LEDER: Efter valgflæsket

© Agata Lenczewska-Madsen

Valgkampen er overstået. En valgkamp med mange forskellige og gode diskussioner om sundhedspolitik. Nu er det tid til handling. Til at opnåenighed og træffe beslutning om langsigtede og bæredygtige løsninger.

 

Af Kirsten Wisborg og Peter Mandrup Jensen

 

Oktober 2022 vil stå som en måned, hvor der blev talt meget om sundhed og sundhedspolitik. Mange politikere, mange fagforeninger, mange patientforeninger, ikke så få sund-hedsøkonomer og andre gode mennesker var ude med indlæg og budskaber.

Der var flere sundheds-temaer i valgkampe, blandt andre psykiatri, behandlingsgaranti, personalemangel og »sundhedsvæsenets krise«.

 

»Krisen«

Der blev talt meget om sundhedsvæsenets krise under valgkampen. Nogle gange i en sådan grad, at det kunne være svært at genkende det danske sundhedsvæsen. Der er meget godt i det danske sundhedsvæsen. Sundhedsvæsenet står solidt på en høj faglighed og leverer hver eneste dag evidensbaserede behandlinger til tusindvis af patienter. Dedikerede og fagligt dygtige medarbejdere yder hver dag en stor indsats for at give patienterne den bedste behandling, og generelt angiver patienterne høj tilfredshed i mødet med sundhedsvæsenet.

Men selvom der er meget godt at bygge på, så er der heller ikke tvivl om, at sundhedsvæsenet har store udfordringer. Og ja, måske er der tale om en egentlig sundhedskrise.

I alle tilfælde er der ikke tvivl om, at vi med den nuværende situation i sundhedsvæsenet er tvunget til at skelne mellem hvad, der er godt og hvad, der er skidt. En krise kalder på, at der bliver truffet beslutninger. Beslutninger, der reelt kan gøre en forskel for at sikre et stærkt sundhedsvæsen, der også i fremtiden kan imødekomme borgernes behov og forventninger.

Det er ikke rimeligt eller nyttigt at tale den energi og den vilje, der findes i sundhedsvæsenet, ned. Det er en slags misforstået medlidenhed, der gør det vanskeligere for ledere at skabe forandringer og forbedringer.

Endnu mere end en ekstra milliard kroner i »vinterhjælp« er der brug for rum til at frisætte ledere og medarbejdere til at foretage de nødvendige prioriteringer og gennem innovative processer skabe de forandringer, der skal sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen i fremtiden.

 

Mangel på medarbejdere

Der er jo nok problemer for lederne i sundhedsvæsenet at arbejde med. Mangel på medarbejdere er lige nu det største problem. Vi oplever i stigende grad, at det er vanskeligt at rekruttere og fastholde især i de områder af vores sundhedsvæsen, hvor en del af arbejdstimerne nødvendigvis ligger uden for normal arbejdstid. Det kan starte en ond spiral.

De, der arbejder på skæve tider af døgnet, bør belønnes i højere grad for det. Der gives i dag allerede tillæg for vagtarbejde, men der er behov for yderligere differentiering, for at vi også i fremtiden kan sikre, at der i alle døgnets timer året rundt er nok medarbejdere til at løse opgaverne på et højt sundhedsfagligt niveau.

Dernæst er der mange andre håndtag, der også skal drejes på: Uddannelsernes kapacitet, kvalitet og frafald, arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet, men også kvaliteten i ledelsesarbejdet. Ikke alle ledere er dygtige til ledelse af mennesker. Det er også et ledelsesansvar, at lederne bliver endnu dygtigere.

Faggrupperne skal anvendes langt mere fleksibelt og nye faggrupper skal inddrages. Alt det kræver endnu mere af lederne. Også mod. Derimod ikke politiske direktiver, men politisk opbakning af lederne.

 

Men hvad burde det nye folketing så egentlig beskæftige sig med?

Med al respekt ville vi gerne se politiske drøftelser og beslutninger på tre områder.

For det første at gøre alvor af festtalerne og faktisk vise tillid til, at sundhedsvæsenets ledere og medarbejdere kan tilrettelægge de bedst mulige behandlingsforløb under hensyntagen til den enkelte patients ønsker og behov. Der er behov for et kritisk blik på patientrettighederne for at kunne understøtte en skarpere prioritering og en fagligt funderet visitation.

De offentlige hospitaler skal have lov til at prioritere, så de mest syge patienter tilbydes behandling først. Det vil betyde, at patienter med mindre alvorlig sygdom må vente længere. På sigt vil dette tiltag gavne alle. For vi bliver alle tabere, hvis vi ikke kan bevare et stærkt offentligt sundhedsvæsen.

Men der ligger et stort ansvar på sundhedsvæsenets ledere for også at sikre at reducere i antallet af undersøgelser og behandlinger, som ikke skaber reel værdi for patienterne.

For det andet er det en vigtig politisk opgave at tage stilling til samfundets rammebetingelser for borgernes liv og sundhed. Sundhedsvæsenet kan ikke løse det hele, og når det drejer sig om ulighed i sundhed og forebyggelse, så vil løsningerne også skulle findes uden for sundhedsvæsenet.

Der er dokumentation for, at hvis priserne på tobak stiger, så reducerer vi forekomsten af rygning og bidrager til at skabe en sundere befolkning. En anden trussel mod befolkningens sundhed er den stigende forekomst af overvægt. Nok er der fortsat behov for at øge den evidensbaserede viden om hvilke forebyggelsesindsatser, der virker, men der er dog en række anbefalinger, der ville kunne sættes i værk ganske enkelt. Fjern dog momsen på grøntsager og andre fødevarer, der bidrager til en sundere befolkning.

For det tredje vil det være velkomment med et klart politisk ønske om mere forskning og innovation. Et sundhedsvæsen, der alene er fokuseret på produktivitet, kan på den korte bane tage sig godt ud, men vil hurtigt falme og tabe højde. At sikre forskning, innovation og uddannelse er en hjørnesten i udviklingen og fremtidssikringen af det danske sundhedsvæsen.

 

Efter valgkampen

Politikere skal jo ikke have kritik af at ville gøre godt på alle samfundets områder. Men alt for mange ideer, løfter og forslag, som ikke kan realiseres, når valgkampen er ovre, er et udfordrende grundlag at komme videre på.

De fleste ledere har høje ambitioner og udfordres af nyskabende forandringer. Men de fleste ledere holder også meget af ærlige diskussioner, hvor vi på en ordentlig måde får talt om de mål og midler, det skal handle om, hvordan vi får politiske ambitioner, borgernes behov og ønsker, medarbejdernes legitime interesse og den professionsfaglige etik til at finde de balancer, der skal sikre bæredygtige løsninger, der reelt skaber bedre sundhed og mere trivsel for flere.

 

 

Medlem af bestyrelsen, Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet