Sundhedsvæsenets ledere og medarbejdere – i kommuner, regioner og på hospitaler – arbejder under politisk ledelse. 18. november vælger vi en ny generation af folkevalgte, som skal sætte retning og prioritere.
Nogle ledere har indimellem haft det vanskeligt med den politiske ledelse. ‘Politikerne har ikke forstand på det, de er sat til at styre’. ‘De kan højst tænke fire år ud i fremtiden’. ‘De blander sig i driften’.
Men vi burde som ledere hanke lidt op i os selv og overveje, om vi selv bidrager til et frugtbart samspil med den politiske ledelse. For uden et fornuftigt samspil står vi jo enten med politik uden forbindelse til virkeligheden eller med et sundhedsvæsen uden demokratisk legitimitet.
Vågn op!
Så lederne skal vise mere mod ved at blande sig i samfundsdebatten om indretningen af sundhedssektoren. De er chefer, for hvad der mange steder er områdets/byens/regionens største arbejdsplads, som alle kender og har forventninger til om de så er borgere, ansatte, syge, potentielt syge, pårørende, leverandører eller samarbejdspartnere.
Lederens engagement udadtil er jo også at sætte retning indadtil. Den gamle skelnen mellem intern og ekstern kommunikation er borte.
Så det er på tide, at ledere tager en større del i ansvaret for samspillet med vores politiske ledere. Bidrager vi reelt eller gemmer vi os bag driften? Kunne det være sådan, at (nogle) ledere (nogle gange) skubber politikerne foran i upopulære sager?
Tillid – og irritation
Samtidig skal vi glæde os over, at vi lever i et land med høj grad af tillid. Det er sådan, at Danmark i europæisk sammenhæng ligger højt på tillid til parlamenter og regeringer.
Men hvad så med lokale og regionale myndigheder? Ja, her ligger Danmark ifølge Eurobarometer minsandten også i top. Så grundlaget for en frugtbar dialog ser ud til at være til stede.
Men derfor kan man da godt som faglig eller administrativ leder blive irriteret over politiske beslutninger. Selvfølgelig kan man det!
Tre ønsker
Hvis ledere i sundhedsvæsenet lige som i folkeeventyrene må få tre ønsker opfyldt, skulle det være følgende:
Der skal være en åben kanal for dialog mellem politikere og ledere, og kanalen skal bruges begge veje. Ikke bare ved særlige lejligheder, men løbende for at skabe et grundlag af indsigt og tillid at stå på.
Der skal være gensidig indsigt i hinandens roller og funktioner, og herunder skal der være en tydelig erkendelse af, at rollerne er grundlæggende forskellige og det er helt fint, men vi er også i samme båd.
Og endeligt: Vi skal stå sammen i den komplekse virkelighed, hvor ingen har alle svar på sundhedsvæsenets udvikling, men hvor fælles ledelse kan skabe retning. Og hvor den åbne dialog og den gensidige indsigt kan hjælpe os et stykke ad vejen.
Ledere mellem politikere og medarbejdere
Og så er der en interessant diskussion om, hvordan vi som ledere befinder os mellem politikere og medarbejdere. Er vi den ene eller den andens forlængede arm? Eller er vi vores egen arm? Vi har brug for at blive klogere på vores rolle.
Valget 18. november er ikke ‘kun’ demokratiets festdag. Det er det også, men det bør være anledning til, at sundhedsvæsenets ledere genbesøger rollen som aktører. Ikke som tilskuere til politik, men som aktive deltagere i at skabe fremtidens sundhedsvæsen.
Som professor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet siger: Det næste hold af folkevalgte, der er på valg 18. november, har nemlig mere at skulle have sagt over fremtidens sundhedsvæsen, end nogen tidligere.
