Nye sundhedsklynger kræver god ledelse for at lykkedes

God ledelse er en afgørende forudsætning for, at de kommende sundhedsklynger omkring landets 21 akuthospitaler lykkedes til gavn for patienterne.

 

Af Adam Wolf, Erik Jylling og Naja Warrer Iversen

 

Den 11. juni 2021 var en rigtig god dag for patienterne, de pårørende og medarbejderne i det danske sundhedsvæsen. Her indgik regeringen, Danske Regioner og KL nemlig en historisk aftale om at etablere forpligtende og formaliserede sundhedsklynger rundt om hver af landets 21 akuthospitaler.

Med aftalen tager vi et stort og vigtigt skridt mod at sikre, at de mange patienter, vi er fælles om tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis, fremover får en behandling, der hænger bedre sammen.

Vi bygger videre på de mange gode erfaringer fra det tværsektorielle samarbejde, der allerede findes, og indfører handlekraftige sundhedsklynger, som kan løse konkrete udfordringer for patienterne og skabe en reel forandring i hverdagens samarbejde.

I denne artikel vil vi beskrive, hvordan vi i Danske Regioner ser på det fremtidige samarbejde i og omkring de nye sundhedsklynger.

 

Fælles retning for det nære sundhedsvæsen
Aftalens indhold er langt hen ad vejen resultatet af Danske Regioner og KL’s tætte samarbejde om at sætte fælles retning for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og forbedre forløbene på tværs af sektorer. Især med tanke på de ældre medicinske patienter, patienter med kronisk sygdom og mennesker med psykiske lidelser.

Aftalen udgør på den måde de overordnede rammer for det tværsektorielle samarbejde, som fremadrettet skal være mere ensartet og forpligtende. Men det er ikke gjort med rammerne alene. Hvis vi skal skabe et frugtbart og bæredygtigt samarbejde, har vi behov for en ledelse i sundhedsklyngerne, der tager ansvar for hele patientforløbet – også de indsatser, der leveres uden for egne mure.

Det gælder for ledelsen på hospitalet, på den enkelte afdeling, på plejecentret og hos egen læge. Først når lederne tager et fælles populationsansvar, kan vi skabe de gode, sammenhængende og trygge patientforløb. Og netop her har vi et stort udviklingspotentiale.

Heldigvis har vi allerede i dag gode erfaringer med at styrke det tværsektorielle samarbejde. Vi ved altså, at det kan lade sig gøre. Men vi ved også, at det først og fremmest kræver dedikerede medarbejdere og ledelsesmæssig opbakning til at fjerne de barrierer, der opstår undervejs.

 

Kræver relationer og nysgerrighed
Ledelse i det tværsektorielle samarbejde handler først og fremmest om relationer. Når ansvaret skal række ud over egne mure, er der behov for at kende forholdene i de andre sektorer.

Derfor handler ledelse i sundhedsklyngerne ikke bare om at vælge ledere, der er klar til at trumfe en beslutning igennem. Selv om det lyder forjættende og simpelt, er det næppe vejen til succes at tro, vi kan indføre en ny kommandoledelse på tværs af organisationer.

Ledelsesopgaven skal løses i et komplekst rum med mange organisationer, hierarkier og fagligheder – og uden uanede ressourcer. Det forudsætter en nysgerrighed over for andre fagligheder og en ydmyghed over for opgaven.

Der er med andre ord brug for netværksledelse. Det kræver relationer, og at man lærer hinanden at kende. Både personligt, så man opnår gensidig tillid og forståelse. Og organisatorisk, så man får hinandens hverdag og virkelighed ind på nethinden. Det handler om at se sin egen praksis udefra og forstå forholdene hos de andre.

 

Tag på besøg hos samarbejdspartnerne
Herfra skal der lyde en klar opfordring til sygehusledelserne: Tag på besøg hos jeres samarbejdspartnere. Når klyngesamarbejdet fungerer bedst i dag, er det netop, når hospitalsledelsen tager på besøg hos praktiserende læger, når medarbejderne fra en medicinsk afdeling følger hverdagen for en kommunal sygeplejerske ud i borgerens hjem, og når de kommunale medarbejdere og praktiserende læger er nysgerrige på og forstår virkeligheden på et hospital. Det er sådan, vi nedbryder siloer i praksis.

Det fælles ledelsesprogram under det nationale kvalitetsprogram kan i den forbindelse være med til at styrke relationerne og ledelsen i sundhedsklyngerne. Formålet er blandt andet at give lederne i sundhedsvæsenet et fælles sprog på tværs af sektorer og metoder til at lave konkrete forbedringer i hverdagens praksis og arbejdsrutiner.

Det gode samarbejde skal ikke tages som gidsel
Ledelserne i sundhedsklyngerene skal derudover ikke fungere i et vakuum, men agere på tværs af strukturerne i hver sektor. Det vil i den forbindelse være en vigtig politisk opgave at skabe rum til, at sundhedsklyngerne med ledelserne fra hospitaler, kommuner og almen praksis har mulighed for at udvikle og gennemføre konkrete løsninger.

Hvis sundhedsklyngerne skal fungere, må det ikke være økonomien og forhandlinger herom, der tager dagsordenen. Det gode samarbejde skal ikke holdes som gidsel i en økonomisk diskussion om, hvor opgaven løses, og hvem der skal finansiere den. Det er dræbende for al udvikling.

For at undgå økonomidiskussioner er det derfor vigtigt, at de økonomiske rammer bliver fastlagt centralt, og at der bliver afsat fælles midler til klyngernes arbejde. Det kan for eksempel være til implementering af nye nationale handlingsplaner.

Det er dog afgørende, at de fælles penge ikke anvendes til at ”lukke huller” i kapaciteten på sygehuset, i almen praksis eller i kommunerne. Midlerne skal bruges til de fælles opgaver, som kan løfte behandlingen af patienterne.

 

Hospitalerne har et særligt ansvar
Danskerne bliver ældre, og flere lever med en kronisk sygdom. Det betyder også, at flere borgere modtager pleje og behandling for deres sygdomme uden for hospitalerne – både hos egen læge og i det kommunale sundhedsvæsen.

Denne udvikling stiller nye krav til hospitalernes rolle, fordi opgaven med at levere sundhed for borgerne ikke løses ved alene at behandle patienterne, når de er i indlagt eller kommer i ambulatoriet. Derfor har regionerne og hospitalerne også et særligt ansvar i klyngesamarbejdet.

Hospitalerne skal på den baggrund i højere grad arbejde med at understøtte det nære sundhedsvæsen ved at række ud og stille deres kompetencer til rådighed. Regionerne er allerede i dag godt i gang med udviklingen, og hospitalerne rækker blandt andet ud via virtuelle konsultationer, udkørende funktioner til patienter, specialistrådgivning til almen praksis og mulighed for hurtig ambulant udredning. Klyngerne kan også være med til at fremme denne udvikling yderligere.

Derudover kan klyngerne danne ramme for fælles tværsektoriel kompetenceudvikling, hvor der bliver etableret en fælles skolebænk for de fagpersoner, som er involveret i patientforløbene på tværs af sektorer.

 

Brug for ledelse på tværs 
Klyngerne skal primært fokusere på de store patientgrupper, der oftest har tværgående forløb: de ældre medicinske patienter, patienter med kroniske sygdomme og mennesker med psykiske lidelser. Men det betyder ikke, at det er de eneste patientgrupper, der har forløb på tværs. Specialeplanlægningen i regionerne gør, at mange patienter også vil have et forløb på tværs af akutsygehusenes optageområder.

Det gælder for eksempel for kræft- eller hjertepatienten, som modtager specialiseret behandling på et andet sygehus end det lokale. Disse patienter må heller ikke falde ned imellem de to berømte stole, fordi der ikke er et tilstrækkeligt samarbejde mellem det behandlende sygehus og patientens kommune. Det samme gælder for de psykiatriske patienter, som ofte også vil gå på tværs af optageområder.

