Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Socialrådgiver og konsulent Thomas Milsted har skrevet en bog i serien ’Arbejdslivets dilemmaer’ med titlen ’Stress’. Det er en lille bog på blot 63 sider. Den er tænksom og reflekteret.

Formålet med bogen er at »åbne for en ny samtale om stress«, og bogen vil give »sprog til de dilemmaer, som mange mærker, men få taler om«. Bogen er bygget op om fire hovedkapitler om psykologisering, magt, autonomi og mening.

Denne anmelder køber ind på en god del af Milsteds hovedsynspunkter. Herunder at psykologisering – at vi gør alle problemer til individuelle problemer – er med til at gøre det vanskeligt at tale om strukturelle ændringer, der kan mindske den stress, der er i arbejdslivet og i samfundet. Og også, at når vi tit er bange for at tale om magt, er det også noget, der i sig selv gør det sværere at forsøge at skabe bedre rammer for arbejdslivet.

Milsted er kritisk over for at bruge begrebet stress for bredt. Det gør ifølge ham nemlig ikke noget godt for arbejdet for et godt arbejdsmiljø. God pointe.

Milsted nævner i indledningen, at i international sammenligning har Danmark et arbejdsmiljø, der står stærkt. Men den optimisme, som det kunne give anledning til – og som man måske kunne bygge videre på – er ikke noget, der præger resten af bogen.

Autonomi og mening

I kapitlerne om autonomi og mening kunne man have håb om, at der dér var tiltag, der kunne gøre en positiv forskel og mindske stress og skabe bedre rammer for arbejdslivet.  Men det er ikke den vinkel, Milsted anlægger. Tværtom er den måde vi ofte taler om autonomi og mening i sig selv også noget, der trækker i retning af den individualisering, som Milsted med rette – synes undertegnede – bidrager negativt til arbejdsmiljøet.

Men er der i bogen ingen råd eller anvisninger til den leder, der står i den praktiske hverdag, hvor der tales meget – nogle gange sikkert for meget – om stress? Ikke mange. I hvert fald ikke mange af praktisk karakter. Milsted vil gerne, at vi tænker os om og »sætter effektiviteten på standby« og at vi skal »bruge tid på at spørge om, hvordan vi egentlig har det, og hvordan vi kan få det bedre«.

Det er godt, synes jeg, at bogen kommer omkring en velfortjent kritik af psykologiseringen og den manglende lyst til at tale om magt. Og det er godt, at der trækkes på både Arendt, Beck, Luhmann og Rosa og flere andre gode tænkere.

Det er en lille, handy bog, der ligger godt i hånden og udstråler venlighed og omtanke. Og som styrker læserens tankevirksomhed. Men den skal læses af den grund, og ikke fordi den giver mange nye ideer til, hvordan du som leder i den praktiske hverdag kan tage fat på de  mange diskussioner om stress. Det gør den ikke.