed for primær sektor og måske endda flytte kompetencer ud. Det kan for eksempel ske i form af fremskudte ambulatorier, udgående funktioner eller digitale/virtuelle løsninger til patienter ved konsultationer og til praktiserende læger ved konferencer.

 

Nye måder at gå til opgaverne
Parallelt hermed kan der også være behov for nye måder at gå til opgaverne på i primærsektoren. Ikke mindst når patienter, der tidligere havde deres væsentligste gang på hospitalet, i højere grad skal ses i praksis eller i kommunalt regi af egen læge, sygeplejersker, fysioterapeuter eller andre sundhedsprofessionelle.

Mulighederne er mange og løsningerne ligeså, og de mange kompetencer og fagligheder skal i spil i fællesskab. Ledelseskraften bag bliver samtidig afgørende, når varetagelsen af opgaverne på tværs af patienter med kronisk sygdom og multisygdom bliver ”det nye sort” for den fremtidige opgaveløsning.

Det bliver de brede kompetencer og evnen til at rumme så mange aspekter af hver enkelt patients tilstand som muligt på samme sted, der bliver fremtidens specialkompetence og lægekunst.

 

Centerchef, Sundhedsstyrelsen