Både sygeplejersker og læger finder ny teknologi spændende og nyttig,
og føler sig digitalt kompetente, viser undersøgelse. Transformationen kræver
opbakning fra ledelsen og tid til afprøvning.
Af Bente Bjørnholt, Niels Bjørn Grund Petersen og Stinne Aaløkke Ballegaard
Læger og sygeplejersker på hospitalerne vurderer generelt, at de er kompetente til at anvende digitale løsninger, og de oplever, at ny teknologi både er spændende og bidrager til at øge behandlingskvaliteten.
Der findes således et godt udgangspunkt for det videre arbejde med at styrke sundhedspersonalets digitale kompetencer og udbrede nye løsninger. Den digitale transformation forudsætter imidlertid også ledelsesmæssig opbakning og tid til at afprøve de nye teknologier.
I denne artikel præsenterer vi de væsentligste resultater fra en undersøgelse af digitale kompetencer på to hospitaler og diskuterer, hvordan de organisatoriske og ledelsesmæssige barrierer for en digital transformation kan imødegås.
Rivende udvikling
Der foregår en rivende udvikling af digitale teknologier inden for sundhedssektoren, og det britiske Topol Review skønner, at omtrent 90 pct. af alle jobs i det britiske sundhedsvæsen inden for de kommende 20 år vil kræve et vist niveau af digitale kompetencer (NHS 2019).
Nogle teknologier er allerede ved at vinde indpas på danske hospitaler. Dette gælder eksempelvis telemedicin, talegenkendelse (blandt læger) og smartphone-apps (blandt sygeplejersker).
Andre teknologier som prædiktive analyser baseret på kunstig intelligens og robotbaseret interventioner er fortsat mindre udbredte. Der er dog store variationer på tværs af specialer og faggrupper (se tabel 1).
Samtidig forventes den digitale transformation og udbredelsen af nye teknologier i sundhedsvæsenet at forandre de professionelles arbejdsgange og stille (nye) krav til det sundhedsfaglige personale.
Digital transformation indebærer således ændringer i arbejdsprocesser, organisationsstrukturer, styringssystemer, ledelse og kultur (Danilova 2019). Forskellige dele af sundhedsvæsnet er mere eller mindre (digitalt) modne til at håndtere disse forandringerne.
Hvilke kompetencer der er nødvendige afhænger af, hvilke teknologier der anvendes, og i hvilken grad de griber ind i og ændrer de eksisterende arbejdsprocesser og arbejdsopgaver. Uanset hvilke teknologier, der vælges, er sundhedspersonalets kompetencer og motivation til digitalisering helt afgørende for realisere den digitale transformation (Bjørnholt et al. 2021).
Ansatte er digitalt klar
Sundhedspersonalets kompetencer og motivation til digitalisering er et godt sted at starte, da kompetencer og motivation blandt medarbejdere er helt afgørende for realisere den digitale transformation (Bjørnholt et al. 2021).
Her peger undersøgelsen på, at forudsætningerne for en digital transformation er lovende blandt de danske sundhedsmedarbejdere, der indgår i undersøgelsen. Sundhedspersonalet på hospitalerne vurderer således generelt, at de er kompetente i forhold til at forstå, anvende og navigere i de digitale teknologier, som de bruger til hverdag.
Desuden oplever hovedparten, at de har forståelse for den information, der ligger bag mere avancerede digitale teknologier og færre (men stadig knap halvdelen) af sundhedspersonalet vurderer, at de har relativt let ved at formidle information baseret på avanceret digitale teknologier til deres patienter (Ballegaard et al. 2022).
Sundhedspersonalet er også generelt motiveret for at anvende digitale teknologier og ser en række fordele herved. Langt hovedparten vurderer eksempelvis, at det er spændende at bruge nye teknologier.
Motivation afgørende
Det er centralt, at sundhedspersonalet er motiveret, da det i sidste ende er dem, der skal anvende digitale teknologier og sikre at den digitale transformation bliver en realitet.
Finder sundhedspersonalet ikke digitale teknologier anvendelige i deres daglige praksis, udgør det en barriere for implementeringen. Figur 1 viser desuden, at både lægerne og sygeplejerskerne generelt oplever, at nye teknologier har gavnet behandlingen og styrket mulighederne for forskning.
Dette indikerer, at både læger og sygeplejersker anerkender fordelene ved at tage nye digitale teknologier i brug, og at de kan understøtte nogle af hospitalernes kerneydelser og forhold.
Nødvendigheden af læger og sygeplejerskers anerkendelse af fordelene ved nye teknologier som særlig vigtig for den digitale udvikling fremhæves også i et af dette temanummers andre artikler – se Jørgen Schøler Kristensens indlæg. Noget færre (om end stadig flertallet af) læger og sygeplejersker er samtidig overvejende enige i, at ny teknologi har gjort deres arbejde lettere.
