MØD Sygeplejefaglig direktør Mette Ringtved, Regionshospitalet Horsens. Hun har tidligere bl.a. været ansat ved Sygehus Lillebælt og Randers Sygehus. Regionshospitalet Horsens er et af de fem akuthospitaler i Region Midtjylland og har 2.500 medarbejdere og et budget på 1,3 mia. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Det gør sundhedsreformen, som jeg opfatter som den største forandring, vi kommer til at gennemføre af sundhedsvæsenet i hele mit arbejdsliv. De meget store ændringer i opgavefordeling, organisation og forventninger udfordrer i grunden hele vores opfattelse af, hvad sundhedsvæsenet er og hvilke opgaver, vi skal løse og hvordan.
Reformen er jo ikke bare justerede organisationsdiagrammer. Reformen kræver nye løsninger, som vi ikke kender endnu, og som vi nu skal finde frem til. Vi skal afprøve løsningerne, men vi skal også kunne justere. For vi rammer jo ikke altid 100 pct. i første omgang.
Samtidig skal vi have hånd om den daglige drift af vores sundhedsvæsen, der sikrer vores borgere og patienter kvalitet og sikkerhed. Og som også er i økonomisk balance.
Lige nu arbejder vi med opgavejusteringer, der er en del af reformen. I den sammenhæng lægger jeg vægt på, at det ikke så meget drejer sig om at flytte opgaver, som at finde nogle endnu bedre fælles løsninger end dem, vi har i dag, og som skal kunne mærkes af borgere og patienter.
Den nye og anderledes rolle, som almen praksis skal have fremover, er en spændende og vigtig opgave at arbejde med. Gennem årene har vi mange erfaringer med samarbejdet på tværs – både gode og mindre gode, og der er da nogle ømme tæer i relationerne. Dem skal vi se på, men også passe på, at de ikke fylder for meget og kommer til at skygge for de fælles ambitioner om fornyelse.
Samling og integration af somatik og psykiatri er en positiv og god proces, men heller ikke nem. Der er mange faglige forståelser, der også her skal integreres. Det med at skabe en ny organisation er jo det nemmeste – det svære er alt det andet. Vi arbejder på at finde endnu flere af de gode løsninger sammen i fællesskab.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»I forhold til sundhedsreformen – men også andre ledelsesopgaver – tænker jeg meget over forholdet mellem tempo og tålmodighed. Begge dele er jo vigtige. Vi skal bevæge os fremad – så vi skal have tempo. Men vi skal også gøre det på en måde, så vi når vores mål på en ordentlig og bæredygtig måde, så vi skal også have den nødvendige tålmodighed. Balancen mellem de to er noget, jeg synes er vigtig og ikke altid nem at finde.
Er vi så bedst til tempo eller tålmodighed? Det er sikkert forskelligt, men hvis jeg skal give et bud, synes jeg, at vi tit er bedst til tempo, og at vi nogle gange skal øve os mere på tålmodigheden.
Der er nok også en mekanisme, der gør, at jo længere væk du sidder fra den konkrete forandring, jo nemmere er det at være utålmodig. Sikkert især fordi man jo i sagens natur ikke kender alle mellemregningerne. Og fordi du ikke nødvendigvis er tæt på alle de mennesker, der skal være med i at skabe forandringerne.
Det gælder f.eks. politikerne i forhold til mig, men det kan også gælde mig i forhold til mange af vores medarbejdere på hospitalet.
Jeg tænker også over det nogle gange svære i, at de beslutninger jeg træffer har konsekvenser for mennesker, som jeg ikke nødvendigvis ved ret meget om og måske ikke engang ser. Det er der jo ikke nogen enkel løsning på. Men det er indlysende vigtigt at komme ud i organisationen og tale med mennesker, for jeg kan jo ikke finde svar på alt muligt alene.
For mig er det også vigtigt at opsøge anderledes perspektiver. Så det at komme ud over sin egen organisation er for mig vigtigt. Det gælder i forhold til vores professionelle samarbejdspartnere, men for mig er det også værdifuldt at have netværk uden for sundhedsområdet, f.eks. inden for kultur og civilsamfund.
Svære beslutninger er da også tit vanskelige at komme frem til. Jeg er bevidst om, at man ikke altid kan lytte sig til enighed, så det at være leder er jo også at træffe beslutninger, der kan have dybe konsekvenser eller er omstridte.
Jeg tænker meget over, hvordan den type beslutninger kan træffes bedst muligt. Jeg prøver selv at forene to ting, som måske stritter lidt, nemlig omsorg og tydelighed. Det er ikke altid nemt, men jeg synes ikke, at det er modsætninger. Og mangel på tydelighed er altså ikke omsorg. Tit tværtimod. Det kan være rigtig dårlig ledelse ikke at sige tingene, som de er.«
Hvad gør du anderledees som leder?
»Jeg er ikke sikker på, at jeg er unik. Men jeg er i hvert fald bevidst om ikke at se ledelse først og fremmest som en position i hierarkiet. Jeg vil hellere se ledelse som det, der gør, at vi kan arbejde på at skabe noget nyt, vokse og skabe noget bedre. Og det er noget, vi gør sammen.
