I kampen for at rekruttere og fastholde vores sygeplejersker skal vi skrue op for det, som har virket tidligere, i stedet for at stirre os blinde på de hænder, som ikke er der.
Af Bente Ourø Rørth
Lige så længe jeg har været leder i sundhedsvæsnet, har vi talt om, at vi mangler sygeplejersker. Vi har talt om, hvordan vi kunne rekruttere bedre og hvordan vi kunne uddanne flere. Også politikerne har med skiftende held forsøgt at skaffe flere til den faggruppe, der er så afgørende for vores sundhedsvæsen.
Jeg anerkender fuldt ud, at vi i dag står i en alvorlig situation. Gabet mellem det antal sygeplejersker hospitalerne skal bruge, og det antal, som bliver uddannet og søger vores stillinger er blevet for stort.
Men hvad hvis der ikke kommer markant flere sygeplejersker i løbet af meget kort tid – hvad gør vi så?
Lad os skrue op for det der virker
Manglen på sygeplejersker er som sagt ikke et nyt problem. Derfor skal vi skrue op for det, som har virket tidligere, i stedet for at stirre os blinde på de hænder, som ikke er der.
Først og fremmest skal ledelserne skabe så gode rammer som muligt for det personale vi har, og som vi gerne vil beholde så længe som muligt. Ja, det kan lyde ufrivilligt komisk i kølvandet på en sygeplejerskestrejke, der endte i et regeringsindgreb til stor frustration for mange. Men gode rammer og vilkår er også andet end løn, og her har ledelserne stadig knapper at skrue på.
Lad specialisterne komme til
Sygeplejersker er specialister i den kliniske observation af patienten. De kan aflæse patienternes tilstand og værdier i en klinisk kontekst, der gør både sygeplejerske og læge i stand til at agere. Nutidens sygeplejersker er specialister, der er trænede inden for de forskellige specialers behov. Det er godt for både fagligheden og ikke mindst patientsikkerheden.
Det, der til gengæld ikke er godt for hverken faglighed eller patienter er, når vi sætter vores (få) sygeplejersker til at løse andre opgaver end netop det, som de er specialister i.
På landsplan er der gennem de seneste 10 år ansat cirka 5 procent flere sygeplejersker. Imens er der blevet skåret stort i andelen af andet plejepersonale over en bred kam, uden at opgaverne af den grund er forsvundet. Det betyder, at mange sygeplejersker har overtaget opgaver, der ligger uden for deres kernekompetence. Det skal vi ledere blive bedre til at se og ændre på.
Andre faggrupper inviteres indenfor
Derfor har vi på Nordsjællands Hospital igennem de senest 10 år inviteret andre faggrupper indenfor, og vi har i dag gode erfaringer med at have farmaceuter og farmakonomer til at stå for medicinhåndtering på afdelingerne, ligesom fysioterapeuter og diætister spreder deres kompetencer inden for kost, rehabilitering og genoptræning ind på områder, der tidligere også skulle håndteres af sygeplejersker.
Vores erfaring er, at både sygeplejerskerne og de andre faggrupper er glade for denne opgavefordeling, fordi det giver mulighed for at dyrke fagligheden og spidskompetencerne hos den enkelte.
Også ufaglærte har i stigende grad fundet vej til afdelingerne som hjælpende hænder, der løser basale praktiske opgaver og letter hverdagen for det uddannede sundhedspersonale.
Elsk de erfarne
De erfarne sygeplejersker, der stadig har deres hverdag tæt på patienterne, er guld værd. Det var de, da jeg selv for snart mange år siden uddannede mig, og det er de i den grad stadig. Det er dem, der har det overblik og den viden, som er uvurderlig i hverdagen for både patienter og for de mindre erfarne kolleger.
På Nordsjællands Hospital har vi derfor sammen med blandt andet Københavns Professionshøjskole udarbejdet et skræddersyet uddannelsesforløb, der motiverer de erfarne sygeplejersker til fortsat at arbejde med den direkte patientkontakt, samtidig med de styrkes i blandt andet klinisk lederskab.
Pas på de nye
Samtidig med, at vi motiverer de erfarne sygeplejersker til at blive, sikrer vi de nye sygeplejersker en god overgang fra studiets teoribøger til hverdagen i klinikken. Hvis vi gør springet fra lærebøgerne til patientstuerne lettere, vil færre forlade faget i karrierens første år.
Vi skal derfor også skabe bedre introforløb og undersøge nye måder at uddanne på. På vores Uddannelseshospital i Frederikssund har vi et medicinsk sengeafsnit med primært ældre, multisyge patienter.
Normeringen er præcis som i resten af hovedstadsområdet, men der er flere studerende, og de er sammen med undervisere fra Københavns Professionshøjskole en aktiv del af hverdagen, hvor der afprøves nye lærings- og undervisningsformer. Det kan være med til at mindske det praksischok, som mange nyuddannede beretter om.
Hvad med os ledere?
Sat på spidsen er jeg tilbageholdende med at deltage i koret, der siger, at alt er dårligt. Vi skal selvfølgelig hele tiden presse på, for at vi får flere kvalificerede sygeplejersker, men vi skal som ledere også blive bedre til at se de muligheder, vi stadig har.
Vi har i dag stadig en god søgning til faget, og de nye generationer vil også gerne sundhedsområdet. Men de kommer med nye normer og forventninger. Der er heldigvis sket meget, siden jeg blev uddannet. I dag eksperimenterer hospitalet blandt andet med, om og hvordan vi for eksempel kan tilbyde muligheden for motion i arbejdstiden, hvilket jeg har meget svært at forestille mig ske for bare få år siden.
Nye generationer accepterer heller ikke fortidens stive hierarkier. De unge vil med på råd, de vil høres og inddrages. Lad os spørge os selv, om vi tilbyder det til morgendagens medarbejdere? Skaber vi en organisation, hvor vi inviterer de nytilkomne indenfor – også når det føles lidt besværligt?
En ting er i hvert fald sikkert: Der kommer ikke flere sygeplejersker over natten. Så lad os give, dem vi har, det bedste vi kan, og lad os være åbne over for nye muligheder, når de byder sig. Det vil være godt for både personale og patienter.