Den vigtigste læring af COVID-19 er, at fleksibilitet, frivillighed og faglighed er centralt i en krisetid. Læringen bør bruges aktivt til at geare sundhedsvæsenet til fremtidens udfordringer.
Af Dorthe Boe Danbjørg
2020 vil nok altid blive husket for, hvor hurtigt verden forandrede sig på grund af coronapandemien. Pandemien gjorde, at vi satte alt andet på pause for en stund, fordi den krævede, at vi handlede her og nu.
Nye hospitalsafdelinger skød op på få dage. Medarbejderne blev uddannet og omskolet på få uger. Og alle var fleksible og omstillingsparate. På tværs af faggrupper, hospitaler og regioner stod vi sammen i kampen mod COVID-19. Vi rustede os til, at pandemien kunne ramme os lige så hårdt, som vi så det i andre lande. Det gik rigtig stærkt, og det var nødvendigt. Vi så reportagerne fra Italien om, hvor galt det kunne gå.
Ingen vidste på det tidspunkt, om det ville blive lige så voldsomt herhjemme, og det var det, vi skulle ruste os til. Landets sygehuse aflyste operationer og ambulante tider. De fysiske rammer og personalet skulle stå klar til de coronapatienter, der ville få brug for intensivbehandling.
Tilbage i foråret forventede Sundhedsstyrelsen, at omkring 10 procent af befolkningen ville blive smittet i løbet af en første bølge af epidemien i foråret. De anslog, at omkring 11.000 coronapatienter ville få behov for hospitalsindlæggelse, og at knap 3.000 af disse forventedes at blive kritisk syge og dermed få behov for intensiv behandling.
Beredskabet var for sårbart
Så galt gik det jo heldigvis ikke. Men det var scenariet, der skræmte, og derfor var det afgørende, at hospitalerne og resten af sundhedsvæsnet fik de bedste arbejdsvilkår til at kunne behandle patienter der blev indlagt med coronavirus.
Samtidig viste coronakrisen os også, at Danmarks beredskab mod epidemier på nogle områder er for sårbart. Der har manglet værnemidler og testkapacitet, og ikke mindst har der været en mangel på specialuddannede sygeplejersker.
Man kan måske også gå så vidt som til at sige, at det ikke kun er beredskabet, men hele sundhedsvæsenet, der er for sårbart. Coronakrisen har gjort det tydeligt, at sundhedsvæsenet er effektiviseret i en grad, hvor det kører på marginalerne. Der er ingen ”buffer”, der kan prioriteres, uden at det får mærkbare konsekvenser.
Det kan blive dyrt, sådan som vi har set det med manglen på værnemidler og med de opgaver, vi har været tvunget til at aflyse eller udskyde på grund af coronakrisen.
Corona bliver game changer
Det skal vi gøre noget ved, hvis vi både skal være beredte på den næste pandemi og samtidig skal kunne håndtere de mange udfordringer, som vi står overfor i sundhedsvæsenet.
Der er ingen tvivl om, at alle nu har forstået vigtigheden af et sundhedsvæsen i verdensklasse med dygtige og veluddannede sundhedsprofessionelle. Personligt er jeg en af dem, der mener, at corona – med den britiske kunstners Banksys ord – bliver en game changer (1).
Dette indebærer, at vi udover at anerkende sundhedsprofessionelle som de nye superhelte også kommer til at forstå betydningen af at have et godt sundhedsvæsen, hvor både faglighed og arbejdsvilkår er afgørende.
Stor fleksibilitet var påkrævet
I fagbevægelsen var vi indstillet på, at situationen krævede noget helt særligt af alle – ikke mindst de sundhedsprofessionelle. Derfor indgik vi i Forhandlingsfællesskabet en fælleserklæring med arbejdsgiverne, hvor det blev understreget, at begge parter var bevidste om situationens alvorlige karakter, og at det krævede stor gensidig fleksibilitet, hurtighed og vilje til at finde smidige løsninger.
Det blev tydeligt understreget i fælleserklæringen, at medarbejderne var afgørende, hvis vi skulle lykkes med indsatsen. Arbejdssituationen for medarbejdere inden for kritiske funktioner på de regionale arbejdspladser var meget anderledes end under normale omstændigheder. Det betød ret hurtigt, at der kom ændringer i arbejdstilrettelæggelsen på arbejdspladserne, medarbejdernes rammer og vilkår blev ændret, og medarbejderne skulle varetage andre opgaver end vanligt.
