Bæredygtig ledelse er den eneste vej frem

Der er brug for en oprydning i ledelsestænkningen, og bæredygtighed og bæredygtig ledelse er den eneste vej frem.

 

Af Steen Hildebrandt

 

Selv om vi siger det modsatte, har ledelse mange steder udviklet sig til noget mekanisk, værktøjs- og Karl Smart-agtigt. Der er næsten ingen grænser for alle de floskler og popsmarte ord, der lever i ledelseskredse, hvad enten de kommer fra konsulenter, coaches, kurser, konferencer eller bøger. Det er skrækkeligt, hvad vi oplever, og det skal der gøres noget ved. Der er behov for oprydning, ordentlighed og nytænkning.

En af de største virkelige ledelsesudfordringer lige nu handler om at gøre op med den amerikanske ingeniør F. W. Taylor og hans mekaniske ledelses- og organisationstænkning. Det er en tænkning, som har domineret hele verden i mere end hundrede år. Taylor regnes for at være én af hovedfædrene til scientific management eller videnskabelig virksomhedsledelse med fokus på tids- og metodestudier, den funktionsopdelte organisation, rationalisering og effektivisering.

Taylor var ikke alene, men han er nok hovedrepræsentanten for det 20. århundredes største revolution i organisations- og ledelsestænkning og -praksis verden over. Jeg vil på ingen måde underkende Taylors betydning, men jeg vil sige: Nu skal vi videre, og helhedstænkning, netværk og bæredygtighed er i den forbindelse nøgleord.

I denne artikel vil jeg give mit bud på, hvordan den nuværende ledelsestænkning kan erstattes af ledelse med fokus på bæredygtighed.

 

Ledelsestænkning gennem tiden
Hvis vi kigger tilbage, var der i de første tre-fire tiår af det 20. århundrede tale om en enkel, ingeniørvidenskabelig ledelsestænkning. Dernæst gled vi over i en mere avanceret matematisk domineret og tværvidenskabeligt orienteret management science-tænkning fra perioden efter 2. verdenskrig, hvor kernen fortsat var den Taylor-dominerede rationalitets-, produktivitets- og optimeringstænkning.

Endelig var der en fortsat målingsorienteret, adfærdsvidenskabeligt baseret ledelses- og human ressource-orienteret tænkning i de sidste tre-fire årtier af 1900-tallet. Sidstnævnte var en grumset periode, hvor hundredevis af smarte overskrifter, værktøjer og modeller så dagens lys, og kernen var fortsat hård, mekanisk og kortsigtet økonomisk tænkning.

 

Den siloopdelte organisation
I den sidste del af 1900-tallet blev den organisationsform og -tænkning, som vi kender og ser alle vegne i dag, etableret, fastholdt og udbygget. Jeg tænker på den lagdelte og siloopdelte organisation, den afdelings- og fagopdelte organisation og det stærkt opsplittede samfund, som er opdelt i offentlig og privat sektor, i brancher, fag, segmenter, konkurrenter, kommuner og regioner.

Det er uden for al tvivl, at denne specialiseringstænkning dengang var fornuftig. Den førte til øget produktivitet, effektivitet og dermed til en enorm stigning i produktionen verden over. Det handlede om standardisering, mekanisering, automatisering og på kryds og tværs af det om specialisering.

Og fordi forudsætningerne var til stede for den forenkling i dybden, som dette repræsenterede, oversteg fordelene ved specialiseringen langt ulemperne. Enhver opdeling indebærer en risiko for, at helhedssynet går tabt, men konsekvenserne af dette tab blev dengang langt opvejet af specialiseringsfordelene.

Hvis vi tillader os en forenkling, må vi sige: Sådan er det ikke længere. Nu fører denne opsplitning til mere og mere suboptimering både i den enkelte virksomhed, på samfundsniveau og globalt set. Vi skal fortsat specialisere, det er uundgåeligt, men vi skal forsøge at organisere det specialiserede anderledes.

 

Man får det, man måler
Den målestok, der har været anvendt i disse år både i offentlige og private virksomheder og på samfundsniveau, har været baseret på simple og kortsigtede kvantitative økonomiske målinger. Det har konkret været i form af økonomiske budgetter og regnskaber i virksomheder og bruttonationalproduktopgørelser på samfundsniveau.

