Synspunkt: Er vores løsninger afkoblet fra de virkelige problemer?

De nordiske lande henter i stor stil inspiration fra hinanden, når det kommer til strukturen af sundhedsvæsenet. Men det løser ikke problemerne, for ligegyldigt hvor magten er placeret, er der udfordringer.

 

Af Anna Krohwinkel og Hans Winberg

 

De nordiske sundhedsvæsener har deres rødder i sidste del af det 18. århundrede og i det 19. århundrede. Dengang kunne man kun udføre en brøkdel af de medicinske og øvrige indgreb, som vi er i stand til at udføre i dag. 

 

Personer, der ikke døde af deres sygdom eller af behandlingen, blev enten sendt direkte tilbage på arbejde eller til en form for forsorg i kommunerne. På det felt har billedet stort set været det samme i hele Norden. Der findes stadig tydelige spor af det i dag, ikke mindst i grænseområderne mellem den kommunale pleje og den regionale og statslige sundhedssektor. 

 

En både langvarig og dybdegående specialisering gjorde i løbet af det 20. århundrede forskellene næsten endnu mere markante, til trods for at også de kommunale virksomheder udviklede sig i mere professionel retning. 

 

Udvikling foregår ikke uproblematisk

I Norden forsøger vi ofte at hente inspiration og ideer hos hinanden, og i den henseende er der kolossalt store muligheder landene imellem. Vi deler mange værdier, befinder os på stort set samme udviklingstrin og har en indbyrdes opfattelse af vores samfund som velfærdssamfund, hvor samtlige indbyggere har den bedst mulige trivsel livet igennem. 

 

Dog er der et spørgsmål, som vi skal huske at stille os selv, før vi begynder at lave sammenligninger: Er det, som vi interesserer os for med hensyn til reformerne, præsentationerne og ambitionerne med dem, eller er det snarere resultaterne af dem? 

 

I årenes løb har vi modtaget talrige udenlandske gæster, som har undret sig over, hvordan vi i Sverige er i stand til at gøre den ene eller den anden ting så godt. Den slags spørgsmål virker ofte overraskende på dem, som arbejder i sundhedsvæsenet og måske slet ikke deler billedet af, at udviklingen foregår uproblematisk. 

 

Det kan også ses som et tegn på, at vi er gode til at kommunikere og gerne vil holde fast i skønmalerier, men er knap så gode til at tage hånd om og interessere os for det, der i virkeligheden er sket. 

 

Afkoblet fra de virkelige problemer

I vores sundhedsvæsener har der været taget mange initiativer til reformer, og der bliver stadig taget mange. Spørgsmålet er, om de løsninger, som vi tager i brug, også er passende afstemt til problemerne, eller om vi blot står med en række nydelige fikse og færdige ideer og løsninger, som med tiden er blevet stadig mere afkoblede fra de virkelige problemer? 

 

Det lader til, at det sidste er tilfældet, når man ser, hvor konsekvente og hyppige de grundlæggende problemer er med hensyn til arbejdsmiljø, manglende sengepladser, koordineringsproblemer og uligheder. 

 

I alle lande diskuteres det, hvorvidt der skal være mere eller mindre statslig styring, men i de enkelte nordiske lande har vi valgt at følge delvist forskellige kurser på det område. Der skeles gerne til mere statsligt styrede systemer hos dem, der har større regionale islæt og omvendt. 

 

I Sverige ser man med begejstring på den centrale styring i Norge og Danmark, mens man i Finland forsøger at bygge bro mellem det statslige og lokale (kommunale) ved at indføre amtslige råd. Det lader til, at problemer med kvaliteten, måling af resultaterne og udfyldning af forskelligartede huller bliver ved med at være der, uanset hvilken strukturløsning vi vælger at benytte os af. 

 

Inspiration fra hinanden

Der ligger en fælles udfordring i, at sygehusvæsenet og sundhedssektoren fungerer adskilt fra den kommunale pleje og omsorg. Også her kigger vi i Norden på hinanden for at se, hvilken struktur naboen benytter sig af. Er den nationalt, regionalt eller lokalt baseret? 

 

Når grænserne mellem kompetence- og ansvarsområderne rykkes, fører det som regel til en kamp om finansieringen, og kommunerne, som naturligvis er mindre end både staten og regionerne, føler sig let trængte. 

 

Samtidig vil de virkelige problemer eksempelvis i samarbejdet på tværs af organisatoriske grænser aldrig helt kunne udraderes. I stedet for at lukke øjnene for dem er man nødt til at bygge bro over grænserne mellem ansvarlige myndigheder, professioner, behandlingsenheder og de aktuelle brugere og pårørende. 

 

Stærke kræfter på spil

Hvorfor oplever vi så, at vi er under et konstant stort pres for at »gøre et eller andet«? Politikere, ledere og ansatte er både frustrerede og utålmodige. Patienter og brugere bliver sat mellem to stole. 

 

For helt at forstå hvad der foregår, er vi nødt til at kigge på de mere grundlæggende forandringskræfter, som er med til at drive behovet for omstilling. Der er tale om stærke kræfter, som også er globale og delvist ligger uden for det enkelte lands kontrol. 

 

Den medicinske udvikling gennemgår en revolution, og jo bedre forståelse vi får af menneskets biologi, jo bedre og mere fantastiske redskaber får vi til at behandle og lindre lidelser. Dertil kommer den digitale revolution, som forandrer de ting, som vi er i stand til at gøre, og hvordan vi efterfølgende gør dem. 

 

Bygninger og institutioner – som eksempelvis sygehuse, der er knyttet til et givet sted – bliver udfordret af løsninger, som virker smartere og billigere, og som det er muligt for patienterne at anvende direkte i deres eget hjem (eller for den sags skyld på arbejdet). 

 

Ingen tid til ævl og kævl

I sundhedssektoren handler den bærende idé i organiseringen stadig om diagnoser og det kliniske, og der fokuseres i udpræget grad på, at de medicinske kompetencer er tilstrækkelige. 

 

Uden for det offentlige system finder den hurtigste udvikling også sted blandt dem, der er i stand til at kombinere forskellige kompetencer med hinanden og i stand til samtidig hele tiden at drage nytte af meget store mængder af data. 

 

Den slags kræver kompetencer inden for it, matematik og adfærdsforskning – og indgående medicinsk kompetence. På fronten, hvor udviklingen foregår, er der ikke tid til faglige stridigheder eller ævl og kævl om, hvem der skal betale eller skrive brugerne på ventelister. 

 

Spørgsmålet bliver derfor, om vores sundhedsvæsen har tid til den slags? 

 

Oversat af Jacob Giese

Generalsekretær, tænketanken Leading Health Care
Forskningschef, tænketanken Leading Health Care