Kvindelige omsorgsfag skal værdisættes bedre end i dag

Arkivfoto

Hvis regeringen og fagbevægelsen evner at værdisætte kvinders omsorgsarbejde ordentligt, kan vores velfærdsstat igen blive det forbillede, den var engang.

 

Af Astrid Elkjær Sørensen

 

Det danske sundhedsvæsen befinder sig lige nu i en regulær fastholdelses- og rekrutteringskrise.

Hos de sundhedsansatte hersker en udbredt utilfredshed over løn og arbejdsforhold, hvilket hen over efteråret har resulteret i en stribe af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Ligeledes synes villigheden til at kompensere for de manglende kollegaer at være sluppet op. Flere sundhedsinstitutioner melder således om, at personalet ikke længere er villige til at påtage sig ekstraarbejde frivilligt, og nogle områder oplever decideret personaleflugt.

På landsplan mislykkes hver tredje forsøg på at rekruttere en sygeplejerske,[1] knapt hver andet forsøg på at rekruttere en faglært social- og sundsassistent eller hjælper mislykkedes[2], og i Region Hovedstaden står mere end tiende jordemorstilling ledig.[3] Trods øgede dimensionering på sundhedsuddannelser er fremtidsudsigterne desværre ikke bedre, og manglen på sundhedspersonale vil sandsynligvis blive større.

I denne artikel vil jeg give et bud på, hvorfor utilfredsheden i sundhedsvæsnet er så stor, at den påvirker vores evne til at fastholde og rekruttere personale og prøve at belyse, hvorfor det tilsyneladende er så vanskeligt at dæmme op for.

 

Utilfredsheden er ikke ny
Set i et historisk perspektiv er utilfredsheden blandt personalet ikke ny.  De kvindedominerede omsorgsfag i den offentlige sektor både i og uden for sundhedsvæsnet har i mere end 50 år været utilfredse med deres lønniveau, og utilfredsheden er vokset årti efter årti.

Dette skyldes dels, at fagenes lønkamp ofte har været resultatløs, dels at de kvindedominerede fags uddannelsesniveau og hermed ansvarsområder er vokset, uden at det har haft noget synderlig effekt på lønnen.[4]

For mange sygeplejersker, jordemødre og social- og sundhedsassistenter er følelsen af ikke at blive værdsat for sine kompetencer således vokset gennem årene, samtidig med at troen på en løsning indenfor overenskomstsystemet er faldet, efterhånden som konflikt efter konflikt er endt uden noget mærkbart resultat på lønsedlen.

 

Femte strejke for sygeplejersker
For sygeplejerskerne var den 10 uger lange strejke i 2021 således fagets femte, hvilket inden for den offentlige sektor gør faggruppen til en af de mest konfliktvillige. Og ligesom ved de foregående strejker var det absolutte hovedkrav under denne strejke højere løn.

Strejken sluttede som bekendt med et regeringsindgreb, der ophævede den oprindelige overenskomstaftale, som sygeplejerskerne havde takket nej til, til lov. Hermed endte strejken uden noget lønmæssigt resultat. Regeringen nedsatte dog i kølvandet på strejken en lønstrukturkomité, der skal analysere og sammenligne lønstrukturer og lønudvikling i den offentlige sektor, herunder i forhold til at løse eventuelle ligelønsproblemer.

For sygeplejerskerne er lønstrukturkomitéen den tredje komité og kommission på 25 år, der skal kigge på deres lønforhold. For de andre kvindedominerede omsorgsfag bliver det den anden. En forhistorie, der bevirker, at tilliden til komiteen hos mange af de sundhedsansatte er tæt på ikkeeksisterende. Særligt da regeringen indtil videre ikke har forpligtet sig økonomisk på komiteens arbejde.

 

Tålmodigheden er løbet ud
Endnu en ikke-forpligtende komite og den lange, primært forgæves, march for at opnå ligeløn inden for systemets rammer er nok en stor del af grunden til, at vi nu ser overenskomststridige arbejdsnedlæggelser fra sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og løfter fra jordemødre om ikke at tage nye job i det offentlige før lønnen er bedre. Tålmodigheden med det etablerede system er simpelthen løbet ud.

Den manglende tillid til systemet er så blevet yderligere forstærket af COVID-19-pandemien, som mange sundhedsansatte føler tydeligt har synliggjort deres arbejdes værdi og nødvendighed, men ikke har motiveret politikerne til rent faktisk at komme med løsninger på lønproblematikken.

Her har klapsalver, de meget omtalte honninghjerter og senest statsministerens opfordring om endnu engang at yde en ekstra indsats været med til at puste kraftigt til ilden.

 

Utilfredshed handler ikke kun om løn
Flere politikere og flere eksperter har dog i det seneste års debat om sundhedsvæsnet argumenteret for, at utilfredsheden ikke kun handler om løn, men også om for dårlige normeringer og arbejdsforhold.  Statsminister Mette Frederiksen har således ved flere lejligheder forsøgt at gyde olie på vandene ikke ved at love bedre løn, men ved at afskaffe unødvendig administration og sikre mere finansiering til sundhedsvæsnet.

Selvom udmeldingen fra statsministeren fik en relativ kølig modtagelse, er arbejdsforholdene sandsynligvis medvirkende til utilfredsheden. På nuværende tidspunkt er det dog svært at se en forbedring af arbejdsforhold og normeringer for sig, uden at lønnen har tilstrækkeligt niveau til at fastholde og rekruttere det nødvendige personale.

Selv den bedste leder vil ikke kunne forbedre arbejdsmiljøet synderligt, når 20 procent af stillingerne står ubesatte hen – hvilket for eksempel lige nu er tilfældet på Hvidovre Hospitals fødegang.[5]

 

Ekstra lønmidler til sundhedspersonalet
I lyset heraf arbejder flere regioner nu også for, at der afsættes ekstra lønmidler af til at fastholde sundhedspersonalet,[6] og i Folketinget presser flere politiske partier på for, at der findes ekstra midler til at adressere krisen i sundhedsvæsnet.[7]

Hermed kunne man mene, at vi bevæger os hen mod en løsning af krisen eller i hvert fald begynder at adressere den. Problemet er bare at en række aktører og mekanismer vanskeliggør et tilstrækkeligt lønløft af de kvindedominerede faggrupper i sundhedsvæsnet.

I den offentlige sektor har lønudvikling siden 1984 været styret af den såkaldte reguleringsordning. Reguleringsordningen er en overenskomstvedtaget ordning, der skal sikre en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling mellem den offentlige sektor og den private sektor.

Dette betyder i praksis, at hvis lønudviklingen i den private sektor er højere end i den offentlige sektor, reguleres lønnen for de offentligt ansatte op med 80 procent af den konstaterede forskel. Omvendt reguleres de offentlige ansatte ned i løn, hvis lønudviklingen i det private sektor er lavere end i den offentlige, Reguleringsordningen udmøntes baglæns på baggrund af Danmarks Statistik årlige beregninger af, hvor store lønstigningerne har været i det private og i stat, kommuner og regioner.

 

Ikke populær i fagligt fællesskab
Ordningen er relevant i denne sammenhæng, fordi ekstra lønmidler til de sundhedsansatte i udgangspunktet tælles med i beregningen af reguleringsordningen. Dermed risikerer samtlige offentlige ansatte at skulle betale for sundhedspersonalet næste gang ordningen udmøntes.

Dette er selvsagt ikke populært i det faglige fællesskab og kan bevirke, at flere faggrupper vil protestere overfor ekstra tildeling af midler. Reguleringsordningen skaber også lige nu en skepsis blandt flere sygeplejersker over for de potentielle lønmidler, da de ved overenskomsten i 2021 oplevede, at den ekstrahonorering, som de fik for deres overarbejde under den første COVID-19-bølge, gav dem en lavere lønudvikling ved overenskomsten. En lønforhøjelse, man selv betaler, er logisk nok mindre populær.

Nye lønmidler kan i princippet undtages fra reguleringsordningen, men hvorvidt arbejdsgiversiden er indstillet herpå, er stadig et åbent spørgsmål. Ligeledes frygter flere faggrupper, hvilke langsigtede negative konsekvenser for den offentlige lønudvikling det kan have, hvis reguleringsordningen forsvinder som en fast struktur på det danske arbejdsmarked.

 

Faggrupper vogter over hinanden
I den danske fagbevægelse, særligt inden for den offentlige sektor, vogter faggrupperne over hinandens lønudvikling, og princippet er som udgangspunkt, at alle faggrupper skal have cirka samme resultat med hjem fra forhandlingerne. Årsagen er, at i den offentlige sektor forhandles der om en samlet lønpulje, og skal nogle have ekstra, er der mindre til resten.

Derfor stiller flere fagforbund sig typisk på bagbenene, når der er udsigt til, at arbejdsgiverne vil prioritere en enkelt gruppe. Denne mekanisme i det offentlige forhandlingssystem virker konserverende i forhold til at bevare det eksisterende lønhierarki.

