Sundhedsklynger skal være begyndelsen på meget mere

De 21 sundhedsklynger løser ikke alt. Men de er forhåbentlig en start på, at regeringen viser handlekraft til reelt at tage fat om de udfordringer, som det danske sundhedsvæsen står for.

 

Af Hanne Agerbak og Christian Harsløf

 

Før sommerferien skete der noget vigtigt i dansk sundhedspolitik. Noget, som vi fra KL’s side håber, bliver startskuddet til meget mere: Et første skridt i retningen af en samlet sundhedsaftale.

I kølvandet på de årlige økonomiforhandlinger lagde sundhedsminister Magnus Heunicke en formiddag i juni vacciner og COVID-19-tests fra sig for en stund. I stedet stod han side om side med formanden for KL Jacob Bundsgaard og formanden fra Danske Regioner Stefanie Lose i den gamle kongelige bibliotekshave i København.

Sammen præsenterede de tre en fælles aftale, som indebærer, at der 1. juli 2022 skal oprettes 21 nye sundhedsklynger i det danske sundhedsvæsen.

 

God grund til at vi rykker sammen
Sundhedsklynger er en organisering, hvor regioner, hospitaler, kommuner og almen praksis i fællesskab skal samarbejde om at sikre den bedste mulige behandling af de patienter, vi er fælles om. Samarbejdet om de fælles borgere skal forankres både på politisk niveau og på fagligt niveau på hospitaler og i kommuner.

Og det er ret mange fælles borgere, det drejer sig om. Næsten 80 procent af de borgere, som får hjælp af kommunen, har også kontakt med hospitalet. Det er i sig selv en rigtig god grund til, at vi rykker tættere sammen og sikrer, at der er tæt sammenhæng og koordinering for de fælles borgere.

 

Klynger har forskellige befolkningsgrundlag
Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at klyngerne har forskellige befolkningsgrundlag og dermed også forskelle i de sundhedsmæssige udfordringer, som skal håndteres. Et fælles populationsansvar indebærer, at sygehus, kommuner og almen praksis i klyngesamarbejdet skal drøfte og aftale, hvordan klyngen som helhed bedst understøtter sundheden for klyngens population som helhed.

Det indebærer konkret blandt andet, at hver klynge skal vurdere, om der er særlige udfordringer i populationen i deres klynge, som parterne med fordel kan løse i fællesskab eller understøtte hinanden i at løse mere optimalt.

Der skal også være et langt større fokus på tidlige indsatser, egenomsorg og træning, så sygdom og sygdomsforværring forebygges. Her ligger en vigtig fælles ledelsesopgave for kommuner og hospitaler i at blive bedre til at se på tværs og se ud over den mere snævre rolle, man i dag på papiret er sat til at løse.

 

Vigtigt med forpligtende klynger
Har vi ikke allerede i dag klyngesamarbejde mellem kommuner og hospitaler, vil nogle sikkert spørge. Det er til dels rigtigt, men vi må jo også konstatere, at det har været meget forskelligt, hvordan samarbejdet har fungeret, og hvor tæt der er blevet koordineret.

Derfor har det været vigtigt for KL, at sundhedsklyngerne bliver forpligtende, og at der er et stærkt lokalpolitisk ejerskab til dem. Det kræver politisk beslutningskraft, hvis der skal ske reelle forandringer i samarbejdet, så derfor kommer det det politiske samarbejde til at ske mellem borgmestre/fagborgmestre og regionsrådsmedlemmer, herunder regionsrådsformanden.

 

Politisk skal der sættes en retning
Politisk skal man sætte retningen for arbejdet i sundhedsklyngerne: Hvordan hjælper vi bedst de borgere, som vi er fælles om? Er der for eksempel behov for særlige indsatser målrettet de ældre borgere med flere samtidige sygdomme, som ofte indlægges akut? Kan vi gøre en fælles indsats for at nedbringe antallet af genindlæggelser? Er der nogle kroniske sygdomme, der fylder særligt blandt ’vores’ borgere?

Der ligger en vigtig ledelsesmæssig opgave i både på politisk og på administrativt og fagligt niveau i højere grad at løse dette fælles ansvar.

Klyngerne fik som led i økonomiaftalen 80 mio. kr. med i fælles midler, som skal udmøntes, når klyngerne etableres til juli næste år. Det er en start, men der er behov for en varig prioritering også fra regeringens side, hvis vi skal nå i mål.

 

Følges op af lovgivning
Aftalen om klynger skal følges op af lovgivning. Klyngerne skal tegnes geografisk. Vi skal finde ud af, hvilke kommuner der hører til hvilke hospitaler. Og vi skal finde ud af, hvordan de får et godt samarbejde til gavn for borgerne, uanset om det handler og fysisk eller psykisk sygdom.

De nye kommunalbestyrelser og de nye regionsråd får i foråret en vigtig opgave i at få forberedt oprettelsen af klyngerne. Det gør ledelser i kommuner og på hospitaler naturligvis også. Det handler blandt andet om at få skabt et fælles datagrundlag for populationen.

Der skal være data til rådighed for at understøtte sundhedsklyngernes ansvar for den fælles population, og det skal sikres, at data kan kobles på tværs, så det bliver muligt at identificere mønstre og dermed at styre og udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

 

Regeringen skal vise villighed og handlekraft
Klyngerne løser ikke alt. Men det er forhåbentlig en start på, at regeringen viser villighed og handlekraft til reelt at tage fat om de udfordringer, som det danske sundhedsvæsen står for.

Med aftalen om klynger har regeringen leveret på de første seks pejlemærker, som KL og Danske Regioner sidste år formulerede som input til en sundhedsaftale. Der var 12 i alt, og noget af det, som mangler for, at det for alvor kommer til at rykke, er, at der skal tages stilling til fremtidens behandling for de store kronikergrupper med et langt større fokus på forebyggelse, træning og egenomsorg. Bedre adgang til læger, mere datadeling og ikke mindst, at der følger penge med opgaverne, bliver også afgørende.

Fra kommunernes side har vi store forventninger til, at der kommer en samlet sundhedsaftale. Det er der i dén grad behov for, hvis vi skal lykkedes med at fremtidssikre det danske sundhedsvæsen. Senest for et par uger siden var 44 patientorganisationer i fællesskab ude med dette budskab.

Direktør i Kommunernes Landsforening med ansvar for digitalisering, teknologi, sundhed og ældre
Kontorchef i Center for Sundhed og Ældre, KL