Synspunkt: Sundhedsreformen vil bremse lokale samarbejder om sundhed

Arkivfoto: Agata Lenczewska-Madsen

Sundhedsreformen vil sætte et stop i hjulet for de mange velfungerende samarbejder om sundhedsindsatser, der i dag finder sted lokalt og regionalt. 

 

Af Lene Fruelund

 

Der er ingen tvivl om, at samarbejdet inden for sundhedsvæsnet kan blive bedre, end det er i dag. Men i regeringens sundhedsreform fremstår det som om, at det ikke er noget, der arbejdes med i den nuværende struktur.

Der tegnes også et billede af, at hvis ikke skrivebordsgeneralerne foreslår omstruktureringer, vil samarbejdet vedblive med at være dårligt, og patienterne vil strømme til hospitalerne.

Sådan ser det dog overhovedet ikke ud i den virkelige verden. Her arbejder kommuner, praktiserende læger og sygehuse overalt sammen med borgeren/patienten i centrum og gør hele tiden fremskridt, så stadig færre patienter oplever at falde mellem de meget omtalte to stole.

 

Indsats for at undgå indlæggelser
Der gøres i dag en stor indsats for at undgå indlæggelser, der ikke er nødvendige, eller hvor problemerne kunne være løst i hjemmet eller tættere på borgerens bopæl.

Der oprettes sundhedshuse og akutpladser i kommunerne netop for at undgå unødige indlæggelser og for at løse sundhedsopgaver tæt på borgeren. Vi er i fuld gang, det går fremad, og vi bliver bedre hele tiden – også uden regeringens indgriben.

Der arbejdes med patientens selvmonitorering af sin sygdom, hvor sundhedsdata indberettes, og hvor et besøg i sundhedshuset eller på sygehuset ikke er fastlagt i standardiserede intervaller, men ud fra den enkeltes behov. Det fører til bedre behandling, men også til langt færre fysiske kontakter mellem borger og sundhedsvæsen. Og det er den vej, regeringen med sit forslag gerne vil gå – men vi er allerede på vej.

 

Fem klynger i Midtjylland
I Region Midtjylland har vi i dag fem klynger, som svarer nøjagtig til de fem sundhedsfællesskaber, der ligger i regeringens udspil. I hver klynge arbejder sygehuse, kommuner og praktiserende læger sammen om hele tiden at løse opgaven bedst muligt med patienten/borgeren i centrum.

Vi har i Silkeborg som i mange andre kommuner fået tilknyttet praktiserende læger til plejehjemmene, hvilket har forhindret mange hospitalsindlæggelser. Vi har oprettet et akutteam bestående af sygeplejersker med relevant efteruddannelse, som rykker ud og varetager en behandling af borgere, der er udskrevet fra hospitalet, men som fortsat har behov for en specialiseret indsats i hjemmet. De rykker også ud, hvis en hjemmehjælper finder anledning til bekymring for en borger.

Akutteamet skaber overblik over situationen: Dels i dialog med borgeren, dels ved at foretage en klinisk vurdering, måle værdier eller tage en blodprøve. Vi har akutpladser i kommunen, som de praktiserende læger er blevet stadig bedre til at benytte i tilfælde, hvor en borger har behov for tættere overvågning og lettere behandling, hvilket tidligere førte til en hospitalsindlæggelse.

 

Fleksible indlæggelser i Silkeborg
På regionshospitalet i Silkeborg arbejdes med fleksible indlæggelser, hvilket indebærer, at en stor gruppe kronikere med KOL, tarmsygdomme, leversvigt, hjerteflimmer og hjertesvigt kan ringe direkte til den kendte afdeling på hospitalet, hvis de oplever forværringer i deres tilstand.

Her får de kontakt til en sundhedsfaglig medarbejder, der kender dem, og som kan hjælpe og vurdere, om det er nødvendigt med en tur på hospitalet, om det kommunale akutteam skal sendes forbi i borgerens hjem, eller om det kan afhjælpes med kyndig vejledning over telefonen.

Det har givet stor tryghed for borgerne og reduceret antallet af indlæggelser med op mod 50 procent, og det har ført til et fald i kontakterne til borgerens praktiserende læge og til lægevagten. Indsatsens følges og resultaterne dokumenteres, og i slutningen af 2019 forventes det endelige resultat af dette forsøg, som indtil nu har kørt i 2,5 år.

 

Forbedringer og besparelser
Ovenstående er blot få af mange eksempler på, hvordan der hele tiden arbejdes med at forbedre forholdene og indsatsen for borgere/patienter og samtidig spares bunker af penge.