I fagbevægelsens top er der desuden en indædt modvilje mod, at faggrupper som går enegang ved overenskomstforhandlinger og mod, at overenskomststridige strejker og lignede fører til resultater. Årsagen er, at begge dele anses som undergravende for forhandlingssystemet og for forhandlingsfællesskabet. Derfor vil flere i fagbevægelsen sandsynligvis stille sig i vejen for alt, der synes at honorere sygeplejerskerne for at være besværlige.

 

Fagbevægelsens modvilje mod politisk indblanding
På samme måde er fagbevægelsens top stærkt kritisk over for tiltag, der risikerer at undergrave fagbevægelsens autoritet og parternes ret til selv at forhandle og fordele lønmidlerne. Man er eksempelvis kritisk overfor politiske lønløfter til enkelte faggrupper, da det ses som utidig indblanding.

Til denne problemstilling hører også, at flere topfolk i fagbevægelsen tilknyttet det private arbejdsmarked har en ringe forståelse for, at forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked nødvendigvis vil være mere politiserede.

En vis udvikling har der dog været på området, særligt efter FTF og LO’s sammenlægning til FH. For det første har den samlede fagbevægelse siden overenskomstforhandlingerne i 2018 anerkendt de kvindedominerede fags lønefterslæb, og med FH’s støtte til nedsættelsen af lønstrukturkomiteen har den samlede fagbevægelse forsigtigt åbnet op for, at Christiansborg i princippet kan komme med en løsning på ligelønsproblemet.

Med denne åbning kommer så også en forventning fra FH om, at de kvindedominerede fag retter ind, mens komitéen arbejder, hvilket FH formand Lizette Riisgaards meget kontante afvisning af enhver politisk indrømmelse til sygeplejerskerne vidner om.[8]

 

Store forhåbninger til lønstrukturkomitéen
Både fagbevægelsen og politikerne peger altså på lønstrukturkomiteen i forhold til at finde en varig løsning, og i de kvindedominerede fags fagforbund gøres der også meget for at sælge komiteen som den bedst mulige chance for et opgør med løngabet mellem traditionelle mande- og kvindefag. Noget der hidtil er lykkes for blandt andet FOA og pædagogernes fagforbund BUPL.

Presset på og håbet til komiteen er således højt. Særligt fordi, at hvis komitéen ikke fører til en form for løsning, vil den bølge af utilfredshed, vi lige nu ser blandt sygeplejerskerne, sandsynligvis forplante sig de øvrige store kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor. Dette vil være en bombe under de offentlige overenskomstforhandlinger i 2024 og vil sætte yderligere pres på en lang række centrale velfærdsinstitutioner.

Komitéens arbejde bliver dog vanskeliggjort af, at den arver de overstående beskrevne problemer. Ydermere er der en række uløste stridspunkter internt mellem de kvindedominerede fag, som den også skal formå at navigere. Det gælder særligt konflikten mellem FOA og fagene med de mellemlange-videregående uddannelser om, hvorvidt det er lavtlønsområdet der skal løftes, eller om der i stedet skal være fokus på i højere grad at belønne uddannelse.

 

Pilen peger på regeringen
Uanset hvad komiteen når frem til og hvilke løsninger den måtte foreslå, er der dog ingen tvivl om, at pilen i sidste ende vil pege tilbage på regeringen. Her bliver det store spørgsmål, om denne vil være villig til at finde finansiering til et lønløft, som vil stille de kvindedominerede fag nogenlunde tilfredse.

En øvelse, der udover at være bekostelig også vil være vanskelig, fordi flere centrale aktører angiveligt vil protestere mod det som et utidig indblanding i den danske model og som en skadelig manøvre i forhold til den danske økonomi.

Om regeringen vil finde lønløftet besværet værd, vil nok således i høj grad afhænge af, om den føler, at den er tvunget til det for at holde samme på velfærdssamfundet. Lige nu synes Socialdemokratiet at splittet omkring dette spørgsmål

Ikke et dansk fænomen
Afslutningsvis er det værd at tilføje, at problemerne med at rekruttere og fastholde personale på ingen måde er et unikt dansk fænomen. Forskere har således siden starten af 2000’erne talt om en global og voksende ”care crisis”, og World Health Organisation (WHO) estimerer, at verden i 2030 vil mangle 18 millioner sundhedsansatte.[9]

Manglen vil ramme særligt hårdt i det globale syd, hvor sundhedsvæsnerne i forvejen har måtte kæmpe med manglende ressourcer. Men også i det globale nord vil manglen kunne mærkes tydeligt, særligt i takt med at den demografiske udvikling betyder, at gruppen af ældre borgere stiger.

