Mødet med hverdagen: En personlig beretning

Arkivfoto.

En nyuddannet læge fortæller om valget af speciale og fravalget af en klinisk karriere.

 

Af Christina Raun-Petersen

 

Dette er min personlige fortælling om den proces, jeg har gennemgået fra medicinstuderende til valget af mit speciale. Formålet er blandt andet at bidrage med anbefalinger til organisationer og ledelser omkring de indsatser, der kan have betydning for, at vi møder virkeligheden der, hvor vores faglighed og personlighed står stærkest.

Det er en fortælling om, hvad der har haft betydning for mine valg og fortsat har det. Og det er en tak til de personer, der har gjort en forskel og har hjulpet mig på vejen til i dag, hvor jeg er inden for et lille speciale, som er det rigtige for mig.

Virkeligheden som nyuddannet læge har for mit vedkommende været præget af mange ting: Den faglige udvikling og læring, alt det praktiske som lønmodtager og logistikken i en småbørnsfamilie. Der er rigeligt at forholde sig til. Men gennemgående har mine tanker omkring specialevalg, måske ikke overraskende, været krævende.

 

Det svære specialevalg
Valget af speciale er et emne, der har været gennemgående under hele studiet, hvor man nærmest før studiestart bliver konfronteret med spørgsmål om, hvilken slags læge man gerne vil være. Jeg tror, at hver læge har sin helt egen fortælling om, hvorfor de har valgt deres speciale, og det er formentlig ikke ualmindeligt at være i tvivl om valget af speciale. Personligt var jeg også rigtig meget i tvivl om, om jeg overhovedet havde valgt den rigtige uddannelse. Og det havde jeg været mange gange undervejs.

For hvert klinikophold, jeg gennemførte, blev listen over hvilket speciale, jeg i hvert fald ikke kom til at vælge, længere og længere. Og jeg udviklede efterhånden en fornemmelse af, at den hvide kittel og træskoene ikke var uniformen for mig.

Set i bakspejlet havde jeg måske en naiv tro på, at det ville ændre sig med tiden. Det gjorde det ikke. Trods det valgte jeg mange gange studiet til, fordi det faglige indhold – studiet – var spændende. Og jeg formåede at overbevise mig selv om, at der nok skulle være en plads til mig i et af de mange specialer derude.

 

Hvad ville jeg egentlig?
Efter en del klinikophold følte jeg mig godt forberedt til virket som læge og blev ikke overrasket over indholdet og strukturen i hverdagen. Men jeg havde svært ved at beskrive, hvad det egentlig var, jeg gerne ville. Jeg er i den forbindelse blevet overrasket over, hvor lidt karrierevejledning jeg har modtaget undervejs. Her må jeg først se på mig selv og overveje, hvad jeg har gjort for at opsøge vejledning, for det var jo mit eget ansvar.

Den lettest tilgængelige information har været at tale med mine medstuderende, deltage i karrieredag og selvfølgelig læse om de forskellige specialer. Men det var ikke tilstrækkeligt, og jeg havde brug for vejledning. Her kommer en anden ting i spil, som dækker over indholdet og de rammer, der er for vejledning i de kliniske ophold og ansættelser – for dem har jeg ikke oplevet som optimale.

Jeg har oplevet, at man kun har øje for eget speciale, og at interessen for uddannelseslægen falder drastisk, hvis ikke man umiddelbart giver udtryk for, at man påtænker at uddanne sig inden for det givne speciale. Og det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg er klar over, at afdelingerne er travle, og man må overveje, hvordan man investerer energien i afdelingen.

 

Uddannelseslæger kræver investering
Der, hvor jeg har lært mest, ydet mit bedste, produceret bedst og været mest fleksibel, er i de stillinger, hvor der har været investeret i uddannelseslægerne og faktisk også de studerende. Og det må da være en gevinst for både den enkelte læge og selve afdelingen.

Det er tydeligt både som studerende og yngre læge, når man befinder sig på en afdeling, der ikke kun på papiret, men også i praksis har en uddannelsesansvarlig overlæge, der tager den del af jobbet alvorligt og en ledelse, der understøtter et godt uddannelsesmiljø.

Der hvor man har set hele mennesket og ikke kun lægen, fuldstændig som vi skal se hele mennesket bag patienten. Således rækker meningen med at have en vejleder undervejs i den kliniske uddannelse også ud over, at alle parter blot skal sikre sig underskrifter i en logbog.

 

Chance for rekruttering forpasses
I min øjne forpasser afdelingerne også en nærliggende chance for rekruttering, for den studerende og yngre læge skal jo kunne se sig selv i det miljø en gang i fremtiden. Og jeg synes afdelingen går glip af muligheden for at drage nytte af de yderligere bidrag end blot drift, som læger med interesse for andre specialer kan levere.

Det har været en lang proces for mig at erkende og acceptere, at klinikken ikke passede mig. Men da jeg fik beskrevet, at min faglige interesse ikke ligger i at behandle det syge individ, men i stedet i blandt andet forebyggelse og sundhed i et samfundsmæssigt perspektiv, var det en stor øjenåbner at høre om samfundsmedicin til specialernes dag.

 

Samfundsmedicinsk speciale
Det var en stor lettelse at træde ind i den gamle Embedslægeinstitution, nu Styrelsen for Patientsikkerhed, og have oplevelsen af, at det var i det samfundsmedicinske speciale, mine faglige interesser kunne opfyldes – endda i et understøttet uddannelsesmiljø.

Og nu i en hverdag, hvor vi, ligesom i klinikken, skal træffe svære og indimellem alvorlige beslutninger, er der er ingen tvivl om, at uddannelses- og arbejdsmiljøet fortsat har stor en betydning for mit engagement, ydeevne og arbejdsglæde. Selvom det er et lille speciale, jeg har valgt, ser jeg masser af muligheder for fremtiden og har derfor fortsat et behov for megen karrierevejledning. Så der var faktisk et speciale til mig, jeg havde bare lidt svært at få øje på det.

Læge i hoveduddannelse i Samfundsmedicin, ansat ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Uddannet fra Københavns Universitet januar 2014. Gift og har to børn på 7 og 3 år.