På Regionshospital Hammel Neurocenter hænger det svære, som de sundhedsprofessionelle oplever på arbejdet, uadskilleligt sammen med den personlige berigelse, de samtidig oplever.
Af Annette Dorman, Rita Andersen, Lene Bastrup Jørgensen og Helle Dybkjær
Interessen for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø for medarbejdere i det danske sundhedsvæsen er stor, og det er med god grund: I sundhedssektoren er der et højt sygefravær sammenlignet med andre brancher1. Sygeplejersker er eksempelvis en af de arbejdsgrupper, som rapporterer at være mest følelsesmæssigt berørt af deres arbejde2. I forskningslitteraturen er de personlige omkostninger ved at bedrive professionelt omsorgsarbejde udtrykt ved begrebet ”the costs of caring”.
Denne artikel vil imidlertid udfordre antagelsen om, at der er en linearitet mellem store emotionelle krav i arbejdet og højt sygefravær. Artiklens postulat er, at det selvfølgelig kan forholde sig sådan, men at det ikke behøver at være sådan. Artiklen skildrer erfaringer fra Regionshospital Hammel Neurocenter3, der samtidig underbygges af en antropologisk undersøgelse fra samme sted gennemført i 20194.
Artiklen understøttes endvidere af en undersøgelse fra 2019 blandt offentligt ansatte i Region Midtjylland5. Denne undersøgelse viser en sammenhæng mellem et emotionelt krævende arbejdsliv og udbrændthed, men også at denne sammenhæng kan reduceres, hvis arbejdet opleves som meningsfuldt og berigende5.
Miljøer med emotionel intensitet
At arbejde i miljøer med emotionel intensitet er altså mere end risikoen for stress og udbrændthed. Det kan være et rum for meningsskabelse og personlig udvikling, hvis man kan lære at acceptere det svære som præmis, man skal være i og med, frem for noget, som bør undgås.
Medarbejderne på Regionshospital Hammel Neurocenter behandler patienter med erhvervet hjerneskade, og patienterne er ofte midt i smertefulde overgange fra livet før hjerneskaden til et liv på helt andre vilkår.
For dem og deres pårørende har livet taget en pludselig og alvorlig drejning, og skaden har oftest om sig gribende konsekvenser for et fremtidigt hverdagsliv med familie, job og andre sociale relationer.
Følelsesmæssige udfordringer
Den pludseligt opståede eksistentielle krise skaber blandt andet følelsesmæssige udfordringer i relationen og samarbejdet mellem patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Det gør det sundhedsprofessionelle arbejde med mennesker med hjerneskade komplekst både fagligt og eksistentielt, hvilket stiller høje krav til medarbejderne.
Det psykiske arbejdsmiljø er derfor et fast indsatsområde på Regionshospital Hammel Neurocenter og har resulteret i en række strukturelle tiltag, herunder ansættelsen af en stabspsykolog, der formelt og uformelt arbejder på tværs af interne fora både på ledelses- og praksisniveau.
Herved understøttes mental sundhed som noget, der ikke kun arbejdes med i tidsbegrænsede projekter, men som en daglig tilgang.
Trivsel under belastning kan udvikles
Hos ledelsen på Regionshospital Hammel Neurocenter er der en opmærksomhed på, at medarbejderne i deres faglighed også bruger personlige og relationelle kompetencer i kontakten med patienter og pårørende. Tilgangen er, at trivsel under belastning kan udvikles, og at det som andre faglige kompetencer forudsætter en tydelig strategi og organisatorisk prioritering.
På Regionshospital Hammel Neurocenter arbejdes der derfor aktivt på at styrke den del af medarbejdernes faglighed, som relaterer sig direkte til at navigere i et arbejdsliv med et højt niveau af følelsesmæssig belastning.
