Nyt Hospital Bispebjerg: Forandringens hast kræver fleksibilitet

Nyt Bispebjerg Hospital

Et fleksibelt byggeri gør det muligt løbende at justere planerne på Nyt Hospital Bispebjerg, der står færdigt i 2025.

 

Af Anders Thomsen og Kristian Antonsen

 

Når vi planlægger og bygger til fremtiden, er det måske en stramning at hævde, at vi bygger i blinde. Men på en måde er det jo det, vi gør. Ingen kan se ind i fremtiden, for da de mange hospitalsbyggerier blev planlagt i 2009-2011, så patientbilledet anderledes ud, end det gør i dag.

Tilsvarende var den overordnede strømning en bevægelse, der centraliserede behandlingen på få, men store hospitaler. I dag er bevægelsen en anden, nemlig mod det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er selvsagt to meget forskellige måder at tænke hospital på.

Med stor sandsynlighed med det hele se endnu mere anderledes ud om yderligere 8-10 år. Det kalder på fleksibilitet og omstillingsevne både i byggeriet og i organisationen. Til gengæld åbner byggerierne nye muligheder for, at vi kan tænke i anderledes, bedre patientforløb og ikke mindst samarbejde på tværs af specialer med udgangspunkt i patienten. Og det er både spændende og udfordrende.

I denne artikel vil vi beskrive, hvordan vi griber den organisatoriske udvikling an på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor vi frem mod 2025 bygger Nyt Hospital Bispebjerg.

 

 

Eksempel på forandringens hast
Et konkret eksempel på forandringernes hast og behovet for fleksibilitet er Region Hovedstadens beslutning i efteråret 2018 om at placere fødsler, kvinde-, børne- og lungesygdomme på hovedfunktionsniveau på det nye Bispebjerg Hospital. En både rigtig og rationel beslutning for et stort akuthospital, men samtidig en beslutning, der falder sent i forløbet omkring planlægningen af det nye byggeri.

Når det overhovedet er muligt at placere en så relativt omfattende funktion i et allerede planlagt byggeri, skyldes det først og fremmest, at behovet for sengepladser i de senere år er reduceret betragteligt, selvom optageområdet er steget med 50.000 indbyggere og forventes at stige med yderligere 40.000 de næste ti år.

Den udvikling fangede den indledende prognosticering ikke, men takket være blandt andet et relativt fleksibelt byggeri er det her langt inde i den endelige planlægning stadig muligt at justere planerne.

 

Justering kaldte på samarbejde
Den sene justering kaldte på samarbejde med og inspiration fra flere af landets hospitalsbyggerier. Mange stillede beredvilligt deres erfaringer og overvejelser til rådighed for det sidste af akuthospitalerne uden kvinde og barn-funktioner. Uden disse væsentlige inputs havde vi næppe kunnet nå at tilpasse vores projekt, inden det går i udbud, og det er generelt en kæmpe styrke, at vi er så gode til at dele erfaringer på tværs af hospitaler.

Men hvad har vi så set? Der er mange lighedspunkter og fællestræk på tværs af landet, men der er også betydelige forskelle. De fleste af dem er betinget af lokale forhold, traditioner og organisatorisk struktur. Økonomi og pladsmæssige forhold definerer i langt hovedparten af byggerierne de løsninger, der vælges.

Men de megatrends, der omtales generelt, gælder naturligvis også i dette område. Gynækologi, som er et overvejende ambulant speciale med udbredt brug af dagkirurgi, lader til at være et fællestræk. Men når vi taler om den akutte gynækologiske patient i akutmodtagelsen eller direkte i specialafdelingen, er der stadig behov for afklaring.

 

 

Børn skal have plads
Børn skal have plads, og de skal på én gang være en del af fællesskabet og skærmes, hvor det er muligt. Det stiller krav til den bygningsmæssige udformning. Og der skal være plads til forældre, søskende og andet godtfolk. Her kan vi se, at vores enestuer, der egentligt er designet til den ældre del af befolkningen, bliver udfordret maksimalt i forhold til antallet af kvadratmeter.

Og så bliver planlægningsgrundlaget hele tiden justeret. Ét er antallet af fødende – det kan vi ikke påvirke, men vi skal kunne håndtere det – men noget andet er, at vi skal kunne håndtere nyetablerede patientrettigheder som eksempelvis garanteret barselsophold på to dage, hvis det bliver en realitet.

Pointen er, at vi godt kan håndtere en del af udfordringerne forlods, men vi ved også, at nye vil dukke op i en lind strøm, lige så snart hospitalet er færdigbygget. Og dem skal vi også kunne håndtere.

 

Udfordring med to nye specialer
Den største udfordring ved at tilføje to nye specialer til hospitalet har været at finde plads til dem i byggeprojektet, hvilket ligger foran os på det organisatoriske plan. Tendensen i det danske sundhedsvæsen i de sidste årtier har været at konsolidere specialerne på færre hospitaler. Derfor er der ikke megen erfaring med at bygge nye afdelinger op fra bunden.

Samtidig ligger der en stor uddannelsesopgave foran os for de specialer, der får berøring med kvinde-barn-funktionerne. Operationsgangen skal kunne håndtere kejsersnit, anæstesien skal kunne bedøve børn, bioanalytikerne skal kunne tage prøver på børn osv.

Det er en unik øvelse, men heldigvis kan vi hente viden fra hospitalet i Slagelse, som var igennem samme øvelse i foråret 2018, hvor sygehuset overtog de samme specialer fra Næstved. Hvis vi får beskrevet det som en stor, men spændende udfordring, kan det måske endda fungere som et ”jobopslag” for de kommende positioner som afdelingsledere i specialerne.