Samarbejdet i de forskellige klynger i Region Midtjylland er ikke ens, og det skal det heller ikke være, for geografien og forholdene i kommunerne er forskellige. Standardiserede løsninger tegnet på et kontor i København skaber ikke lighed, men blot større forskellighed, for der skal forskellige løsninger til for at opnå det bedste resultat.

Tag nu for eksempel ambulanceberedskabet, som regeringen også har øje for. Flere ambulancer er ikke nødvendigvis det bedste svar på, hvordan en patient hurtigst sikres den rette behandling. Førstehjælperkorps, lægebiler og et helikopterberedskab kan være en langt større hjælp i et geografisk stort område, hvor borgene ikke bor tæt, og hvor der kan være langt til nærmeste akuthospital.

 

Hvor er psykiatrien?
Psykiatrien er ikke meget omtalt i forslaget til en sundhedsreform. Men alle ved, at behovet for behandling for psykiske lidelser er voksende, og der har manglet sammenhæng i indsatserne mellem behandlingen i det regionale og det kommunale regi. Her har indstillingen i Region Midtjylland imidlertid været, at vi er nødt til at tage fat på problemerne i fællesskab, og når vi gør det, kan der skabes resultater.

Samarbejdet mellem region og kommune om Psykiatriens Hus i Silkeborg har dokumenteret det. I ’Alliancen om den nære psykiatri’ har patient- og pårørendeforeninger, praktiserende læger, regionen og kommunerne arbejdet sammen om et udspil til en vision for en sammenhængende og langt bedre indsats overfor borgere med psykisk sygdom.

Visionen er klar og skal nu omsættes til forskellige prøvehandlinger for dels at forbedre den mentale sundhed og mindske mistrivsel hos børn og unge, dels for at forbedre sundheden og sikre bedre sammenhængende patientforløb for voksne med svær psykisk sygdom. Vi har forventninger til, at de konkrete prøvehandlinger vil kunne pege på bedre løsninger for mange borgere, som i dag føler, at de ikke alene skal kæmpe med sygdommen, men også kæmpe for en hurtig og sammenhængende behandlingsindsats.

 

Samarbejde kræver ledelsesfokus
Forudsætningen for den gode og fremadskridende udvikling i samarbejdet på både det somatiske og psykiatriske område er et fokus hos de mange forskellige ledelser i både kommuner og region. Der skal være et stadigt fokus på mulighederne for at gøre det bedre og fokus på, hvordan vi kan få samarbejdet mellem de forskellige led til at fungere gnidningsfrit og uden huller.

En af de hurdler, der ligger, er den manglende mulighed for, at kommuner og hospitaler kan dele deres sundhedsdata. Der er ganske vist indgået en aftale mellem alle partier i Folketinget om datadeling i sundhedsvæsnet, men der sker alt for lidt i praksis. Det kunne regeringen passende finde en løsning på i stedet for nye strukturer og organisationsformer.

 

Reform vil flytte fokus fra udvikling
Der er i mit sind ingen tvivl om, at hvis sundhedsreformen gennemføres, vil alle lokale ledelser i kommuner og på sygehuse flytte fokus fra udviklingen af det gode samarbejde til implementering af ny struktur, nye fora for samarbejde og nye mennesker, som de skal lære at kende for at kunne samarbejde med dem.

Kort sagt vil sundhedsreformen sætte en udvikling, der er i fuld gang, i stå i en periode. Er det, hvad vi har brug for, bare fordi DF ikke bryder sig om regionsrådene?

At vi har brug for flere læger, sygeplejersker og sosu-assistenter er en gammel nyhed. Det nye er, at nu vil både den siddende og den kommende statsminister gøre noget for at få flere uddannet, og det er virkeligt positivt, men det har ikke noget med strukturen i sundhedsvæsnet at gøre.

 

Den sociale indsats glemmes
Og i al denne snak om sundhedsvæsnet glemmes de borgere, der har brug for en specialiseret social indsats. Ved strukturreformen i 2007 blev de fleste amtslige specialinstitutioner overtaget af kommunerne. Det førte til tab af megen højt specialiseret faglig viden, hvilket har ført til, at kommunerne køber bo- og behandlingstilbud af hinanden.

Det er en situation, hvor prisen ofte er mere afgørende end at få givet det bedste tilbud til borgere med specialiserede behov. Nu skal de institutioner inden for det specialiserede socialområde, der i dag drives af regionerne, drives af kommunerne. Med andre ord: Sendes tilbage til start.

Det er en stor bekymring, som jeg tror, jeg deler med rigtig mange pårørende til borgere, der bor eller behandles inden for dette område samt rigtig mange af de ansatte.

Byrådsmedlem for Enhedslisten, Silkeborg Kommune. Medlem af Socialudvalget og Sundheds- og Ældreudvalget. Desuden medlem af Handicaprådet, KKR og KL’s socialudvalg