Der er en gammel indsigt og erfaring, der siger: Man får det, man måler. Hvis man vil have kortsigtet økonomisk profit og vækst, skal man belønne adfærd, der fører til øget produktivitet og vækst. De fleste beslutninger i verden i de seneste mange år har været begrundet i og været tæt relateret til kortsigtet produktivitet og økonomisk vækst og har derfor gjort brug af Taylors værktøjer og anbefalinger.

Man må spørge med henvisning til et gammelt Einstein-citat: Tæller vi det, der tæller? Og tælles det, der tæller, på den rigtige måde? Udarbejder vi de rigtige regnskaber og kalkuler?

 

Stigningen i produktivitet
Ud af alt dette er der kommet en ubeskrivelig stor produktions- og produktivitetsstigning i verden. Produktivitet, vækst og profit er eksploderet, og det samme er antallet af mennesker i verden. Dette gør, at der er sket en så voldsom acceleration i den økonomiske aktivitet i verden, at det er uden historisk sidestykke.

Vi kalder det Den Store Acceleration, og vi regner med, at den har fundet sted i de sidste 50-70 år. Befolkningstallet i verden stiger fortsat, men dog med en stedse lavere hastighed. Produktionen i verden stiger i disse år næsten lodret, og en stor del af den produktion, der finder sted, er ikke-bæredygtig.

Ikke-bæredygtig adfærd og produktion, der finder sted igennem mange årtier i en verden med stadig flere mennesker, ender efter de fleste forskeres opfattelse i katastrofer. Det er sådanne katastrofer, verden er på vej ind i ifølge blandt andet forskere på Stockholm Resilience Center.

Kursen skal ændres, også i danske offentlige og private virksomheder. Per Stig Møller brugte fornylig i en kronik i Berlingske udtrykket, ”hensynsløs effektivisering” om meget af det, der foregår, og det er jeg enig i. Måske skal man sige dum og hensynsløs effektivisering.

 

En ny retning er påkrævet
Overordnet handler det om at bevæge virksomheder, lande og verden i en ny retning, og det kræver, at vi formulerer nye kriterier for og billeder af, hvad det er for en verden, vi vil lede os hen imod.

Hvilke mål skal være styrende for vore beslutninger? Hvilke indtægter og omkostninger skal medregnes i de kalkuler, vi opstiller med henblik på at træffe vore beslutninger? Hvilke grænser eller begrænsninger skal vi respektere og overholde, når vi træffer og implementerer vore beslutninger?

Hvilke tidshorisonter skal vi arbejde med eller inden for, når vi kalkulerer, beslutter og implementerer? Skal vi tage hensyn til de endnu ikke fødte generationer, eller skal vi udelukkende betragte de nærmeste år eller årtier, når vi planlægger og træffer beslutninger? Når vi siger helhedssyn, hvad betyder det så konkret og i praksis?

I en række sammenhæng står vi over for betydelige, for ikke at sige revolutionerende omvurderinger af, hvad der tæller, hvad der skal tælles, og hvorledes det skal tælles. De fleste er enige om, at den økonomiske dimension er vigtig. Økonomi handler om at holde hus med knappe ressourcer. Eller i en udvidet forstand: Om at holde hus med hele huset.

Af disse grunde har økonomi og økonomer fået en meget vigtig rolle og en meget stor indflydelse i mange forskellige sammenhænge. Det er forståeligt. Der skal økonomiseres. Men det er ikke forståeligt, at økonomers indflydelse er blevet så enormt stor og ensidig i langt de fleste sammenhænge i verden, som tilfældet er.

 

Kortsigtet jagt på vækst
Stort set hele verden har jagtet kortsigtet, økonomisk vækst i mange år. Økonomisk vækst har været svaret på stort set alt og er det i vid udstrækning endnu. Økonomer har en stor del af ansvaret for den politiske og økonomiske udvikling, der har ført til, at der er gjort så store indhug i naturen og naturens ressourcer, at det er ved at være et meget alvorligt globalt problem. Det er mange økonomer tilsyneladende blinde for. Mange økonomer taler fortsat om den samme form for økonomisk vækst, som de altid har gjort.

Der er andet i verden end penge, der tæller. Vi er i en lang række sammenhænge og beslutningssituationer i verden kommet til at negligere en række andre og mere vigtige dimensioner end den økonomiske. Det gælder tydeligt, når det handler om en række samfundsmæssige og politiske spørgsmål.