 

Udfordrende komorbiditet
En anden fælles udfordring er lige så velkendt: Stigningen i antallet af ældre og en længere levetid med stadig mere udfordrende komorbiditet. Udfordringerne skal løses af et stadig mere specialiseret sygehusvæsen og ikke kun på lægesiden, men efterhånden i rigtigt mange led af den samlede behandlingskæde.

Samtidig lægger kvalitetsfondsbyggerierne op til én indgang gennem store fælles akutmodtagelser. Det stiller en række krav til den fremtidige organisering og den måde, vi i fællesskab løser opgaverne på. Blandt andet i form af en tværfaglig, hurtig og fleksibel akutmodtagelse og stærke specialer, der kan tage sig af det særligt komplicerede.

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er ingen undtagelse. I skrivende stund modtager vi akutte patienter på ni lokaliteter, og afdelingerne ligger relativt spredt og tilmed på to fysiske matrikler. Om fire år skal de fungere i én samlet enhed med én fælles indgang og en stor fælles akutmodtagelse, og det er en betydelig forandring på rigtigt mange områder.

 

Ventetiden bruges på at øve
På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har vi valgt at bruge ventetiden frem mod 2023 på at øve os og prøve at finde frem til nogle af svarene. Det gør vi ved tidligt og i bidder at tage hul på forandringerne i forhold til organisering og arbejdsgange, selvom der er lang tid til det nye byggeri står klar.

Vi er for eksempel i fuld gang med en rokadeplan, der samler alle sengeafsnit på én matrikel og placerer dem mere hensigtsmæssigt i forhold til hinanden. De ni indgange bliver til fem, og vi håber, at placeringen af de store modtagelser i umiddelbar nærhed af hinanden kan fremme yderligere samarbejde og udvikling.

Rokaderne er prøvehandlinger, der skal gøre os alle klogere på, hvad der virker godt, og hvad der skal gøres bedre frem mod 2023. Samtidig er rokaderne en god prøvesten for de store flytninger, der skal ske, når vi skal over i det nye byggeri. Selvom rokaderne er markant mindre i omfang, giver de os værdifuld indsigt i den opgave, vi står overfor.

 

Ny røntgensatellit som prøvehandling
I efteråret 2019 etablerer vi MARS i form af en midlertidig akut røntgensatellit, der indeholder konventionel radiologi, CT- og MR-scannere, ventefaciliteter og fasttrack til behandling af patienter med småskader. Akut neurologi og trombolysebehandling får også plads i umiddelbar nærhed af MARS, som bliver et udviklingsprojekt eller en stor prøvehandling frem mod den endelige flytning, hvor akut radiologi integreres fuldstændigt i den nye akutmodtagelse.

Konkret forbereder vi etableringen af MARS ved at holde workshops med de berørte medarbejdere i både akutmodtagelsen, kirurgiske afdelinger, neurologien og i røntgen. I fællesskab udvikler vi planerne for nye patientforløb og får sat fokus på det, der skal gøres anderledes i fremtiden, for at MARS bliver en succes.

Vi tror på, at vi gennem trinvis afprøvning af løsningerne på nogle af fremtidens potentielle udfordringer og muligheder skaber bedre forudsætninger for overgangen til det nye hospital. Vi får også værdifuld indsigt i, hvordan nye samarbejder på tværs af faggrupper og specialer virker, og hvad de kræver at implementere.

 

Involvering af medarbejdere
Det siger sig selv, at involvering af medarbejderne er afgørende for en ordentlig proces. Involveringen kan kalde på bøvl og brok, men det er også en stor forandringsproces, som vi står overfor, og meget er på spil. Ved at involvere vores medarbejdere er der større chance for, at de tager ansvar, og at de bliver aktive medspillere.

De mange ledelser skal også om bord i forandringsprojektet, for det er dem, der har ansvaret for at sikre, at deres medarbejdere har de kompetencer, der skal til for at arbejde i en ny organisering på tværs af specialer i nye rammer og med nye kolleger.

 

Stærk styring påkrævet
Overgangen til det nye hospital er en opgave, der omfatter hele hospitalet, men også en opgave, der kræver stærk styring og koordinering og mange strategiske beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har vi derfor placeret den overordnede planlægning og styring af overgangen i projektkontoret Klar til Nyt Bispebjerg. Kontoret har på én og samme tid opgaven med at sikre en tidsplan, der hænger sammen med byggeriets planer, at de nødvendige beslutninger bliver truffet rettidigt på et stærkt fagligt grundlag, at drive projekterne og at støtte afdelingsledelserne i den lokale forandringsproces.

 

Forankret i afdelinger
De foreløbige erfaringer viser, at der er behov for denne tilgang for at kunne holde overblikket og lede processen samlet. De viser dog også, at det er afgørende, at projekterne fra starten er forankret ude i de enkelte afdelinger. Det er nødvendigt for at sikre, at de tager afsæt i og giver mening for afdelingerne og ikke bliver en teoretisk øvelse uden kobling til virkeligheden i dag.

Vores projekt omkring planlægningen af kvinde og barn-funktioner på fremtidens Bispebjerg Hospital har også understreget værdien af dialog med og erfaringsopsamling fra andre projekter i Danmark. En væsentlig del af vores fortsatte rejse frem mod 2023 bliver derfor at intensivere dialogen med de øvrige byggeprojekter i landet og lære af deres erfaringer og gode ideer.

Det skylder vi hinanden, ikke mindst af hensyn til patienterne og de medarbejdere, der skal tage sig af dem.

 

 

Vicedirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Sekretariatschef, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.