Ældreområdet sættes fri og gentænkes i Viborg

Viborg er en af de syv kommuner, der næste år sættes fri af snærende lovgivning og dokumentationskontrol på ældreområdet. Tilgangen er, at hele området skal gentænkes.

 

Af Mette Andreassen

 

Det var en glædelig nyhed, vi fik i Viborg på Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober. Her kunne statsminister Mette Frederiksen fortælle, at Viborg Kommune bliver en af syv kommuner, der med en velfærdsaftale fra næste år kan sættes fri af snærende lovgivning og dokumentationskontrol.

Weekenden inden havde borgmester Ulrik Wilbek givet en forhåndstilkendegivelse om, at Viborg Kommune var med. I Viborg Kommune er vi stolte over, at valget faldt på os – og vi er klar til at gå i gang.

”Nej, hvor lyder det spændende”. Det er den kommentar, vi ofte hører, når vi møder kolleger fra andre kommuner, som har hørt om det eksperiment, Viborg står over for. Og ja, det er en fantastisk mulighed at få. En mulighed, som rummer potentiale til rigtig meget, og som derfor også forpligter.

Tilgangen er, at vi gentænker hele ældreområdet. Alt er som udgangspunkt muligt. Og det er godt, for der er behov for reel nytænkning. Vi skal udfordre både de statsligt regulerede rammer, men også dem, vi selv har bygget op.

Lige nu er alt nyt, og vi skal selvfølgelig have en grundig drøftelse, inden vi sætter de første større prøvehandlinger i gang. Allerede nu er vi dog i gang med at se på vores egne interne procedurer. Noget der bliver centralt, er selvfølgelig en særlig høj grad af inddragelse af en lang række parter.

Ikke mindst borgerne selv, de pårørende, medarbejdere og ledere, men også råd og faglige organisationer, interesseorganisationer og boligselskaber. Vi oplever allerede nu stor interesse fra mange sider – mange vil meget gerne byde ind og spille med.

 

 

Op på den store klinge
I de kommende år skal der være plads til forsøg, der fejler. Vi har tre år, og de går hurtigt. Så hellere sætte forsøg i gang, når vi er 80 procent klar, frem for at afvente en fuldstændig afdækning. Som borgmester Ulrik Wilbek sagde, da vi i den 22. oktober havde besøg af Mette Frederiksen: ”Nu skal vi jo ikke bruge to år på at forberede os!”

Viborg Kommune vil indgå i et i netværk med de andre seks kommuner, som er omfattet af velfærdsaftalerne – med henblik på at udveksle erfaringer og inspiration. Desuden etablerer vi et særligt netværk med Langeland og Middelfart kommuner i forhold til ældreområdet.  Vi skal op på den store klinge, hvis vi skal være med til at skabe positiv og radikal forandring – og det skal vi.

Jeg håber, at der fra politisk hold vil være vilje og mod til at tænke bredt på tværs af lovgivning. Der skal flyttes flere hegnspæle, så også lovgivning på sundhedsområdet kommer i spil. Samtidig skal vi også tæt på blandt andet overenskomsterne og helt sikkert se grundigt på de instrukser og retningslinjer, vi selv har lavet.

Vi skal kunne overlade flere beslutninger til dem, der arbejder tættest på borgeren. Som det fremgår af principaftalen mellem regeringen og borgmestrene, skal der ”sikres mere plads til alt det, man ikke kan sætte på en formel, og som handler om omsorg, nærvær og relationer i mødet med borgeren.”


Benspænd for den gode service
Vi vil være undersøgende på både centralt og lokalt fastlagte procedurer og retningslinjer. Lad mig nævne nogle eksempler på områder, hvor lovgivning og egne procedurer laver benspænd for den gode service:

 

Visitation
I Viborg Kommune er der allerede en mere overordnet og bagvedliggende rammestyring af økonomien. Der opereres ikke med minutter i visitationen, men vi visiterer via pakkemodeller, som giver den lokale leder og medarbejdere fleksibilitet i forhold til at regulere hjælpen til borgerne.

Derudover praktiseres der visitationsfrie ydelser i Viborg Kommune de første 14 dage, hvor medarbejder og borger i samarbejde vurderer behov. Vil det give større værdi og kvalitet for borgeren at sætte det helt fri – og hvad skal der til, for at vi kan gøre det?