En vis skepsis
Læger og sygeplejersker udtrykker imidlertid også en vis skepsis over for digitale teknologier. Således erklærer en betydelig andel læger og sygeplejersker sig enige i, at nye teknologier tager tid fra patienten og fører til mere administration.
Samtidig er lægerne i overvejende grad også uenige i, at nye teknologier har givet dem en større fleksibilitet, mens sygeplejerskerne i lidt højere grad oplever en større fleksibilitet. Det tyder på, at læger og sygeplejersker også vurderer, at brugen af digitale teknologier tager (unødig) tid fra kerneydelserne, hvilket kan være en særlig udfordring.
Teknologiforståelse er vigtig
Selvom sundhedspersonalet i spørgeskemaundersøgelsen umiddelbart selv vurderer, at de er digitalt kompetente, identificerer interviewdeltagerne også en række kompetencemæssige udfordringer. Det gælder særligt i forhold til teknologiforståelse.
Sundhedspersonalets forståelse af digitale teknologier, hvordan de fungerer, og hvordan de kan bruge teknologierne til at understøtte deres faglige arbejde, er en vigtig forudsætning for, at personalet faktisk bruger teknologierne og inkorporerer dem i deres arbejde.
Når eksempelvis AI-teknologier præsenterer risikoscorer eller anbefaler mulige behandlingstilbud på baggrund af en systematisering af store mængder af data fra patienter med lignende symptomer eller karakteristika, er det vigtigt at sundhedspersonalet har indsigt i og forståelse for, hvilke data der ligger til grund for scoren eller anbefalingerne.
Fagligheden blandt sundhedspersonalet er en central drivkraft, og hvis sundhedspersonalet skal have tillid til anbefalingerne og bruge de digitale teknologier i deres faglige arbejde, må de kende og forstå de (faglige) kriterier og den evidens, der ligger til grund for eksempelvis prædiktionsmodeller. Her er vi endnu ikke helt i mål.
Der er således behov for et tættere sammenhæng mellem øvrige faglige vurderinger og fortolkning og reaktioner på resultater og data. Det skyldes, at sundhedspersonalet både skal kende grundlaget for deres faglige vurderinger og kunne formidle det til patienter, pårørende og kollegaer.
Ny måde at interagere med patienterne
Derudover kan anvendelse af teknologiske hardwareløsninger som videokonsultationer, virtual reality (VR) og andet have en række hands on-udfordringer for både personale og patienter. Det skyldes ikke mindst, at det indebærer en helt ny måde at interagere med patienterne på. Patienterne skal i højere grad selv interagere med teknologier, varetage kliniske undersøgelser og vurdere symptomer.
Dette kræver at personalet har tilstrækkelige kompetencer til selv at kunne anvende teknologierne, instruere patienterne i anvendelse, samt hjælpe patienterne med at problemløse, når der opstår tekniske eller forståelsesmæssige udfordringer.
F.eks. kræver brug af VR-briller til terapisessioner hos psykiatriske patienter, at psykologien kan identificere og løse problemer med den trådløse forbindelse, ligesom telemedicinske videokonsultationer med patienter med diabetes eller KOL kræver, at lægen kan sikre at både deres egen og patientens lyd og billede går igennem.
Samtidig kræver det træning af personalet at italesætte og mere eksplicit styre rammerne for den telemedicinske konsultation: Hvorfor gennemføres konsultationen via video, hvad er formålet, hvem er til stede, hvilke forberedelser bør patienten have gjort sig på forhånd, hvordan skal patientens egne målinger fortolkes mv. Endelig skal personalet være opmærksom på patienternes (ulige) forudsætninger for at indgå i et telemedicinsk forløb og tilpasse indsats og oplæring herefter.
Strategi er afgørende
En kontinuerlig digital kompetenceudvikling af sundhedspersonalet forudsætter en organisation og en ledelse, som prioriterer teknologianvendelse (Ballegaard et al. 2022; Bjørnholt et al. 2021). Det indebærer bl.a., at landets hospitaler har en strategi for integreret anvendelse af digitale teknologier, som understøtter det sundhedsfaglige arbejde, og at det ledelsesmæssige ansvar herfor ekspliciteres.
Digitalisering indebærer transformation af services og arbejdsgange, der rækker på tværs af specialer og faggrupper. Det forudsætter et tværfagligt samarbejde (it, jura og faglige medarbejdere) og går på tværs af specialer, faggrupper og afdelinger.
Styrkelse af de generelle digitale kompetencer i sundhedssektoren forudsætter derfor et tæt og gensidigt givtigt samarbejde på tværs af forskellige fagligheder, herunder særligt de sundhedsfaglige medarbejdere (læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer, sundhedsadministrative koordinatorer m.fl.) og medarbejdere i organisationernes it- og dataafdelinger.
En tydelig strategi på tværs af afdelinger og en ledelsesmæssig opbakning på alle niveauer kan understøtte det tværfaglige samarbejde. Det kræver særlig opmærksomhed at lede digitaliseringsprocesser på hospitaler for dels at sætte en strategisk retning for udvikling, dels støtte mellemledere og medarbejdere i udviklingen.
