Efter COVID-19 skal ledere på alle niveauer sørge for, at de seneste måneders akutindsats omstilles til en langvarig, bæredygtig indsats.
Af Peter Mandrup Jensen og Lars Dahl Pedersen
I løbet af marts måned 2020 har sundhedsvæsenet været igennem de største forandringer, der nogensinde er sket i løbet af en så kort tidsperiode. Den 27. februar blev den første dansker testet positiv med COVID-19, og i begyndelsen af april toppede antallet af COVID-19-patienter på intensivafdelingerne. Indtil videre i hvert fald.
Formentlig alle ledere har haft helt nye oplevelser med ledelsesopgaverne over de seneste uger. Det nye var måske ikke udfordringerne som sådan, men mere at de var kæmpestore, kom i så voldsom hast og samtidig var behæftet med stor usikkerhed.
Den akutte omstilling til at kunne håndtere alle de sundhedsmæssige aspekter af COVID-19 har i sandhed været gennemgribende. De nationale, regionale og kommunale sundhedsmyndigheder er nærmest over en nat gået fra planlægning og indsatser, hvor tidsrammerne ofte var måneder og år, til at skulle håndtere og reagere på nye informationer på timer og dage.
Oprustning af information
På nationalt plan er der sket en oprustning af information og kommunikation over for befolkningen. Der er forestået en intensiv koordinering med sundhedsvæsenets aktører, på tværs af myndigheder og med snart sagt enhver anden branche i samfundet.
Samtidig har regering og Folketingets partier skullet have rådgivning, der indeholder svære afvejninger og dilemmaer. Det er sket under stort tidspres og med enorm mediemæssig bevågenhed.
Almen praksis er massivt forandret med markant færre direkte fysiske konsultationer og nu meget på distancen at være borgernes indgang til sundhedsvæsenet. Videokonsultationer er indført med stor hast, da potentielle COVID-19-patienter ikke skulle møde frem i venteværelset hos egen læge.
Krav til medarbejdere
På sygehusene har skræmmescenariet været, at der ikke var isolationskapacitet og især intensiv- og respiratorkapacitet nok. Kapacitet til intensivbehandling var i forvejen en knap ressource. Der er meget omfattende krav til de fysiske rammer, udstyr og ikke mindst mange medarbejdere med langvarig specialuddannelse.
Også her har ledere og medarbejdere udvist formidabel omstillingsevne og -vilje. Isolationsafsnit er etableret, og mange fagpersoner fra forskellige specialer og afdelinger er blevet flyttet med kort varsel og uden megen introduktion til de nye opgaver med anderledes krav til viden og færdigheder. Komfortzoner er blevet udfordrede.
Omstillinger på alle niveauer
Smittefaren har i sig selv krævet store omstillinger på alle niveauer lige fra intensiv brug af værnemidler og etablering af særligt dedikerede COVID-19-faciliteter til lukning af hospitalerne for pårørende og etablering af nye, sikrede testfaciliteter til borgere med mistanke om COVID-19. Laboratoriernes testkapacitet med alt, hvad det kræver, er på kort tid blevet skaleret voldsomt fra nul til snart 40.000 undersøgelser om dagen.
Kommunerne har også været igennem markante ændringer. De har ansvaret for de mest svækkede og sårbare grupper i befolkningen. Også her har ledere og medarbejdere ændret måden at løse opgaverne på, så smitterisikoen blev reduceret mest muligt og med fastholdelse af professionalisme og værdighed under næsten umenneskeligt svære vilkår.
Vi ser nu, at andre områder i velfærdsstaten, både når de lukkes, og når de får mulighed for at åbne igen, også omstiller sig massivt til nye vilkår, der er fastlagt af sundhedsmyndighederne. Det er imponerende, hvordan daginstitutioner, folkeskoler, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og alle andre, der har fået deres verden vendt på hovedet, formår at omstille sig og leve op til de nye, skrappe regler om hygiejne og adfærd.
Et langt sejt træk
Den første måneds omstillinger har været et langt sprint, hvor der er trukket massivt på ledere og medarbejdere næsten 24/7. Men nu er der behov for et langt sejt træk og derfor også et skift ned i gear. Vi ser ind i en opgave, der måske strækker sig over flere år, mens vi venter på enten den unævnelige flokimmunitet eller vaccinen.
På kort sigt skal der skal indarbejdes nye og omfattende testregimer for befolkningen. Der skal opretholdes et beredskab til mulig opblussen af sygdommen i samfundet. Der skal forskes i den nye sygdom, og der skal findes nye behandlinger.
Indsats for ”almindelige” patienter
Samtidig skal der gøres en ekstraordinær indsats for de mange ”almindelige” patienter, hvor udredningsret og behandlingsgarantier har været sat ud af kraft, og hvor det også ser ud til, at mange har valgt ikke at søge sundhedsvæsenet med sygdomme og symptomer.
Befolkningen skal vænnes til at bruge resten af sundhedsvæsenet på den rigtige måde igen. Eller måske på en ny måde? Der er i de seneste uger høstet erfaringer med, at en del undersøgelse og behandling kan finde sted over telefon eller video.
De nye krav om store omstillinger fordrer, at ledere på alle niveauer kan sørge for, at den sprintende akutindsats omstilles til en bæredygtig indsats, der kan holde over lang tid. Og at alle vores erfaringer får effekt på alle aspekter af ledelsen af sundhedsvæsenet.