 

Dokumentation
Medarbejdere kan give en række eksempler på dobbeltregistrering og overflødig registrering. Der opleves overdokumentation for eksempel i forbindelse med tilsynskrav.

Et konkret eksempel kan være sårbehandling: Når borgeren skal skifte til nyt plaster, skal vi have et informeret samtykke til det. Man kan dog ikke få et engangssamtykke til sårbehandlingen. Derfor har mange af vores pc’ere i hjemmeplejen en lille post-it, hvor der står ”Husk, at vi skal have et samtykke”. Det giver ikke meget mening.

 

Personkontinuitet
Kan vi i mødet med borgeren sikre, at vedkommende ikke møder en lang række forskellige medarbejdere? Kan vi via større grad af koordinering og opgavefordeling mellem faggrupper give mere kontinuitet, end vi gør i dag? Er arbejdstidsregler og faggrænser stadig en begrænsning i forhold til dette?

 

Opgavefordeling
Vi skal udfordre den specialiseringsgrad, der i dag er lagt ind i vores arbejdsgange, og som kræver for mange medarbejdere og ”led i kæden”. Engang kunne den lokale sygeplejerske selv tage mål til støttestrømper. I dag skal hun sende en mail til den støttestrømpeansvarlige for at få taget mål. En arbejdsgang, vi straks kan gå i gang med at ændre, og som ikke behøver at afvente en endelig aftale.

Vi skal udfordre lovgivningen. Det kan for eksempel være i forhold til lægelig ordination, behandleransvar, oplysning og opbevaring af lægemidler. For eksempel kan kommunerne ikke opbevare medicin og infusionsvæsker, og det giver langsommelighed i leveringen af visse sygeplejeydelser på plejecentre og i borgeres hjem.

 

Fremtiden kalder på fleksibilitet og mod
Ældreområdet ændrer sig markant i disse år. Antallet af de ældste ældre er stigende, og selv om mange ældre lever et mere aktivt liv, er der stadig flere, der har behov for støtte, træning og pleje. Antallet af ældre med kroniske lidelser og multisygdomme er stigende, og her ses ofte mere komplekse forløb og behov.

Samtidig er der alt for få unge, som vælger en uddannelse inden for sundheds- og ældreområdet, i hvert fald hvis vi i fremtiden skal tilbyde de velfærdsydelser, som denne udvikling tilsiger. Derfor står vi med en rekrutteringsudfordring både på uddannet personale og i forhold til unge i uddannelsesforløb inden for området. Og derfor kalder fremtidens velfærd inden for ældreområdet på andre initiativer.

Vi kan ikke blive ved med at gøre, som vi altid har gjort. Vi er nødt til at nytænke vores måde at levere velfærdsydelser på inden for ældreområdet. Det kræver både fleksibilitet, kreativitet og mod. Det er vi klar til at kaste os ud i – og vi kan faktisk slet ikke vente med at komme i gang.

 

Fortsat høj kvalitet
Det er klart, at der fortsat skal være høj kvalitet i det arbejde, vi leverer, men vi skal være bedre til at definere den kvalitet sammen med vores borgere og være fleksible, når nye behov opstår. Vi skal væk fra, at alt er forudbestemt i forhold til borgerens dag i et planlagt skema fra plejen og frem til, at borgeren reelt får indflydelse og selvbestemmelse.

Vi ønsker at skabe tid og rum til, at vores medarbejdere oftere kan sige: ”Nu går vi to lige en tur udenfor, så ordner jeg det, jeg kan nå bagefter” – hvis det altså er det, borgeren ønsker og har brug for den dag.

Og så skal vi have kigget på al den registrering, som vi i dag skal lave på vores borgere. Er der mon noget af det som kan undværes? Kan man i langt højere grad nøjes med at registrere ændringer, frem for alle handlinger? Vi vil ikke flere gange om dagen foretage kontrolmålinger af temperaturen i vores køleskabe, men se om maden er frisk. Og hvor vigtigt er det, om man i sine sidste leveår spiser lidt for meget hvidt brød, hvis det er det, der glider bedst ned og gør, at man rent faktisk har lyst til at indtage føde?

Vi har ikke svaret, men vi glæder os til at komme i gang med opgaven.

Direktør for Social, Sundhed & Omsorg, Viborg Kommune