Omorganiseringer og overarbejde
Der var omorganiseringer i form af blandt andet overflytning af personale til nyoprettede pandemiafdelinger, arbejdstider blev ændret, og ikke mindst fik medarbejderne pålagt overarbejde på deres egne afdelinger og på andre afdelinger.
For os i fagbevægelsen var det afgørende, at ændringerne skulle ske med afsæt i eksisterende overenskomster og aftaler, og at de skulle ske under hensyntagen til medarbejdernes sikkerhed og sundhed.
Den store grad af fleksibilitet, som sygeplejerskerne og de øvrige sundhedsprofessionelle viste, har også haft sin pris. Der er mange, der har oplevet at blive kastebold mellem egen afdeling og COVID-19-afdelingen, og der er andre, der har oplevet at blive flyttet til andre opgaver eller til andre lokaliteter – ofte uden reelt at få noget valg. Det var ikke intentionen med fælleserklæringen, hvor vi havde lagt vægt på, at omlægning af opgaver, arbejdstid og arbejdssted skulle baseres på dialog
Regler tilrettelægger arbejdstiden
Coronakrisen vendte op og ned på mange sygeplejerskers arbejdstid og arbejdsvilkår, og krisen viste, at der er en god grund til, at vi har forhandlet arbejdstidsaftaler og overenskomster med arbejdsgiverne.
I overenskomsten fastlægges de overordnede vilkår for medarbejdernes ansættelse, herunder de regler der er i forhold til tilrettelæggelse af arbejdstiden. Vi har netop de aftaler, fordi de er med til at sætte grænser for arbejdet og dermed sikrer, at der også er fritid, hvile og en grænse for fleksibiliteten.
Det er ikke mere end 100 år siden, at der ikke var den balance. Dengang var en 60-timers arbejdsuge ikke et særsyn, og netop derfor blev der også kæmpet for den symbolske tredeling af døgnet: Arbejde, frihed og hvile. Man ville gøre op med trællelivet med den lange arbejdsuge. Drømmen var at have tid til sig selv, sin familie og kultur. Man ville have balance mellem arbejde, frihed og hvile.
Grænser for fleksibiliteten
Under epidemien krævede arbejdsgiverne en udstrakt grad af fleksibilitet fra sygeplejerskernes side. Kravene har alle forsøgt at imødekomme under den ekstraordinære situation, som Danmark stod i. Grænsen for fleksibilitet er imidlertid nået.
Hvis man spørger arbejdsmiljøforskerne, trives mennesker på jobbet, når deres arbejde er forudsigeligt, når de har gode kollegiale relationer, og når de har følelsen af at lykkes.
Derfor er det ikke bæredygtigt at fortsætte den krisestyring, som var påkrævet i foråret. For hvis sygeplejersker i stigende grad skal hjælpe hinanden på tværs af afdelinger og specialer, vil det have konsekvenser. Både for sygeplejerskernes trivsel, men også for eksempelvis patientsikkerheden.
Vi forventer dog, at arbejdsgiverne kræver yderligere fleksibilitet, når vi mødes til overenskomstforhandlinger til næste år. Ligesom de gjorde tilbage i 2018 ved de seneste overenskomstforhandlinger, hvor de både ønskede en øget fleksibilitet i forhold til arbejdstid, normperiode og varslingsbestemmelserne.
Mangel på frivillighed
Noget af det, som vi vægtede højt, da vi indgik fælleserklæringen, var dialogen. Både centralt og lokalt. Det var vigtigt for os, at der ikke var nogle, der skulle tvinges til noget, men at man gennem dialog fandt løsninger.
Desværre er der flere, der har oplevet, at dialogen nærmest udeblev, og at frivillighed ikke var udgangspunktet for at indgå i beredskabet. Det har sat sig sine spor og vist, at det ikke er en farbar vej at gå. Det ser vi meget tydeligt her i efteråret, hvor der skal etableres nye beredskaber for at kunne håndtere den forventede stigning i antallet af coronasmittede patienter. Nu er det vanskeligt at finde sygeplejersker, der frivilligt vil melde sig til coronaberedskabet, fordi sporene fra foråret skræmmer.
Det sætter virkelig en fed streg under, at dialogen er afgørende, og at der skal helt andre rammer for sygeplejerskernes arbejdsvilkår, når de indgår i beredskabet. Dialogen skal vægtes, og hensynet til den enkeltes situation skal medtænkes, hvis sygeplejerskerne skal melde sig frivilligt.
Fagligheden er afgørende
En anden afgørende faktor er fagligheden, som er en central og klassisk mærkesag for Dansk Sygeplejeråd på linje med at arbejde for løn og vilkår. Dansk Sygeplejeråd blev stiftet tilbage i 1899 for at skabe bedre uddannelse, hvilket ikke var en nem opgave, da der dengang blev sat spørgsmålstegn ved, om sygeplejersker overhovedet havde brug for formaliseret uddannelse. I dag er der vist ikke længere nogen, der betvivler, at sygeplejersker har brug for uddannelse.
Men foråret viste os, at det stadig er nødvendigt at arbejde for mere uddannelse til sygeplejersker. En af de udfordringer, som vi stod overfor, var blandt andet en mangel på intensivsygeplejersker. En mangel, der ville være blevet markant større, hvis det ikke var lykkedes at knække den røde kurve, og antallet af indlagte patienter var blevet større.
Konkret blev der gjort en stor indsats for, at medarbejderne fik lært at indgå i opgaven med at passe patienter med corona, bruge værnemidler, pleje og behandle patienter i isolation og pleje patienter, som er påvirket af deres vejrtrækning.
Kompetenceudviklingen skete både i form af kurser på de enkelte sygehuse, som e-læring, gruppeundervisning og som sidemandsoplæring på afdelingerne. Men vi skal jo ikke være på bagkant, vi skal derimod uddanne til fremtidens udfordringer.
Vi mangler specialsygeplejersker
Coronapandemien har gjort det endnu mere tydeligt, at vi ikke blot mangler sygeplejersker, men at vi også mangler sygeplejersker med specialuddannelse. Vi har i dag omkring 1.000 specialuddannede intensivsygeplejersker i Danmark, og hvis coronakrisen havde fulgt den røde kurve, ville der have været brug for 2.000.
Det er en absolut nødvendighed, at der er højt specialiserede og veluddannede sygeplejersker på intensivafdelingerne, så vi kan sikre, at alvorligt syge patienter kan modtage specialiseret intensivsygepleje og behandling. I foråret var frygten, at vi ville løbe tør for kyndige intensivsygeplejersker, før vi løbet tør for respiratorer.
Men intensivsygeplejersker var ikke de eneste sygeplejersker, som vi havde brug for. Sygeplejersker med internmedicinske og lungemedicinske kompetencer var også efterspurgte. Og med den stigende kompleksitet og øgede specialisering i sundhedsvæsenet er der generelt brug for sygeplejersker med videreuddannelse.
National strategi for specialisering
Dette betyder, at vi skal have en national strategi for, hvordan vi sikrer den rette specialisering af sygeplejen og de rigtige efter- og videreuddannelsesmuligheder for sygeplejersker. Det er ikke nok med lokalt tilrettelagte kurser, som kun løser gårsdagens udfordring.
Vi kommer ikke uden om, at det er nødvendigt, at flere sygeplejersker får efter- og videreuddannelse, så vi har sygeplejersker, der kan medvirke til, at sundhedsvæsnet kan håndtere de fremtidige udfordringer og uforudselige sygdomme. Samtidig skal vi sikre, at vi kan fastholde erfarne, specialiserede sygeplejersker i sundhedsvæsnet. Her ved vi, at gode videreuddannelsesmuligheder er med til at sikre, at sygeplejerskerne bliver.
Men som en del af erfaringen fra corona er vi nødt til at stille os selv det spørgsmål, om det ikke er nu, vi skal sikre, at der er nok sygeplejersker (og andet sundhedspersonale), og om vi har de efter- og videreuddannelser til sygeplejersker, der er behov for?
Vi skal finde en balance
Tag ikke fejl. Sygeplejersker gør gerne en ekstra indsats i krisetider. Det ligger i vores DNA, og det beviste sygeplejerskerne i forårets sundhedskrise, ligesom de altid har gjort, når der var brug for det. Men krisestyring må ikke forveksles med permanente ændringer i den måde, som vi organiserer sundhedsvæsenet på.
Fleksibiliteten virkede, men det havde også en pris, og derfor er det ikke en bæredygtig model, for ingen kan holde til det i længden.
Hvis der skal skabes en bæredygtig model for fremtidens sundhedsvæsen, er det nødvendigt, at vi finder en balance mellem behovet for fleksibilitet og den nødvendige, høje faglighed i et stadig mere komplekst og specialiseret sundhedsvæsen.
Note
- Ordene stammer fra et kunstværk, Banksy i foråret skabte på det britiske Southampton General Hospital som en hyldest til det sundhedspersonale, der kæmper mod coronavirus.