Utilfredsheden med løn og arbejdsforhold er heller ikke unikt dansk. Verdens sundhedsvæsner holdes primært oppe af lavtlønnede kvindelige medarbejdere, som estimeres at udgøre cirka 70 procent af verdens sundhedsansatte.[10]

Dette gælder også de nordiske velfærdsstater, hvor de kvindedominerede omsorgsfag alle er lavere lønnede end ikke-kvindedominerede fag med samme uddannelseslængde og ansvar.[11] Dette har i høj grad kunne lade sig gøre, da fagene stadigvæk har haft stærke elementer af kaldsarbejde.

 

Kaldet er slidt op af pandemien
Globalt set synes kaldet dog at være blevet slidt endelig op under COVID-19-pandemien, hvor lande som Indien, Belgien Tyskland, England og USA har været ramt af strejker og protester fra sundhedsansatte, der kræver forbedrede løn- og arbejdsforhold.

De globale protester synes også at springe mellem landene, hvor særligt de sociale medier er blevet brugt til ideudveksling og international koordinering. Et eksempel herpå er den danske aktivistgruppe ”Jordemødre for ligeløn”, der har indledt et samarbejde med aktivister i både Norge og Sverige og blandt andet arrangeret fælles online-protestmøder.

Det mest interessante ved den globale krise er måske, at den også har ramt de universelle nordiske velfærdsstater, der ellers i forskningen er blevet beskrevet som både ”care-friendly” og kvindevenlige stater.[12] Her er et åbent spørgsmål, om de nordiske staters implementering af elementer fra new public management-tankegangen og den stigende privatisering og markedsliggørelse af omsorgsydelser har været med til at undergrave den resiliens, som man ellers kunne forvente at netop de nordiske velfærdsstater burde have.[13]

De nordiske stater har før været forbilleder i verden på grund af netop vores universelle velfærdsydelser. Hvis vi formår at gå foran og løse vores care crisis, kan vi meget vel blive det igen. Dette kræver dog en regering og en fagbevægelse, som tør at investere i velfærdsstaten såvel som evner at værdisætte kvinders omsorgsarbejde ordentligt.

 

Referencer

[1] Star Rekrutteringssurvey, rapport juni 2021

[2] Star Rekrutteringssurvey, rapport juni 2021

[3] Berlingske 16.6.2021: ” Se listen over manglen på jordemødre på hovedstadens hospitaler – særligt én fødegang bliver presset til sommer.”

[4] Astrid Elkjær Sørensen, Stinne Skriver Jørgensen & Maja Meiland Hansen (2021) Half a century of female wage disadvantage: an analysis of Denmark’s public wage hierarchy in 1969 and today, Scandinavian Economic History Review, DOI: 10.1080/03585522.2021.1988698

[5] Berlingske 16.6.2021: ” Se listen over manglen på jordemødre på hovedstadens hospitaler – særligt én fødegang bliver presset til sommer.”

[6]Sundhedspolitisk Tidsskrift 30.11.2021: ”Region vil give 30 millioner til lønløft af sygehuspersonale”
https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/5581-region-vil-give-30-millioner-til-lonloft-af-sygehus-personale.html

[7]Nyhederne TV2 30.11.2021 ”Sundhedsordfører appellerer til regeringen: – Der skal handles nu”

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-30-sundhedsordfoerer-appellerer-til-regeringen-der-skal-handles-nu?fbclid=IwAR2fAki5Cr3Oaic6mAKNF_P-pO1v5oQfIHZ4J67nkecemXAj5NJCvu85zPg

[8] A4 Overenskomst 1.12.2021: ”Fagbevægelsen blokerer for særskilt lønløft til sygeplejersker: ”- Det er fuldstændigt vanvid”

https://www.a4overenskomst.dk/artikel/fagbevaegelsen-blokerer-for-saerskilt-loenloeft-til-sygeplejersker?fbclid=IwAR0GKA2G32gsdQMVvCce49i6RWFi7FPJv91JOCISc_9FCIYUFV_AtiD1aGs

[9] https://www.who.int/health-topics/health-workforce#tab=tab_1

[10] https://www.who.int/health-topics/health-workforce#tab=tab_1

[11] Karsten Albæk, Freya Casier & Mona Larsen (2019): Er kvindefag stadig lavtlønsfag? – En analyse af sammenhængen mellem løn og andelen af kvinder i forskellige arbejdsfunktioner, VIVE

[12] Lise Lotte Hansen, Hanne Marlene Dahl & Laura Horn (red): “A care crisis in the Nordic welfare states?” Policy Press 2021, Introduction

[13] Lise Lotte Hansen, Hanne Marlene Dahl & Laura Horn (red): “A care crisis in the Nordic welfare states?” Policy Press 2021

Ph.d. i historie, postdoc, Pædagogisk Sociologi, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU)