
Når man kalder noget for ‘Absolut … et eller andet’, glider tankerne let hen på Absolut Christmas med 32 julehits af blandet karakter. Og bogen Absolut forandring er da lidt på samme måde en meget bred compilation af mange forskellige teorier, overvejelser og eksempler på forandringer og forandringsledelse.
Bogen er mest beregnet for studerende, men hvilken leder er ikke i sit hjerte studerende? Og, som der også står: også mere erfarne folk kan i høj grad hente inspiration i bogen.
Bogen kommer på godt 250 sider vidt omkring og består af 14 kapitler, hvoraf to er cases om Mærsk og Vestas.
Bogen forsøger at beskrive balancen mellem forretningens behov for inerti og behov for forandring og er tydelig på, at der er behov for begge dele. Og der er jo masser af spørgsmål: Hvorfor forandring, hvordan forandring, hvornår forandring, hvor meget forandring, etc.?
Når stort set hele bogens materiale er hentet fra det private erhvervsliv, er den så interessant at læse for en leder i det offentlige sundhedsvæsen? For en del, tror jeg. Personligt har jeg selv haft stor glæde af netværk, hvor der har været (flest) deltagere fra det private. Det har givet mig nye perspektiver og samtidig erkendelsen af, at der er masser af udfordringer, der er de samme på tværs af samfundet. Så giv bogen en chance, hvis du er nysgerrig på forandringer og hvordan de kan ses, opleves, analyseres og gennemføres – nogle gange med succes.
Nogle læsere vil få glæde af gensynet med Kotter og Leavitt, mens andre vil glæde sig over at møde Gary Hamells og ligesindedes tanker.
Jeg havde selv fornøjelse af at læse kapitlet om Modstand mod forandring, som godt nok er præget af en meget transaktionel forståelse (modstand skyldes ubalance mellem bidrag og belønning), men indeholder også gode analyser og en nuanceret forståelse af, at der ofte er gode grunde til det, vi som ledere fortolker som modstand mod initiativer. Det er jo rigtigt, at »utilfredse medarbejdere kan faktisk være godt for virksomhederne«.
I kapitlet om Hellere små forandringer end store vover forfatteren, Henrik Ørholst, pelsen og gør op med myten om, at det store spring altid er det rigtige at gøre. I det hele taget er det rart, at Ørholst ikke ligger på maven for alle ideer. Han giver f.eks. ikke så meget for fokus på, at ledelse skal være autentisk.
Et par enkelte ting irriterer denne anmelder. Hvert kapitel starter med et afsnit under overskriften Hvis du ikke gider læse det hele. Det er friskt, men er det ikke lidt dumt? Det synes jeg. En anden ting er, at bogen også spreder sig over mange, for mange synes jeg, delemner inden for det overordnede tema om forandringer.
Bogen er stramt struktureret, hvilket vil tiltale en del, og det har jo uden tvivl et formidlingsmæssigt formål.
Så alt i alt en god bog til tre stjerner, som ledere i sundhedsvæsenet, der har brug for at få viden og perspektiver på forandringer og forandringsledelse, kan læse med udbytte og få et overblik over teorier. Og eksempler – som altså ikke drejer sig om sundhedsvæsenet.
Absolut forandring
Af Henrik Ørholst, Hans Reizels Forlag, 2025, 253 sider.


