Vi må tænke nyt for at få bemandingen til at slå til

Arkivfoto

For at tackle udfordringerne med rekruttering og fastholdelse får sygeplejerskerne på Odense Universitetshospitals hæmatologiske afdeling fremover en mere koordinerende og uddelegerende rolle.

 

Af Ditte Naundrup Therkildsen og Rikke Havner Alrø

 

På Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital har vi ligesom alle andre i sundhedssektoren været ramt af problemer med rekruttering og fastholdelse af blandt andet lægesekretærer, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det har betydet ændrede arbejdsgange.

Lægesekretærerne for eksempel måttet flytte opgaver til sundhedsserviceassistenter, og mindre krævende opgaver som for eksempel indscanninger er givet til ufaglært personale. Vi har stillingsopslag ude hele tiden, men siden foråret har vi kun fået meget få ansøgninger.

Det lyder måske voldsomt, men vi har ikke større udskiftning, end de har andre steder. Krisen er national, og andre afdelinger er hårdere ramt, end vi er.

 

Patientsikkerhed har førsteprioritet
Selvom der gøres meget for, at alle ender skal mødes, oplever vi, at der er huller i vagtplanen, som det kan være næsten umuligt at fylde. Derfor mødes vores afdelingssygeplejersker hver morgen for at få bemandingen til at hænge sammen på alle afsnit. De udveksler personale, hvis det er nødvendigt og arbejder på tværs så meget som muligt.

De forskellige faggruppers kompetencer bliver taget i betragtning, så alle hænder kan tænkes ind i plejen, og vi holder den høje standard for patientsikkerhed. Hver dag holder vi derudover mange timeouts, hvor vi drøfter dagens opgaver for at være sikre på, at de bliver prioriteret rigtigt.

 

Andre faggrupper træder til
For at aflaste det faste plejepersonale har vi rekrutteret fra andre faggrupper. I sommerperioden ansatte vi seks medicinstuderende, som indgik i bemandingen. Vi har fastansat både en fysioterapeut og en ergoterapeut, som indgår i plejen ved opgaver som for eksempel gangtræning og mobilisering af tungere patienter.

Vi har også ansat en diætist og en tandplejer til de mange opgaver, som har med ernæring og mundpleje at gøre. Derudover har vi fire farmakonomer, der doserer medicin til patienterne. Senest har vi ansat tre sygeplejesekretærer, der skal løfte de administrative opgaver, som sygeplejerskerne ikke har tid til at udføre. Det kan for eksempel være bestilling af blodprøver og booking af tider.

 

Nye kolleger gør en forskel
En ny form for patientpleje har set dagens lys for patienterne. Som tidligere nævnt er der nemlig stor forskel på, om det er plejepersonale, fysioterapeut eller ergoterapeut, som hjælper med personlig pleje. En fysioterapeut ser for eksempel et bleskift som en mulighed for, at patienten kan lave bækkenløftsøvelser.

På samme måde har tandplejeren gjort en stor forskel for de patienter, der lider af kvalme. De oplever ofte, at mundpleje forværrer kvalmen. Her har tandplejeren gjort en forskel i kraft af sin viden om alternativer til de tandbørster, afdelingen har som standard.

 

Sygeplejersker for koordinerende rolle
Situationen har fået os til at tænke i alternativer for, at vi stadig kan levere den gode patientpleje. Vi har i den forbindelse måttet definere sygeplejerskernes rolle mere skarpt end før, fordi vi kun har et begrænset antal af dem. De kan derfor ikke længere varetage alle de generelle plejeopgaver sammen med de specialistopgaver, som kun de kan udføre.

I stedet bliver sygeplejerskernes rolle mere koordinerende. Det er dem, der har overblikket, og som samler trådene i hverdagen. Sygeplejerskerne vurderer, hvordan plejeopgaverne omkring patienterne skal fordeles. Man ser på, hvad den enkelte patient har brug for, og om ergoterapeuten for eksempel kan gøre en forskel med sin faglighed for netop denne patient.

Både ergo- og fysioterapeut har en rehabiliterende tilgang til patienterne. Det betyder, at der kommer fokus på genoptræning i de enkelte plejeopgaver som for eksempel badsituationer og personlig pleje.

For sygeplejerskerne kan det være en udfordring at fordele opgaver til terapeuterne, for hvad har netop denne patient mest gavn af? Det er altid en afvejning, og det er nyt for sygeplejerskerne at arbejde på den måde. Men det er en givende læringsproces, der gør meget for det tværfaglige samarbejde. Vi har altid arbejdet meget sammen på tværs af faggrænser, men det har vi skruet op for nu.

