Ledere skal få øjnene op for den sociale ulighed i sundhedsvæsenet

Det er på tide, at uligheden bliver genstand for ledernes opmærksomhed i det daglige kliniske arbejde.

 

Af Hans Peder Graversen

 

Meget har været afprøvet gennem årene for at gøre patient- og behandlingsforløb i sundhedsvæsenet sammenhængende og fuldt tilfredsstillende. Men indtil videre uden held. Hvorfor?

Der er nogle oplagte svar på spørgsmålet: Hospitaler, kommuner og almen praksis har forskellige it-systemer og indbyrdes adskilte elektroniske journaler. Hospitaler, kommuner og almen praksis har adskilte økonomier, hvor arbejdsprocesser på tværs kan skabe problemer.

Personalet på hospitaler, i kommuner og i almen praksis kommunikerer indbyrdes med lokal selvforståelse og et teknisk sprogbrug, som andre kan have svært ved at forstå. Samme sprogbrug præger journalnotater og andre tekster i de pågældende miljøer.

Ledelser er stærkt bundet af økonomiske driftsmæssige rammer, der afkræver enhver leder megen fokus og opmærksomhed. Dermed bliver der mindre ledelseskraft til overs til ledelsen af de sammenhængende patientforløb og mindre fokus på patienternes tarv.

 

Oplagte fordele ved fælles it-system
Er det for let at foreslå, at hele sundhedsvæsenet betjener sig af et fælles it-system og får samme elektroniske patientjournal? Måske. Men fordelene ved dette er til at få øje på. Det er også let at foreslå, at økonomien åbnes op, så der ikke kan forekomme finansieringsproblemer til betaling for sundhedsydelser, der hører til et givet og igangsat behandlingsforløb, uanset om behandlingstiltag foregår på hospital, i ambulatorier, sundhedshuse, nærhospitaler eller i patientens eget hjem.

Naturligvis hører det med, at alt sundhedspersonale i et givet område eller sundhedsfællesskab skal lære alle institutioner og aktører at kende tilstrækkelig godt til, at behandlerteams med patient og pårørende bliver i stand til at få ”hele orkestret” i spil.

 

Den sociale ulighed skal have opmærksomhed
Borgere og patienter er ikke en homogen population. Der er store forskelle mellem de lavest og de højest uddannede befolkningsgrupper. Det er på tide, at disse forskelle og den sociale ulighed bliver genstand for alle lederes og dermed sundhedspersonalets opmærksomhed i det daglige kliniske arbejde.

Der skal nemlig handles og behandles forskelligt og gives positiv særbehandling til socialt udsatte, psykisk udfordrede, kronisk arbejdsløse, hjemløse og misbrugere for at opnå mere ligeværdighed, hvad gælder behandlingsresultater.

Der må en hel sundhedsreform til for at sanere og konstruere et bedre fungerende sundhedsvæsen, og her må vi håbe på politikernes engagement og snilde. I ventetiden er der heldigvis regioner, der har sat noget i gang, og hospitaler, der finder løsninger og afprøver dem. Forhåbentlig er det noget, der kan vække interesse og debat i de øvrige egne af landet.

 

Bestyrelsesmedlem, Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet. Tidl. cheflæge, Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland.