Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Da jeg fik chancen for at læse og anmelde Mikroforandringer. Små greb til organisationsforandringer, greb jeg den straks. De fleste af os håber, hver gang vi lancerer en ny strategi eller en organisationsændring, at det vil give mening for alle og på magisk vis materialisere sig i adfærd og beslutninger på alle niveauer af organisationen. Jeg blev derfor tiltalt af bogens fokus på de små forandringer på arbejdspladsen, der sjældent har topledelsens opmærksomhed, til trods for, at de ofte fylder mere i medarbejdernes hverdag end den seneste strategi. 

Bogen er målrettet ledere, organisationskonsulenter og andre ‘forandringsinteresserede’. Formatet er 11 små kapitler fordelt i tre dele, der gennemgår henholdsvis forandringsteorier, typer af mikroforandringer og forandringer i praksis. For hvert kapitel er der en opsummering, en refleksionsøvelse eller et dialogværktøj og forslag til videre læsning. Der er derudover bokse med illustrative eksempler, righoldige henvisninger til teori og en litteraturliste på mere end fem sider. 

Formen bliver for mig bogens hovedproblem. Vi kommer rundt om mere end 50 emner og de får i snit en til to siders overflyvning. Det betyder, at vi aldrig nærmer os refleksion ud over det relativt banale. For det meste refereres blot en andens synspunkt. 

Samtidig med, at vi kommer vidt omkring, opleves det som én lang gentagelse af samme budskab, at 1) små ændringer kan opleves store, 2) at man skal lytte til og tage medarbejdernes oplevelser alvorligt og 3) at lederen skal facilitere løsning af de problemer, medarbejderne oplever. 

Jeg var flere gange i tvivl om jeg havde læst det samme afsnit igen.

Formen kan give mening, hvis man blot skal introduceres til emnet og forstå, at det påvirker medarbejderne og arbejdet, at en kollega siger op, de fysiske rammer ændres og så videre. Det er der fine illustrationer af undervejs. 

Greb at tage fat i?

Men når undertitlen lover »Små greb til organisationsforandringer«, håber man jo på, at der er nogle greb at tage fat i, for den, der har en intention om at forandre sin organisation.

Her synes jeg generelt, at forfatteren kommer til kort. Mikroforandringerne beskrives som eksternaliteter (en kollega siger op, brug af hjemmearbejde under covid) eller bivirkninger af ledelsesbeslutninger (ændret organisation, ændrede fysiske rammer), som lederen efterfølgende skal håndtere. 

I et godt kapitel om at gå fra strategi til hverdagspraksis i bogens sidste del får vi en smagsprøve på det, jeg havde håbet at blive inspireret til: hvordan mikroforandringer kan bruges til at understøtte strategiske eller ønskede forandringer. Desværre kommer vi ikke videre end det og forfatteren kradser kun i overfladen ved at introducere begrebet ’mikrohandlinger’, der til forveksling minder om prøvehandlinger uden for alvor at gå ind i det som metode. 

På den positive side giver bogen en fin indsigt i, hvorfor hverdagen vinder over de store ideer og medarbejdere kan føle sig dekoblet fra ledelseslaget. Og det kan man næppe blive mindet om for ofte.