Rollemodel og kulturbærer
Ledelsen optræder således som en afgørende rollemodel og kulturbærer. Det handler både om en ledelsesmæssig prioritering af digitale teknologier og at der afsættes tid og ressourcer af til at afprøve teknologierne.
Spørgeskemaundersøgelsen viser, at denne type adfærd hænger positivt sammen med sundhedspersonalets opbakning til den teknologiske udvikling. Det er til gengæld svært og udfordrende at implementere nye digitale teknologier, hvis sundhedspersonalet oplever et stort arbejdspres.
Omend denne pointe ikke er overraskende, understreger undersøgelsen alligevel, at det er afgørende, at medarbejderne får tid til kompetenceudvikling og implementere nye digitale løsninger.
Samtidig bør der være fokus på samspil mellem faglige grupper i forhold til den transformation, hvor arbejdsopgaver flyttes, rollefordeling ændres og udviklingen er uforudsigelig. Der kan således være områder, som ikke indfrier den forventede udvikling eller hvor udviklingen går langsommere end forventet, og omvendt kan der ske uventede forandringer på andre områder.
Integreres i uddannelser
Udvikling af digitale kompetencer kræver, at både landets uddannelsesinstitutioner og praksis har et vedvarende fokus på digital transformation. Ikke som noget der er adskilt fra det faglige, men derimod som noget der er en integreret del af og understøtter det faglige.
I grundforløb kan det handle om at styrke alle studerendes grundlæggende kompetencer, forståelse af og interesse for teknologiske muligheder. Det indebærer bl.a. en bevidsthed om, at digitalisering er et grundvilkår for alle sundhedsfaglige medarbejdere, og en grundlæggende teknologiforståelse skal øge forståelsen for samspillet mellem teknologi, profession, faglighed og patient/borger herunder at digital transformation indebærer forandring af ydelser, arbejdsopgaver, samarbejde og organisering.
Digitale kompetencer bør desuden løbende tilpasses de enkelte specialer eller arbejdsopgaver, som det sundhedsfaglige personale står overfor.
Introduktion til særlige teknologier kan derfor være relevant både på uddannelsens særlige specialiseringer og som introduktion til nye medarbejdere på særlige hospitalsafdelinger.
Det kan introducere medarbejderne til anvendelsen af specifikke teknologier, bibringe dem en forståelse for, hvordan teknologien understøtter og spiller sammen med det sundhedsfaglige arbejde samt klæde medarbejderne på til at kunne formidle værdien og resultaterne af teknologien til patienter/borgere og andre kolleger.
Der er behov for at understøtte nysgerrigheden og digitale kompetencer hos særligt interesserede studerende inden for f.eks. forskeruddannelsen på lægestudierne eller på professionsskolerne, så de kan være med til at drive udviklingen af nye digitale løsninger. Det bør derfor overvejes at udvide mulighederne for at tage kurser/moduler med højere digital kompleksitet på forskeruddannelserne og professionsskolerne.
Selvom den kommende generation af medarbejdere er såkaldt »digitale indfødte« i deres hverdagsliv, så understreger undersøgelsen vigtigheden af skabe medarbejdere, der også er digitalt kompetente i forhold til sundhedsvæsenets it-systemer og teknologier samt deres faglighed.
Referencer
-
Ballegaard, S. A., Bjørnholt, B., Petersen, N. B. G., Steensgaard, A., & Frahm, M. (2022). Styrkelse af digitale kompetencer inden for datadrevne teknologier til brug for automatisering, prædiktion og beslutningsstøtte hos sundhedspersoner. Rapport. København: KPMG og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
-
Bjørnholt, B.; Petersen, N. B. G., Andersen, C. M. & Pedersen, C. M. (2021). Ledelse af digitalisering Videnskortlægning af den skandinaviske litteratur om ledelse af digitalisering. Rapport. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
-
Danilova, K. B., Rydland, M., Iden, J., & Bygstad, B. (2019). Digitaldirektøren som endringsagent. Magma, 22(2), 22-28
-
Nielsen, J. A.; Kræmmergaard, P.; Nielsen, P. A, & Bjørnholt, B. (2009). Det kommunale digitaliseringslandskab 2009 Status og udfordringer – resultater fra en kvantitativ undersøgelse blandt danske kommunale it-chefer. Undersøgelsen er udarbejdet som en del af DISIMIT-forskningsprojektet ved Aalborg Universitet
-
NHS (2019) The Topol Review. Preparing the healthcare workforce to deliver the digital future. An independent report on behalf of the Secretary of State for Health and Social Care. Health Education England. Tilgængelig på: https://topol.hee.nhs.uk
-
Siau, K., & Long, Y. (2005). Synthesizing e-government stage models–a meta-synthesis based on meta-ethnography approach. Industrial Management & Data Systems, 105(3-4): 443-458