Her bliver læserne ikke undervurderet

ANMELDELSENy bog om rekonstruktiv ledelse – eller er det snarere regenerativ ledelse – relaterer til et lidt komplekst begrebsapparat. Men hold ud, skriver vor anmelder Per Christiansen, for bogen bliver mere og mere underholdende og letlæst, jo længere man kommer hen.

Jeg har fået fornøjelsen af at læse og anmelde Søren Voxteds og Billy Adamsens nys udkomne bog Rekonstruktiv ledelse – det traditionelle lederskab i en ny virkelighed. Lad det være sagt straks: På trods af den lidet sexede titel er der absolut tale om en læseværdig bog.

Uden at gå i infight med forfatterne vil jeg påstå, at titlen snarere burde være regenerativ ledelse (hvilket vel ville være endnu mere usexet). Det er nemlig det, bogen handler om. Det rekonstruktive handler primært om at bruge og rekonstruere den eksisterende ledelsesteori, så den er anvendelig på de udfordringer, vi har som ledere i en foranderlig verden, hvor vi er godt i gang med at forringe levevilkårene for kommende generationer. Det kalder på, at regenerative parametre som ressourceforbrug, ydre miljø og social trivsel og velfærd skal sidestilles med økonomi på virksomheders og organisationers bundlinje.

Forfatterne dokumenterer at de kan deres ledelsesteori til fingerspidserne, og derfor taler de med stor vægt, når de argumenterer for, at der ikke er brug for et paradigmeskifte, men derimod for en rekonstruktion af den eksisterende ledelsesteori. Selv et i nutiden forhadt begreb som bureaukrati formår de at rehabilitere ved at løse lidt op på hierarkiet.

Deres argumentation bygger også på, at den klassiske ledelsesteori er rekonstrueret mange gange, f.eks. da den meget mekaniske ledelsesteori med basis i taylorismen fra begyndelsen af 1900-tallet blev suppleret med en mere organisk, sociologisk overbygning med Human Relations-teorierne i 1960’erne. 

I takt med at kompleksiteten i samfundet steg, lancerede Kaplan f.eks. i 1990’erne Balanced Scorecard, som forfatterne mener er et anvendeligt redskab i en rekonstrueret version til at tackle nutidens udfordringer.

VUCA

Vi lever i en usikker og uforudsigelig verden med hurtige forandringer, som forfatterne bruger akronymet VUCA om (Volatility – Uncertainty – Compexity – Ambiguity). Det er den ramme, som virksomheder, institutioner og deres ledelser står over for i forhold til løbende at tilpasse sig.

Vi taler om en bog, der er udkommet inden for de seneste få måneder (udgivet 20. august 2025, red.), og alligevel har den samfundsmæssige dagsorden til dels forskubbet sig fra bæredygtighed til sikkerhed for mange virksomheder. Set i det lys er der ingen tvivl om, at tiden kalder på rekonstruktion frem for et paradigmeskift. Deri har forfatterne helt ret.

For den leder der kaster sig over bogen på min anbefaling, vil jeg godt plot spoile og understrege, at forfatterne heller ikke mener, der er brug for nye ledere. Men lederrollen bliver naturligvis omdefineret, når bundlinjen omdefineres fra det rent økonomiske til en værdikæde, der også omfatter ressourceneutralitet, når det gælder natur og mennesker.

Tømning af trailer i småt brændbart

En af ledernes hovedopgaver bliver at forandre kulturen i organisationer, og det er – som gode gamle Schein har understreget – ikke nogen nem opgave. Vi ser løbende eksempler på virksomheder, der lovpriser sig selv som værende økologisk og bæredygtige, men som viser sig i deres værdikæde at bruge børnearbejdere, forbruge en halv regnskov osv. Det der nu er kendt under begrebet greenwashing

Som hospitalsdirektør vil det nok heller ikke være alt for smart at tale om grønne løsninger og bæredygtighed, hvis man samtidig over frokosten underholder med sine ferier i Japan og Brasilien eller møder medarbejdere på genbrugsstationen, mens man er i færd med at tømme sin trailer i småt brændbart. Så selvom der er håb for, at de nuværende ledere kan omstille sig til den nye virkelighed, vil det kræve noget at walk the talk.

Alt i alt er der tale om en både læseværdig og tankevækkende bog, skrevet af to forfattere der har teorien på rygraden og ikke er bange for at udfordre dem, de ikke er enige med, også selvom det rammer anerkendte ledelsesteoretikere som f.eks Gary Hamel.

Bogen relaterer sig til et begrebsapparat, som er lidt komplekst, og forfatterne undervurderer ikke deres læsere, men hold ud for det bliver både mere underholdende og mere letlæst, som man kommer frem i bogen.

Rekonstruktiv ledelse – det traditionelle lederskab i en ny virkelighed

Af Søren Voxted og Billy Adamsen.
Djøf Forlag, 2025, 197 sider.

Mere om forfatterne