Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Der er sympatiske takter i bogen Farvel til generationsledelse. Det er modigt at gå op imod mere eller mindre indiskutable ledelsestrends i tiden. Alene det fortjener ros og stjerner. 

Bogen sætter sig dog mellem to stole genremæssigt; man får indtryk af, at der venter en akademisk funderet ledelsesbog med det sigte at gå i rette med generationsledelse som tilgang. Men til slut i bogen omtales den som en debatbog. Det er den nok i højere grad; i hvert fald savnes den akademiske stringens undervejs. 

Forfatteren melder klart ud på side 1 om sin modvilje mod generationsledelse, da han altid har haft det strengt med rådgivning, der beror på anekdoter og mavefornemmelser. Han beskriver, hvordan han efter diverse google-søgninger fandt et par ‘støtter’ til sit modvilje-perspektiv. Med en sådan indledning bliver jeg som læser allerede lidt skeptisk: Er forfatteren mere biased end nysgerrig, inden han går i gang med at undersøge tingene? Min skepsis blev desværre forstærket, jo længere jeg kom frem i bogens kapitler.

Undgå stereotyper

Et af forfatterens gode argumenter mod generationsledelse handler om at undgå stereotype opdelinger i generationer, som kan forstærke vores bias i mødet med hinanden. Det kan nemlig føre til en dem-og-os-tænkning i organisationer. 

Efter få sider opstiller han dog selv to skarpe fronter: ‘generationsfortalernes lejr’ og ‘generationskritikernes lejr’ (ham selv i sidstnævnte). Kamp-metaforikken får fuld skrue: »Generationsteorien bygger på en stereotyp og doven tænkning, som gør den nytteløs.« 

Der harceleres mod generationsledelse i bogen og det virker unødvendigt for sagen, nemlig at få sagt farvel til generationsledelse som ledelsestilgang; hvorfor egentlig smække med døren?

Jeg kunne savne, at han i den første del havde talt med nogle danske ledere om, hvad de havde fået ud af oplæg og kurser om generationsledelse; hvad hjalp det dem til at forstå? Hvilke problemer i ledernes hverdag fik et sprog eller et råd, der kunne bruges? Det kunne have været interessant, om han var gået længere for at forstå generationstænkningen, for så at problematisere dens anvendelse. 

Jeg tænker selv, at der må være nogle ledere (og måske kursusholdere), som har forvekslet aldersbetingede forskelle med generationsforskelle. Her kunne bogen måske på mere diplomatisk vis have beskrevet udbredte misforståelser. 

Generationskategorierne

Generationsledelse og de forskellige træk ved generationskategorierne foldes i bogen ud på ganske få sider. Når tesen om generationsforskelle så tilbagevises, mangler der stringens. Forfatteren afviser forskellene med studier på tværs af generationer, der undersøger niveau af stress, jobtilfredshed og engagement i jobbet. Konklusionen er herpå, at generationsforskellene kun er i stand til at forklare »sølle 2% af variationen«. Men det var vel ikke det, som generationsportrætterne handlede om sådan grundlæggende? De blev i hvert fald også præsenteret som nogle psykologiske træk så som narcissisme, utålmodighed, dovenskab og sensitivitet. Igen bliver det en lidt rodet fremstilling. Der er vel forskel på de psykologiske træk som påståede sandheder om de forskellige generationer og så f.eks. niveauet af selvrapporteret jobtilfredshed?

Det kunne have været interessant, hvis bogen var gået mere kritisk ind i brugen af netop de psykologiske portrætbeskrivelser, da det er her tilgangen bliver potentielt diskriminerende. Beskrivelser af narcissisme og sensitivitet i bestemte generationer kan som fordomme pakket ind i videnskab være dybt problematisk. 

Myter og studier

Nogle styrker ved bogen skal nævnes. For det første præsenteres en række myter, f.eks. at millenials skulle være ‘jobshoppere’. En god pointe er, at myter om hinanden kan føre til falske forventninger, og dermed kan myterne blive selvforstærkende. For det andet er det interessant at få viden om de bagvedliggende studier samt om de skelsættende begivenheder i USA, som generationsbeskrivelserne bygger på.

Endelig var jeg spændt på, hvad forfatteren ville komme med af alternativer til generationsledelse. Allerede fra starten af bogen afsløres, at et fokus på grupper og gruppeforskelle bør erstattes af et fokus på individer og individuelle forskelle. En vel hurtig konklusion rent opbygningsmæssigt. Spørgsmålet er også, om det er et velvalgt alternativ til generationsledelse? 

Her kan bogen skabe reel debat: Fordi man inden for denne ledelsesform laver uhensigtsmæssige gruppeopdelinger med stereotype og til dels negative fortællinger af hver gruppe, så behøver man vel ikke at erstatte tilgangen med et rent individfokus?

I bogens afsluttende del foreslås nogle alternative ledelsestilgange og -greb. De handler især om at imødekomme medarbejderens behov, ønsker og præferencer. Efter endt læsning sidder jeg dog tilbage med følelsen af flere spørgsmål og mere undring end klarhed og gode svar. 

Når jeg alligevel lander på tre stjerner, er det fordi, spørgsmål og undring ikke altid er så skidt endda, og fordi der er noget at komme efter, når der kastes et kritisk blik på generationsledelse.

Læs bogen, hvis du er klar til skarpe skud fra hoften og et par sideløbende 100 meterløb med vind i håret. Eller brug et par kapitler som oplæg til debat i ledergruppen, hvis I er blevet viklet lidt for dybt ind i generationsledelse.