Jeg ser min ledelse som noget, der bygger på tillid, ansvar og det, at vi stiller krav til hinanden. Så jeg kan godt lide at stille høje krav – fordi jeg ved, at du kan. Og fordi vi kan sammen.
Ledelse ligger for mig meget i relationer. Og relationer er for mig ikke noget ’blødt’, men er f.eks. også at sige til hinanden, når der er noget, der ikke virker og skal laves om og gøres bedre.
Jeg er resultatorienteret, og for mig er der en god sammenhæng mellem på den ene side tillid og fællesskab og på den anden side at have fokus på at nå resultater.
Vi har et sundhedsvæsen, der på mange måder er robust, for vi har rigtig mange dygtige og kompetente medarbejdere og kolleger. For mig er det vigtigt, at vi fastholder den robusthed gennem løbende vedligeholdelse og udvikling af vores faglige og organisatoriske kompetencer. Ikke mindst til fornyelse og innovation.
Så selv om vi har mange kompetencer i sundhedsvæsenet, skal vi blive endnu dygtigere til at skabe udvikling på tværs af organisationer og sektorer. Det er for mig også en kerneydelse at kunne forandre. Både hurtigere og dybere.
Og stærkere forandringskompetencer er i mit perspektiv også noget, der vil styrke vores mulighed for at tiltrække de dygtigste, unge mennesker til vores fag og organisationer.
En ting, der godt kan provokere nogle af dem jeg omgås, er når jeg – med et smil – siger, at vi i sundhedsvæsenet jo er i oplevelsesbranchen. Jeg arbejdede for en del år siden i rejsebranchen og lærte meget af det. Og jeg synes bestemt, at vi skal bruge noget af det i vores sundhedsvæsen.
Nej, en god oplevelse erstatter ikke en god behandling. Men en god oplevelse er altså en vigtig og integreret del af en god behandling.«
Nævn en person eller begivenhed, der blev afgørende for din karriere
»Måske har min karriere – sagt med et blink i øjet – været lidt som kuglen i pinball-maskinen.
Hvorfor blev jeg leder? Det var bl.a. fordi der var nogen, der spurgte mig. Og jeg er opdraget til at være en, der tager ansvar, når du bliver spurgt.
Men derudover har jeg en lyst til at være med, ’hvor der sker noget’, og hvor der er mulighed for både at lære noget, udvikle sig og være med til at beslutte.
Jeg havde i en årrække Dorthe Crüger (bl.a. direktør på Sygehus Lillebælt 2010-2018, red.) som leder, og hun havde stor betydning for mig. Både som leder og menneske. Hun var markant, ambitiøs, særdeles dygtig og samtidig menneskelig. Blandt de mange ting, hun mestrede, var at være tydelig uden at være ultimativ. Det var særdeles inspirerende for mig som ung leder.
Når jeg så bliver spurgt om hvilken slags leder jeg er, tænker jeg ofte, at jeg hellere vil være en leder end ligne en leder. Jeg har virkelig ikke lyst til at sidde på direktørkontoret distanceret fra virkelighedens udfordringer.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Jeg tror i virkeligheden ikke på sådan en balance. Jeg tror på, at vi har forskellige rum, som eksisterer samtidigt i vores liv
Arbejdet fylder meget for mig, og jeg er ikke typen, der kan lægge det fra mig efter arbejdstid. De arbejdsmæssige overvejelser er også i mit hoved, når jeg ikke er på arbejde. Men de larmer ikke.
Ud over at jeg elsker at være sammen med familien, holder jeg også af at gå på jagt. Jeg elsker at være i naturen, og jagt kræver både fokus og koncentration af mig.
Jeg har en stor kærlighed til Samsø, hvor jeg er opvokset, og hvor vi i dag har et lille sommerhus. Det er en kæmpe fornøjelse at være på en ø, hvor man kender næsten alle, og hvor der er en stor nærhed. Jeg er aktiv i bestyrelsen for Samsø Festival, som vi kalder ’Danmarks hyggeligste festival’. Det er en lille festival sammenlignet med de store, men der kommer alligevel omkring 10.000 gæster hvert år – så der er en del arbejde i at planlægge og gennemføre festivalen.
Jeg synes, det er en stor fornøjelse at arbejde på frivillighedens betingelser – det er jo noget andet end at arbejde med ’titler og kitler’.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så ville jeg insistere på, at vi skal indrette vores sundhedsvæsen langt mere efter borgernes og patienternes levede liv.
Vi er i sundhedsvæsenet vigtige i ofte små afsnit af menneskers liv, men vi skal have respekt for, at vi for langt de fleste kun er en lille del af deres liv.
En af de ting vi skal tænke over, er den voldsomme, faglige specialisering, vi har gennemført på hospitalerne. Vi har gennem den proces opnået utroligt meget i forhold til kvalitet i behandlingen, men vi har samtidigt skabt udfordringer i forhold til forløb og patienternes mulighed for at have overblik over egne forløb.
Det er nogle gange som om, at den eneste, der har et bare nogenlunde overblik, er patienten selv.
Og hvis jeg var chef for det hele, ville jeg også insistere på, at vi skal se at få langt stærkere kompetencer til udvikling og forandring. Med de ambitioner og perspektiver, der ligger foran os, kan vi ikke blot fortsætte med de kompetencer, der har bragt os til her, hvor vi er i dag.«