Derudover matcher akutsygehusenes optageområder ikke 1:1 med kommunegrænserne, og det betyder, at flere kommuner har kontakt til mere end et akutsygehus. Det nødvendiggør, at der sikres en fællesmængde eller fælles ramme på tværs af klyngerne i den enkelte region, så patienterne ikke oplever store forskelle alt efter, om de hører til den ene eller anden klynge.

 

Behov for koordinering på regionalt niveau
Derfor er der behov for koordinering på regionalt niveau i et arbejdende sundhedssamarbejdsudvalg, hvor man på tværs af regioner og kommuner sikrer, at klyngerne ikke bliver små selvstændige øer med 21 forskellige måder at gøre tingene på og 21 forskellige serviceniveauer. Her vil et af redskaberne være en regional sundhedsaftale, der beskriver den overordnede politiske retning for samarbejdet på tværs.

Samtidig skal der også fra national side sættes en retning for klyngernes arbejde. Det kan være i form af nationale handlingsplaner for de tværsektorielle indsatser, men også krav til det kommunale sundhedsvæsen og hvordan sygehusene og almen praksis understøtter det.

Det er dog vigtigt at pointere, at det selvfølgelig skal være sådan, at man lokalt kan oversætte de fælles rammer, så det bliver tilpasset til de lokale udfordringer og forhold. Men det må ikke blive på bekostning af forskellige serviceniveauer på tværs af klyngerne.

 

Patientoplevelser og data skal vise vejen
Patienterne er de eneste, der oplever det samlede forløb på tværs af sektorer. Derfor bør deres oplevelser være grundlaget for at vurdere om, vi lykkes med at skabe bedre sammenhæng, og vi er glade for, patienter og pårørende med den politiske aftale bliver inddraget i klyngernes arbejde.

Patientoplevelser er imidlertid ikke en entydig størrelse, der kan måles og veje i de kliniske registre. Det kræver i stedet, at vi indtænker patienternes perspektiv på andre måder end blot tal og statistikker. Vi vil derfor arbejde for, at patienterne skal være med til at udvikle nye løsninger og samarbejdsformer for det tværsektorielle samarbejde.

Samtidig skal de også kunne gøre fagpersonerne opmærksomme på ”de blinde pletter”, så fagligt fornuftige løsninger også bliver evalueret ud fra patientens perspektiv.

 

Patienterne skal involveres i arbejdet
Alt sammen kræver det, at patienterne er mere inddraget i sundhedsklyngernes arbejde. Der arbejdes allerede i dag med patient- og pårørendeinddragelse i regionerne, og det skal udvikles og styrkes løbende – også i regi af klyngerne.

Patientinddragelsen står dog bestemt ikke i modsætning til en databaseret tilgang. I den politiske aftale er det fremhævet, at klyngerne skal arbejde populationsbaseret og tage et fælles populationsansvar – og hvis det skal det lykkes, skal klyngernes arbejde ledes ud fra et databaseret grundlag.

Det gælder både data om den fælles population generelt og om patientforløbene, så man kan identificere udfordringerne i det tværsektorielle samarbejde.

Alt sammen forudsætter dog, at vi får data fra alle tre sektorer, at vi har lov at bruge dem, og at vi også har blik for den data, der ikke findes i forskellige registre, men som samles ind direkte fra patienterne. Det kan eksempelvis være via konkrete patientundersøgelser, audits, cases og peer boards.

 

Arbejdet er først lige begyndt
I juni blev vi enige med regeringen og KL om at styrke samarbejdet på tværs i sundhedsvæsenet ved at etablere sundhedsklynger, der skal skabe et mere forpligtende samarbejde og fælles ansvar om patienter med forløb på tværs af sektorerne.

Men selvom aftalen var en kulmination på lang tids arbejde, er arbejdet først lige begyndt. Forude venter en stor og vigtig opgave for alle sektorer i sundhedsvæsenet: Vi skal få klyngerne til at fungere til gavn for hundredtusindvis af danske patienter. Og skal vi lykkes, er god ledelse en helt afgørende forudsætning.

I regionerne er vi klar til at kæmpe for, at sundhedsklyngerne bliver en succes.

 

Vicedirektør, Danske Regioner