Hvad taler politikere om? Hvilke rådgivere lytter politikere til? Hvad taler politikere til vælgerne om? Penge, penge, penge. Skatter, afgifter, priser, moms, pensioner, regnskaber, lønninger, dagpenge, sygehusudgifter, lærerlønninger og medicintilskud. I alle mulige sammenhænge, når det for eksempel handler om lovgivning, spiller økonomi og økonomer en afgørende rolle.

 

Stadig spor efter Taylor
Hvor skal det tælles med, at der bliver færre og færre bier i Danmark? Hvor skal det noteres og tælles, at plastikmængderne i verdenshavene stiger og stiger? Den 8. maj 2017 kunne man på Udenrigsministeriets hjemmeside læse følgende:

”I 2050 vil der være mere plastik end fisk i verdenshavene, hvis forureningen fortsætter som i dag. Indonesien er det land i verden, der udleder næstmest plastik i verdenshavene. Det skal et nyt dansk-indonesisk samarbejde gøre noget ved.”

Hvis vi kunne gennemlyse de kalkuler og beslutninger, der træffes overalt i verden i dag, er der mange spor efter Taylors principper og metoder. Samtidig kan man konstatere, at det er et paradigme, der fører til så katastrofale beslutninger og resultater, at hele paradigmet, hele skelettet, vakler. Det vakler, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at den kurs, planeten kloden er på, fører til klima- og biodiversitetsændringer med katastrofale følgevirkninger.

 

Vi skal ændre retning
Et gammelt kinesisk ordsprog hedder: ”Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi dér, hvor vi er på vej hen”. Og i vores tilfælde er det at ende, hvor vi er på vej hen, stærkt uønskeligt. Derfor skal vi ændre retning.

Vi skal udvikle bæredygtige samfund og bæredygtige organisationer, hvilket stærkt forenklet betyder samfund og organisationer, der kan holde, der kan overleve, der kan bære og leve videre uden at skade naturen og fremtidige generationers muligheder for livskvalitet.

Nok så megen produktion og produktivitet kan ikke i samfund og organisationer som vores opveje den mængde af stress, sygdom, selvskade og vold, som disse samfund og organisationer er med til at skabe.

 

To vigtige hovedindsatser
Taylors modeller og ræsonnementer var en skelsættende faktor i den industrielle verdens udvikling. Men der skal skiftes kurs nu. Det, der før var en god og effektiv løsning, er nu et problem. Jeg vil pege på to sammenhængende og vigtige hovedindsatser.

Det første, der er behov for, handler om at nedbryde mange af de siloer, søjler og funktioner, som verden med stor iver og systematik er blevet opsplittet i op gennem 1900-tallet. Mange af de opgaver og udfordringer, som verden og verdens organisationer står over for i dette århundrede, kan ikke effektivt og hensigtsmæssigt løses inden for rammerne af den organisationstænkning, som Taylor var ophavsmanden til.

Der skal udvikles og implementeres nye organisations- og samarbejdsstrukturer. Det gælder på internationalt niveau som eksempelvis i FN, hvor det i en nylig udgivet rapport nævnes, at FN ikke kan løse sine mange opgaver med de mange siloer, som organisationen nu er opsplittet i. Og det gælder på det helt nære niveau på eksempelvis skolen, hospitalet, plejehjemmet og i kommunen.

Det andet handler om Verdensmålene eller FN’s 17 bæredygtighedsmål, som blev vedtaget af FN’s generalforsamling i september 2015. Man kan ikke lede uden mål, og de mål, man sigtede efter på Taylors tid i 1900, i 1950 og i vid udstrækning fortsat i dag, skal afløses af de 17 FN-mål. Det er ikke mål for en simpel produktivitets- og profitudvikling, men mål for en balanceret, retfærdig og bæredygtig udvikling ikke kun i Danmark og EU, men i hele verden.

Det fundamentale menneskesyn i verdensmålene hedder: ”Leave no one behind!” Et princip, som blandt andet refererer til til FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Sat på spidsen er verdensmålene i virkeligheden et stort, globalt solidaritetsprojekt.

 

 

Hensyn til flere dimensioner
Når der træffes beslutninger i Folketinget, i by- og regionsråd, i kommunalbestyrelser og i virksomheder, skal der tages hensyn til flere dimensioner, end vi har vænnet os til. Og for at være tydelig: Én af disse dimensioner er selvfølgelig økonomi.