 

Sygeplejerskerne skal uddelegere
Inkluderingen af de nye faggrupper betyder først og fremmest, at sygeplejerskerne kan prioritere stuegang, mens ergo- og fysioterapeuten er i plejen hos de patienter, der har brug for dem. Det kan være en udfordring for sygeplejerskerne at skulle vænne sig til at uddelegere, så de ikke længere har alle plejeopgaverne hos patienten.

De skal lære at stole på andres observationer, fordi det ikke længere er dem selv, der udfører den egentlige pleje. Det handler om at træde tilbage og indtage den koordinerende rolle, og det er i sig selv en læringsproces.

Det er dog en vigtig pointe, at selvom de andre faggrupper er blevet en del af den kliniske hverdag hos os, kan de ikke hjælpe i forhold til vagtbelastningen. Hvis der mangler en sygeplejerske til en nattevagt, er det en sygeplejerske, der er brug for. Han eller hun kan ikke erstattes af en fysioterapeut.

 

Alle hjælper til for at lette presset
Den nye måde at gøre tingene på betyder, at alle i afdelingen har måttet omstille sig. For eksempel betyder manglen på plejepersonale, at lægegruppen oplever et øget arbejdspres. Det betyder blandt andet, at lægerne i højere grad må tjekke, om patienterne har fået målt værdier, og om der er gjort tilstrækkelige observationer, samt om der er taget kontakt til kommunen, når det er relevant.

Disse opgaver ligger hos plejepersonalet, men de mange nye medarbejdere og nye faggrupper kan mærkes i lægegruppen. For at lette presset på plejegruppen, møder ekstra læger nu op til stuegang i weekenden. Man sørger også for, at alt lægearbejde er færdiggjort inden weekenden. Alle epikriser er færdigskrevet, så der ikke er nogen af den slags opgaver, der venter.

I det hele taget er mange arbejdsgange omlagt, og der er kommet en del nye kolleger ind i afdelingen. Mange udviklingstiltag er sat på standby, og det er for tiden ikke muligt at blive frikøbt til forskningsopgaver.

 

Der er stadig god stemning
På trods af den pressede situation er der stadig en generelt god stemning blandt personalet. Afdelingsledelsen mødes hver uge i en særlig taskforce med LMU og alle arbejdsmiljørepræsentanterne. Her drøftes det pres, der er på afdelingen, og konkrete løsningsforslag drøftes og gennemgås.

Det kan for eksempel være muligheden for hurtige COVID-19-podesvar til personalet eller at flytte egnede patienter til Fælles Daghospital.

Formålet med taskforce-gruppen er at få gennemført tiltag i hverdagen, der kan bidrage til et godt og sundt arbejdsmiljø. De forskellige tiltag kommunikeres ud i afdelingens nyhedsbrev, og lederne lægger mange kræfter i at sikre transparens i alt, så strategier italesættes, og alle ved, hvorfor lederne gør, som de gør. Alle kan også byde ind med ideer, som task force-gruppen kan tage op.

Derudover laver vi en del aftaler, så dem med små børn for eksempel kan møde senere eller gå tidligere, så deres hverdag kan hænge sammen. Vi møder forskudt og dækker ind for hinanden, så godt som vi kan. De gammeldags strukturer er ikke længere bestemmende for, hvordan en typisk vagt skal se ud, og det ser vi grundlæggende som noget positivt.

 

Vi er på vej et nyt sted hen
Den nuværende situation har fået os til at tænke anderledes for at løse konkrete opgaver som at få vagtplanerne til at gå op, og det trækker unægtelig store veksler på alle at få det til at fungere. Den store ledelsesopgave er at sørge for, at alle er med på, hvad det er, vi prøver at gennemføre. Derfor gør lederteamet meget ud af at italesætte strategien bag de nye tiltag.

Det er ikke noget, man kan nøjes med at gøre en eller to gange. Det er en løbende proces, der nødvendiggør nærværende ledelse i alle led. Ikke mindst kræver det en stor indsats af alle faggrupper, ikke mindst af de mange nye medarbejdere, der skal skabe de nye stillinger.

Sygeplejerskerne skal også fremover se sig selv i en mere koordinerende rolle. Vi tror på, at det tværfaglige samarbejde på plejeområdet er vejen frem, og at det er den retning, vi er nødt til at gå i for at fremtidssikre afdelingen.

 

Oversygeplejerske, Hærmatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital
Ledende overlæge, Hærmatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital
Kommunikationsmedarbejder, Hærmatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital