Regeringens sundhedsreform lægger op til strukturelle ændringer, men ifølge hospitalsdirektør Per Christiansen er den største udfordring i fremtidens sundhedsvæsen ikke strukturel.
Af Per Christiansen
I sundhedsvæsenet kan vi kan se frem til nogle meget spændende uger i den kommende tid, hvor regeringens udspil til en sundhedsreform bliver fremlagt. Hidtil har fokus været på det strukturelle. Måske skal kommunernes og regionernes opgaver fremover løses af en række sundhedsklynger, og måske skal regionerne nedlægges?
Hvis jeg var så heldig at møde en lampeånd og få tre ønsker opfyldt, ville mine tanker gå helt andre steder hen end til det strukturelle.
For mig er der ingen tvivl om, at sundhedsvæsenets største udfordring er demografi: Vi er flere, der bliver meget gamle og færre i arbejdsstyrken. Derfor er mine tre ønsker at fremme den sunde aldring, forbedre rekrutteringsmulighederne i sundhedsvæsenet og skabe de bedst mulige rammer for sundhedsforskning og innovation.
Sund aldring skal fremmes
Forebyggelseskommisionen lagde allerede i 2009 forslag frem, som umiddelbart kan realiseres, herunder differentieret moms og højere tobaksafgifter. Det er hævet over enhver tvivl, at tobak er den største trussel mod helbredet, så derfor bør vi følge vores nordiske naboer og arbejde for at få især antallet af unge rygere bragt ned.
Suppleret med tiltag, som tilskynder til sundere kost, motion og begrænsning af alkoholforbruget, vil dette være vægtige ingredienser til sikring af sund aldring.
Forbedrede rekrutteringsmuligheder
I de seneste fem år har væksten i antallet af sygeplejersker i kommunerne langt oversteget sygehusenes. Jeg skal ikke forholde mig til det hensigtsmæssige heri, men det er et faktum, at det i dag på de store universitetshospitaler er blevet sværere at rekruttere sygeplejersker til de tunge intensiv- og operationsområder og på akuthospitalerne til de store medicinske områder.
Arbejdstider og tunge komplekse patienter er en forklaring, men balancen er vigtig. Det må ikke være sådan, at behandling og pleje af de mest kritisk syge patienter forringes på bekostning af nye tilbud til mindre syge patientgrupper.
Politisk loves der i disse uger flere sygeplejersker, og det er godt. Men det er vigtigt, at løfterne afpasses efter udbuddet. For øges udbuddet ikke i form af flere uddannelsespladser og en målrettet indsats for at få deltidsansatte på fuld tid, vil en øget efterspørgsel formentlig øge problemet med at skaffe kvalificeret pleje til de mest syge.
Bedre rammer for forskning og innovation
Dansk sundhedsforskning nyder godt af stor fokus fra de private fonde, men det er vigtigt, at der fra politisk side sættes retning og skabes rammer for, at der udvikles nye behandlingstilbud til fremtidens patienter.
Der skal afsættes ressourcer til forskning i personlig medicin og kunstig intelligens, og ikke mindst skal rammerne være rummelige, så en snæver datalovgivning ikke begrænser de muligheder, som netop det danske sundhedsvæsen har i kraft af vores unikke databaser.
Men en lang række andre områder inden for klinisk forskning har også brug for fokus. Udviklingen inden for 3d-print, stamceller m.m. gør, at vi har udsigt til at finde nye veje til at helbrede dødelige og invaliderende sygdomme inden for de næste år.
Dertil kommer, at der er brug for et tæt samarbejde med medicinal- og medicoindustrien, som naturligvis skal være reguleret og konkurrenceudsat, men som også afspejler, at det ikke altid er muligt at give eksakt svar på alle spørgsmål på forhånd.
Investeringer i bygninger og udstyr
Ville lampeånden tillade et sidste ønske, ville jeg ønske, at der iværksættes massive investeringer i hospitalernes bygninger og udstyr. Vi er nået langt med kvalitetsfondsbyggerierne, og det er godt.
Men når “supersygehusene” om få år står færdige, står vi med en dobbeltstandard for hospitalsbygninger, som i længden er uholdbar: Vi vil have helt nye, moderne bygninger side om side med nedslidte, gammeldags lokaler og udstyr. Derfor er det allerede nu, der skal lægges renoverings- og investeringsplaner for den gamle bygningsmasse.