COVID-19-krisen har givet sundhedsvæsenet både positive og negative læringer om patientsikkerhed, men overvægten ligger på det sidste.
Af Inge Kristensen
Patientsikkerhed har i mange år fokuseret på at lære af utilsigtede hændelser i form af fejl og ting, der går galt. I den senere tid har vi – heldigvis – med hjælp fra blandt andet Erik Hollnagel (2014) fået øjnene op for, at vi også skal lære af det, der går godt.
I det følgende vil jeg med afsæt i COVID-19-krisen skitsere nogle bud på læring af både det, der går godt, det vi kan og skal forbedre, og de potentialer og udfordringer krisen har sat spot på *.
Kvalitet og patientsikkerhed til daglig
Blandt de positive læringer fra krisen er, at vi løbende skal opbygge vores organisationer, så de er parate til kriser, men samtidig kan sikre kvalitet og patientsikkerhed til daglig. Vi har også lært, at psykologisk tryghed er ekstremt vigtigt og må indtænkes systematisk i sundhedsvæsenets kvalitetsudvikling, og at hygiejne kan redde os – hver vinter.
Blandt de udfordringer, vi må og skal forsøge at reducere skadevirkningerne af, er den ulighed i patientsikkerhed, som har vist sig under krisen, og som sundhedsvæsnet i vidt omfang selv producerer. Misinformation og forsinkede diagnoser rammer mange og rammer også hårdest blandt dem, der i der i forvejen har det sværest.
God forberedelse giver gevinst
Hvis man er godt forberedt, klarer man sig bedre. Det er ret banalt, men ikke desto mindre ser vi, at de steder, hvor arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed er indarbejdet, og ledelserne har det på rygraden, bliver der trukket på det – også i en krisesituation.
I bogen Managing the Unexpected (Weick & Sutcliffe, 2015) beskrives, hvordan og hvorfor nogle organisationer kan opretholde produktion og aktivitet, når kritiske situationer opstår. Forfatterne beskriver også, hvordan små sprækker i koordinering og klarhed bliver store sprækker og giver anledning til problemer, når krisen rammer. Så arbejdet med at sikre en infrastruktur og en solid patientsikkerhedskultur skal ikke begyndes, den dag krisen rammer.
Infrastrukturen er til stede
Det danske sundhedsvæsen har bevist, at infrastrukturen er til stede mange steder. Men også at der er masser at arbejde på i det daglige på den anden side af krisen, hvilket vil komme tusindvis af borgere, patienter og deres pårørende til gavn, ligesom det vil give større tryghed for personalet.
Dette fører over i en anden læring: Der skal fokus på psykologisk tryghed for personalet. Selvfølgelig har arbejdsmiljø tidligere haft en betydning, men under krisen er det blevet helt afgørende. Psykologisk tryghed og patientsikkerhed er hinandens forudsætninger, og jeg hilser det begyndende partnerskab velkommen.
Hvis sundhedspersonalet føler sig trygge, vil der også være en højere grad af patientsikkerhedskultur, hvor man kan sige til og sige fra, når der er situationer, der i det daglige arbejde tilsiger det. Men der skal arbejdes for sagen, og det kommer ikke alene af italesættelse. Der skal være reelle ændringer, blandt andet i tilsyn og måden, der arbejdes systematisk med utilsigtede hændelser, debriefing og ledelse.
Hygiejne og afstand i fokus
En læring er også, at hygiejne og afstand ikke må gå i glemmebogen igen. Alt i livet er balancer, og vi vil nødig miste nærhed. Ved at skrue op for hygiejnen og samtidig sikre, at man ikke tager på arbejde, i skole og i daginstitution, når man er syg, kan utrolig meget sygdom undgås. Det må og skal bevares.
Dette vil betyde, at sundhedsområdet integreres med andre områder, og det kan få en generelt positiv betydning for folkesundheden. Og det vil betyde færre uhensigtsmæssige indlæggelser for børn og ældre. Disse indlæggelser er i sandhed forebyggelige. Vi kunne håbe, at en uplanlagt indlæggelse er en utilsigtet hændelse om, lad os sige, tre år. Det kan krisen hjælpe os på vej til.
Men det kræver en prioritering. Jeg er spændt på, om der ved efterårets kommunal- og regionsrådsvalg er politikere, der går til valg på flere penge til rengøring og hygiejnesygeplejersker. Det vil muligvis være for meget forlangt, men måske kan det ske.
Arrogance om tillid og kommunikation
Der er også andre områder, som viser sig tydelige i denne tid som kritiske for patientsikkerheden, og som vi skal lære af. Eksempelvis hersker der en vis arrogance især om tillid og kommunikation. Vi har gang på gang fået bevist, at vi er et relativt homogent samfund, der har en relativt høj tillid til myndighederne. Derfor har der ikke været den store interesse for at forebygge misinformation generelt og heller ikke specifikt i forhold til vacciner.
Men Murphys lov er en patientsikkerhedslov, desværre. For så kom balladen om AstraZeneca, hvor vi bliver reddet af, at der er en utrolig stor tillid til én person i form af Søren Brostrøm. Det er heldigt, men næppe det man kan kalde resilient.
Misinformation er desværre også kommet for at blive. WHO har sagt, at der ikke kun er tale om en pandemi, men om en infodemi. Samfundet i almindelighed og sundhedsvæsenet i særdeleshed har en enorm opgave i at dæmme op for alle de problematiske stemmer, der af mange forskellige årsager spiller på frygt og forvirring. Misinformationen rammer mange, men rammer især skævt. De, der har de største udfordringer med at forstå sundhedsvæsenet og måske den lavest tiltro til systemet, kan komme i klemme.
Kommunikation kan ikke rumme de sårbare
En anden dimension af kommunikation er, at der gang på gang ikke tænkes kommunikationsløsninger ind, der kan rumme de mest sårbare: Vi laver bookingsystemer og coronapas, der fra begyndelsen ikke kan tilgås af personer med begrænsede IT-kundskaber, og en app, der ikke kan hentes af personer uden smartphone.
Dermed er sundhedsvæsenet med til at øge uligheden i sundhed. Det kunne undgås, hvis der var en langt bedre inddragelse af borgere og pårørende samt afprøvninger inden lancering. Det må kunne læres, og undskyldningen om hastighed holder ikke, for hastværk bliver jo lastværk.
I den kommende tid er jeg bekymret for den sværm af antigentests, der kommer på markedet. For kan alle gennemskue hvilken test, der er den mindst ringe? Og hvem har ansvaret for beslutningsstøtte til befolkningen?
Mange har ikke opsøgt sundhedsvæsenet
Det enorme fokus på COVID-19 har betydet, at mange ikke har opsøgt sundhedsvæsenet, selvom de har haft symptomer på kritisk sygdom. Henvisningerne til eksempelvis kræftpakker faldt markant under første nedlukning.
Jeg frygter som mange andre, at det betyder, at vi om 2-3 år vil se en overdødelighed af blandt andet kræft. Regering og myndigheder var meget sene til at komme ud med, at sundhedsvæsenet er åbent, og der var og er også barrierer i form af strenge testregimer.
Overfokus på COVID-19 giver diagnosefejl
Der er ingen tvivl om, at der har været diagnosefejl som følge af et overfokus på COVID-19. Vejen til bedre diagnoser er fortsat en patientsikkerhedsudfordring. Igen er det dem, der har vanskeligst ved at overskue tingene, som kommer i klemme. Patientsikkerhedsproblemer er ofte også ulighedsproblemer, fordi mange har dobbeltproblemer.
Vi må på bagkant af krisen – men gerne allerede nu – undersøge, hvordan vi ved næste pandemi sikrer, at vi har et resilient sundhedsvæsen, der overordnet set ikke kun kan forholde sig til én ting. Alle higer efter at få løst de problemer, som sundhedsvæsenet stadig har. Der er jo ikke rigtigt nogle problemer, der er gået væk, men vi har lært meget om, hvad vi kan gøre.
* Dette uddybes i en bog om læring fra COVID-19-krisen i relation til kvalitet og patientsikkerhed med bidrag fra en lang række aktører i og omkring sundhedsvæsenet, som lanceres til efteråret.
Referencer
Dansk Selskab for Patientsikkerhed (2019). Veje til bedre diagnoser. https://patientsikkerhed.dk/content/uploads/2019/12/vejetilbedrediagnoserdec2019.pdf
Erik Hollnagel (2014). Safety I and Safety II – The Past and Future of Safety Management. Ashgate
Weick, K.& Sutcliffe, K. (2015). Managing the Unexpected. Sustained performance in a Complex World. Wiley.