Dette opnås blandt andet gennem en række redskaber i arbejdsmiljøindsatsen (se faktaboks nedenfor), som varetages af en stabspsykolog. Det er samtidig en stor opmærksomhed, lederen kontinuerligt har med sig i dialogen med den enkelte medarbejder.
| Redskaber i arbejdsmiljøindsatsen
Teamsupervision: Temaer kan være relationelle udfordringer i samarbejdet med patienter og pårørende, udfordringer i det kollegiale samarbejde eller i forhold til den organisatoriske kontekst, man indgår i. Individuelle samtaler: Medarbejdere kan have behov for individuelle samtaler ved eksempelvis en oplevelse af ubalance i forhold til egen formåen og de krav, der stilles, reaktioner på grænseoverskridende patient/pårørendeadfærd eller følelsesmæssige reaktioner på meget tunge forløb, der “går ind under huden”. Personalemøder: Arbejde med temaer i et sundhedsfremmeperspektiv som “Hvordan udvikler vi en kommunikationsform og et sprog som giver oplevelsen af anerkendelse, glæde og energi?” og “Hvordan forstørrer vi de narrativer, som mennesker vokser af?” Ledersupervision: Temaer kan være udfordringer i ledelsesrollen, samarbejde i lederteamet eller planlægningen af udviklingsprocesser, så alle ansatte oplever sig inkluderet og oplever mening ved den igangværende udvikling. Undervisning: Gennemgang af det psykologfaglige teorigrundlag for tilgangen til og arbejdet med mental sundhed på Regionshospital Hammel Neurocenter. Undervisning tilbydes personale, ledelse og ud af huset. |
Det har taget tid at få implementeret brugen af indsatserne i hverdagen og få det organiseret ind i de enkelte afsnit, og det er også noget, som nye ledelsesteams modtager sparring omkring.
Udover ansættelse af en stabspsykolog er der på Regionshospital Hammel Neurocenter også tilknyttet en erfaren og dygtig hospitalspræst, hvor den primære opgave er kontakten til patienter og deres pårørende, men som også personalet og deres ledere kan trække på ved særlige behov.
To retningsgivende fokusområder
Psykologens arbejde tager afsæt i et sundhedsfremmeperspektiv, hvor der knyttes an til den viden, der beskæftiger sig med spørgsmålet ”Hvad gør sund og livsduelig?” Eller med andre ord: Hvad er det – ud over de personlige faktorer – der gør, at nogle teams og kollegiale grupper kan klare det “umulige”, mens andre lider overlast og bliver syge?
Det er selvsagt komplekse spørgsmål med mange mulige svar, men der tegner sig særligt to fokusområder, som kan være retningsgivende:
- Fællesskab gør stærk
Det giver kræfter og energi og arbejdsglæde at være del at et støttende og inspirerende fagligt og socialt fællesskab. Derfor bør der altid være fokus på teamsamarbejdet og samarbejdskulturen. Giver vi hinanden opbakning og energi gennem vores måde at samarbejde og kommunikere på? - Fælles arbejde med opkvalificering
Medarbejderne arbejder kontinuerligt med en fælles opkvalificering i forhold til den del af professionen, der handler om, hvordan man bedst muligt støtter mennesker i krise og under pres. Altså hvordan man i sit arbejde kan relatere sig som fagperson til patienter og pårørende, så de aflastes og får energi og kræfter til at arbejde med “det svære”.
”Det er jo fordi, man mister sin faglighed i det… man mister det faglige syn på det. Fordi man bliver overvældet af de der følelser, hvad det nu end er for nogle følelser. Man mister overblikket. […] Det er jo derfor, supervisionen er så god nogle gange, for der får man hele dét dér med… man kan starte en supervision med at være simpelthen så irriteret på denne her patient. […] Det er jo afmagt, det er jo frustration [man oplever som personale]. Og så får man snakket om det indtil man ligesom får det vendt, indtil man har fået hele historien vendt og man når dertil hvor man bare tænker ’Nårh ja, men nu prøver vi at gøre sådan her, hvad er det, den patient i grunden har med…’ Så er man på banen igen, så kommer energien tilbage. Man skal simpelthen bare have én til at hjælpe én med at vende det”
Interview med sygeplejerske august 20184
Fælles, faglig stolthed er vigtig byggesten
Stabspsykologens erfaring er, at hvis man i højere grad lykkes med denne fælles ambition, udvikles der en fælles, faglig stolthed, som er en af de vigtige byggesten i oplevelsen af at have et berigende og meningsfyldt arbejde.
Disse to fokuseringer er indbyrdes afhængige: Det er en forudsætning for høj faglig kvalitet, at man arbejder i stærke kollegiale fællesskaber. Og det er en forudsætning for stærke fællesskaber, at de arbejder med en fælles professionsudvikling.
”Jeg har oplevet nogle forløb, hvor der er sket et personaleskift, […] enten fordi samarbejdet med patienten ikke har fungeret eller det har været for hårdt at være i. Og den naturlige reaktion som fagperson er jo, at man bliver lidt ked af, at det ikke er lykkedes, […] Men det er tydeligt, at de får det vendt med hinanden i personalegruppen, […] [Og] jeg kan høre dem sidde og sige det her med ’Det var jeg ude for, og der gjorde vi sådan og sådan, og det fungerede.’ Og det er ligesom om at så er de kommet over den umiddelbare fornemmelse af nederlag over, at noget måtte ændres.”
Interview med leder i juli 20184
Psykologens arbejde er således med til at understøtte personalet i håndteringen af de emotionelle krav i arbejdet med hjerneskadepatienter og styrke samarbejdet mellem personale, patienter og pårørende.
Grunddilemmaer kræver psykologisk viden
De to fokusområder trækker tråde til to grunddilemmaer i praksis, som kræver psykologisk viden. Det er her stabspsykologen har sit udviklingsfokus.
Et af de grunddilemmaer, som optræder i mange forskellige iklædninger, er, når der opstår en modsætning mellem de fagprofessionelles viden om, hvad der ville være “det bedste” for patienten set ud fra et fagfagligt perspektiv, og hvad patienten og de pårørende ser som “det bedste” eller mest meningsfyldte.
Under overskriften “Først menneskearbejde – så ekspertarbejde” arbejder de professionelle med at udvikle, hvordan de kan “koble deres merviden klogt” til netop dette eller disse mennesker, så det giver mening for dem.
Her er der behov for viden om, at “menneskeperspektivet” er drevet af nogle helt andre komplicerede eksistentielle og følelsesmæssige faktorer end det faglige perspektiv.
Stor ydmyghed og nysgerrighed
Det kræver stor ydmyghed og nysgerrighed fra de professionelle at blive i stand til at arbejde med respekt for den enkelte patients autonomi, integritet og værdighed, hvor patientens og de pårørendes perspektiv skal være retningsgivende.
I denne del af professionen, skal man arbejde med at lægge ekspertrollen lidt på hylden, og danne “armkrog” med patienternes og de pårørendes proces, som kan tage helt andre retninger og omveje, end den mere lineære progression, professionelle kunne drømme om.
Denne tilgang sætter på den anden side de professionelles faglige integritet på en prøve. De vil gerne yde det bedste, og kan opleve en fortabthed over ikke at lykkes med deres ekspertviden. Først når de ud fra en faglig psykologisk forståelse kan analysere, at “først menneskearbejde” er den mest professionelle tilgang i en situation, kan de forvandle en følelse af personlig uformåenhed til en følelse af at være en kompetent professionel person.
Grænseoverskridende adfærd
Et andet grunddilemma er, at man i arbejdet med meget pressede mennesker kan få nogle reaktioner fra patienter og pårørende, som kan opleves grænseoverskridende. Oftest vil personalet kunne bekræfte hinanden i, at det nok er krisereaktioner, men derfra kan det være svært at komme videre.
Derfor kræver dette grunddilemma, at de professionelle kan se reaktionerne fra et fagligt perspektiv som udtryk for en ubalance mellem de kræfter, patienten og de pårørende kan mobilisere, og de krav, der ligger i at skulle cope med den nye situation, hvor hele livsgrundlaget er gået i stumper og stykker.
Det vil sige at der arbejdes målrettet med regulering af krav hos patienter og pårørende ved for eksempel at skabe forudsigelighed, transparens og inklusion og ikke mindst danne relationer og planlægge aktiviteter, som giver kræfter, tro og styrke til patienten og de pårørende til at kunne gå den besværlige vej.
Kollektiv faglig ambition
Personalet får hermed også rettet fokus på en kollektiv faglig ambition om at bedre belastningsbalancen frem for en individuel oplevelse af professionel uformåenhed.
Denne del af professionsudviklingen kræver kreativitet og overskud hos de professionelle ved stærke faglige fællesskaber. For selv om vi på det generelle niveau “ved”, at det giver kræfter hos patienter og pårørende, når de bliver set, hørt, forstået og respekteret, ja så har hver patient og pårørende forskellige præferencer.
Professionelle bør derfor ud fra et psykologfagligt perspektiv undersøge, hvordan de kan “koble sig klogt”, så det giver mening for netop denne patient og disse pårørende.
Berigende for personalet
De evner, personalet således udvikler til at håndtere de psykiske belastninger i arbejdet såsom høje emotionelle krav, viser sig at være berigende for personalet på et plan, der rækker længere ud end arbejdslivet. Det bekræfter en sundhedsantropologisk undersøgelse lavet på Regionshospital Hammel Neurocenter i 2019.
Projektet havde til formål at afdække implikationerne af at bedrive professionelt omsorgsarbejde og at undersøge, hvordan de sundhedsprofessionelle navigerer i de følelsesmæssige belastninger, de oplever, og hvad der motiverer dem til at fortsætte med et arbejdsliv i et felt præget af lidelse.
Projektet fremhæver, hvordan arbejdskulturen på Regionshospital Hammel Neurocenter giver medarbejderne klare strategier for, hvordan de kan være i de udfordringer, deres arbejdsliv indeholder, og netop hvordan trivsel under belastning på Regionshospital Hammel Neurocenter tilgås som en kompetence, som skal udvikles og holdes ved lige.
Påvirkes dybt af arbejdet
Gennem interviews og feltarbejde ses det, at de sundhedsprofessionelle bliver dybt påvirket af deres arbejde, men at de gennem de ovenfor nævnte metoder oplever at have redskaberne til at arbejde med både de faglige og menneskelige udfordringer.
Det giver dem ressourcerne til at blive ved med at engagere sig i de tætte og langvarige patientrelationer, som den neurorehabiliterende behandling forudsætter:
”Det kan ikke nytte noget, at vi tror, vi kan have en alliance med patienten og så stå sådan et stykke væk – vi er jo nødt til at til at sige ‘Jeg kan ikke gøre det for dig, men jeg er lige ved siden af dig”
Interview med sygeplejerske i juli 20184
Når medarbejderne over flere måneder kommer ind på livet af patienterne, bruger og giver de af sig selv i relationerne. Dette stiller dem særligt sårbare over for at kunne ”føle sig ramt” af patienterne og deres oplevelser, hvilket den antropologiske undersøgelse bekræfter uanset faglig baggrund, og erfaringsniveau.
”Det er måske nogle gange lidt svært lige at forklare, hvad det er, der gør, at patienterne kan fylde meget, der er bare nogle hvor, det kan være den situation de er i, hvor man bare tænker det er fandme heller ikke let for denne her patient, eller der kan være nogle paralleller til éns eget liv… der kan minde om noget, de er igennem […] der er bare en gang i mellem noget, der lige rammer, eller hvis de har små børn, og man selv har små børn, der kan være mange ting der lige, hvor man tænker ’puha, det her er fandme heller ikke let’. Og de er bare i en svær situation… Og hvordan kan man ligesom også bevare sin professionalisme i det, som man selvfølgelig også skal i det her… Man bruger jo også sig selv, på den måde kan man ikke distancere sig, det synes jeg heller ikke, man skal.”
Interview med terapeut i juli 20184
Et berigende arbejdsliv
Samtidig stiller den sårbarhed, som det medfører at give af sig selv og stille sig åben for at blive ramt på et menneskeligt plan, netop de fagprofessionelle åbne for de berigende og smukke elementer af at arbejde med eksistentielle udfordringer.
For deltagerne i undersøgelsen er arbejdslivet et sted, hvor de udvikler vigtige kompetencer og tilegner sig viden, som de også drager nytte af i deres private liv. Arbejdet med mennesker i lidelse bliver dermed et rum for meningsskabelse, hvad der i antropologiske studier af lidelse er blevet beskrevet som ”a realm of meaning-making”6.
At navigere i ”det svære” giver en dyb forståelse for, hvad det vil sige at være menneske og at stå i de svære steder i livet. For nogle af de sundhedsprofessionelle har det decideret gjort det nemmere at være i sorg og livskriser i privatlivet, fordi de i arbejdslivet har øvet sig i at håndtere de situationer og følelserne, det indebærer.
”Jeg tror måske, jeg har givet det lidt videre til mine unger i forhold til det der med at turde være der. […] Og det er jo ikke fordi, at det er specielt sjovt, men det at kunne være i det, at kunne være i den proces, der er, hvor jeg i hvert fald kan se, når jeg tænker tilbage på det, at mine børn var fuldstændig til stede i dét, at hun skulle dø –hun lagde sig ned og var i sengen noget tid, ikke, og de kunne sagtens være i det, holde hende i hånden, da hun døde, og vi kunne sagtens snakke om det… Det er altså en vigtig egenskab.”
Interview med sygeplejerske i august 20184
Ikke længere berøringsangste
Flere sundhedsprofessionelle delte, hvordan de ikke længere oplever samme berøringsangst omkring sorg. I stedet forstår de, at der ikke altid er de rigtige ord, men at det måske heller ikke er at finde de rigtige ord, der er det vigtigste. Gennem relationerne til de pårørende har de fået dybe indsigter i, hvilke typer sorg og afsavn der kan opstå selv hos dem, som ikke er hovedpersonen i sygdomsrejsen.
”Jeg synes, jeg lærer en masse. Jeg lærer om at være rummelig over for andre mennesker, af at møde alle der her patienter og høre deres historier –og møde deres pårørende ikke mindst.”
Interview med sygeplejerske i august 20184
I interviewene udtrykte de fagprofessionelle også andre eksempler på livsduelighed, som de har lært ved netop at evne at stå helt tæt på mennesker i livskrise, såsom at sætte helt små, realistiske mål og at være tålmodig. For nogle af medarbejderne har det betydet, at de er blevet bedre til at mærke taknemmeligheden over, hvad der er, i stedet for at fastholde blikket rettet mod de ting, der er tabt.
”Det er da ikke værd at skændes over opvasken, fordi, altså… Altså på den måde [har jeg udviklet mig mere i retningen af] sådan en lev i nuet og vær tilfreds og vær taknemmelig.”
Interview med sygeplejerske i juli 20184
Det ”svære” kan være meningsskabende
Sundhedsprofessionelle bliver ofte emotionelt påvirket af at skulle arbejde i eksistentielt konfronterende rum, og det svære, de oplever som følge af deres arbejde, hænger uadskilleligt sammen med den værdi og personlige berigelse, de samtidig oplever ved arbejdet.
Hvis vi kun taler om de personlige omkostninger, der kan være ved at arbejde med høje emotionelle krav, risikerer vi både at forsimple enormt komplicerede faglige rum, men også at reproducere myten om, at vi i arbejdet med psykisk arbejdsmiljø højst kan sigte efter at undgå mistrivsel.
I stedet skal vi bidrage til fortællingen om, at dét at arbejde med ”det svære” i livet kan være meningsskabende og motiverende og kan udvikles ved fælles faglig kompetenceudvikling.
Referencer
- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (2016) ”Deskriptiv analyse af lønmodtagernes sygefravær i Danmark – belyst ud fra register- og spørgeskemadata fortrinsvis fra 2010-2014.”
- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (2019) ”Fakta om Arbejdsmiljø og Helbred 2018”
- Regionshospital Hammel Neurocenter: https://www.hospitalsenhedmidt.dk/regionshospitalet-hammel/
- Dorman, Annette (2019) ”Facing human hardship daily: The experiences of health care professionals at Hammel Neurorehabilitation Centre” Kandidatspeciale. Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
- Vammen, Marianne Agergaard; Mikkelsen, Sigurd; Forman, Julie Lyng; Hansen, Åse Marie; Bonde, Jens Peter; Grynderup, Matias Brødsgaard; Kolstad, Henrik; Kaerlev, Linda; Rugulies, Reiner; Thomsen, Jane Frølund. (2019) ”Emotional demands and exhaustion: cross-sectional and longitudinal associations in a cohort of Danish public sector employees.” International Archives of Occupational and Environmental Health 92, 639–650
- Good, Mary-Jo DelVecchio; Brodwin, Paul; Good, Byron; Kleinman, Arthur (1992) Pain as Human Experience: An Anthropological Perspective. University of California Press.