Andre dimensioner er sundhed, miljø, herunder brug af kemikalier, udledning af kvælstof og kulstof, påvirkning af biodiversiteten, påvirkning af sociale og psykosociale forhold i samfundet og virksomheden, påvirkning af ulighed og fattigdom samt påvirkning af energi- og ressourceforbrug

Rækken kunne gøres længere, men en sådan række af dimensioner eller forhold, der er vigtige, når der træffes beslutninger i en række sammenhænge, fører direkte frem til det overordnede begreb bæredygtighed og herfra frem til FN’s 17 bæredygtigheds- eller verdensmål.

 

Handler om bæredygtighed
Verdensmålene handler om bæredygtighed, om hensynet til livet og livsmulighederne på kloden både nu og på længere sigt, og de 17 mål er et konkret udtryk for, hvad disse hensyn går ud på.

Verdensmålene er formuleret som mål, som parlamenter, kommunebestyrelser og virksomhedsledelser, skal stræbe efter at nå, og de er formuleret som kriterier, hvortil der skal tages hensyn, når der træffes beslutninger rundt omkring i verden.

På den måde repræsenterer verdensmålene både en vision for en ny og mere retfærdig og værdig verden, og de repræsenterer anvisninger på og veje til at nå frem til denne bedre verden. Bæredygtig ledelse handler om implementering af verdensmålene i den daglige ledelse, hvad enten det er sygehuset eller Folketinget. Verdensmålene er en fortælling om en ny verden, en ny kommune og et nyt sygehus.

 

Vi skal forstå naturen
En grundlæggende tænkning i verdensmålene er, at vi mennesker skal forstå og respektere naturen. Vi kan ikke bekæmpe og ødelægge naturen, og vi skal respektere den natur, de dyr og økosystemer, der er udviklet over millioner og milliarder af år – også selv om mangelfulde, kortsigtede og smarte økonomiske kalkuler siger noget andet.

Igennem de sidste få hundrede år og i særlig grad i løbet af de sidste få snese år har vi mennesker påført kloden så store pres, at en uændret handlen og adfærd ikke længere er en mulighed. Vi kan ikke blive ved med at praktisere lederskab i lande og virksomheder på de måder, som vi har gjort det på hidtil. Vi skal lede og rapportere anderledes.

Virksomheder, kommuner og lande skal til at tænke anderledes med hensyn til, hvad der skal tælles og afrapporteres og med hensyn til, hvordan regnskaber og årsrapporter skal se ud i fremtiden.

 

Økonomi spiller en rolle
Selvfølgelig spiller økonomiske hensyn en rolle i forbindelse med en lang række beslutninger, og derfor skal økonomiske rådgivere medvirke. Men det er ikke en selvfølge, at økonomiske hensyn og økonomer skal spille en så stor og ofte eneafgørende rolle, som det ofte er tilfældet. Tværtimod er det ulogisk, uhensigtsmæssigt og uklogt.

Det fører ofte til en lang række uhensigtsmæssige og på længere sigt ikke bare uhensigtsmæssige, men skadelige beslutninger. Beslutninger, der fører til, at ren luft og vand pludselig bliver mangelvarer, er ikke kloge beslutninger. Beslutninger, der fører til, at dyrearter på Jorden forsvinder, er ikke kloge. Beslutninger, der fører til, at mennesker bliver syge af at være på en arbejdsplads, er ikke kloge. Regnskaber, der ikke medregner en lang række udgifter og omkostninger, er ikke retvisende, men misvisende. Rækken af ikke-kloge beslutninger og misvisende virksomheds- og nationalregnskaber er lang.

Internettet, som har domineret de fleste menneskers liv i de sidste mange år, og absolut ikke kun for det gode, skal nu benyttes som en del af det formidable formidlings-, uddannelses- og ledelsesprojekt, som menneskeheden står foran. Jeg vil sige: Når man talte om bæredygtighed for ti-femten år siden, blev man betragtet som naiv.

I dag er de, der ikke taler om og tager bæredygtighed alvorligt, naive. Ikke at tale om og respektere bæredygtighed og verdensmålene, er ikke en option – heller ikke for danske virksomheder. Bæredygtighed og bæredygtig ledelse er den eneste vej frem.

 

Ph.d., professor emeritus, adjungeret professor og forfatter