Q & A: Kathrine Lilleør, sognepræst, ph.d., Sankt Pauls Kirke, København.
Medlem af Det Etiske Råd 2002-2005.
Du har skiftet holdning til eutanasi – hvorfor?
Jeg er blevet opmærksom på, at min modstand mod eutanasi har været båret af store principielle argumenter, som jeg har ladet gå forud for det enkelte menneskes lidelse og ønske om hjælp. Dertil kommer, at vi sundhedsfagligt er blevet meget dygtige til at få patienter til at overleve, men vi er endnu ikke dygtige nok til at sikre, at det er uden varige mén. Derfor bør vi forholde os til, om patienter, der alene er overlevet ved en dygtig lægelig indsats, men nu kan se frem til et liv, der er så afgørende anderledes fra, hvordan de ellers har levet, skal have hjælp til at vælge døden frem for livet.
Hvordan kan man sikre sig, at patienterne kan udøve en fri vilje i spørgsmålet om aktiv dødshjælp?
Det kan man heller ikke. Men der vil altid være en gråzone. Nu er gråzonen, at vi har ret til at overhøre eksempelvis en patient i palliativ behandling, der ønsker at fremskynde døden, selvom vedkommende med sikkerhed vil dø, og endda af den palliative behandling, inden for overskuelig tid. Jeg vil personligt foretrække, at man lægger mere vægt på mit ønske i den situation, og eventuelt hjælper mig til at dø et par døgn tidligere, end at jeg lever et par døgn længere, selvom jeg ikke ønsker det.
Hvem skal tage samtalen med patienterne og de pårørende om aktiv dødshjælp?
Det er patientens eget liv, egen ret til at bede om hjælp. Det er en sag mellem patienten og patientens læge. Ligesom et testamente er en sag mellem den enkelte og vedkommendes advokat.
Hvem burde udføre eutanasi? Læger med behandlingsansvar? Læger, der arbejder med palliation? Andre?
Det palliative team, når det er kommet så vidt. Men jeg mener også, at vi bør overveje, om mennesker med uhelbredelige diagnoser eller med stærkt nedsatte funktioner kan bede deres læge om et pilleglas, man selv kan tage, når man vil.
Bør det være frit for læger, om de vil medvirke til aktiv dødshjælp?
Aktiv dødshjælp som vi kender det fra Holland, synes jeg ikke, at vi skal indføre. Vi skal blot diskutere om grænsen for eksempelvis den palliative behandling skal gøres mere afhængig af patientens synspunkt end af lægens. Men, ja, hvis man ikke ønsker at medvirke til at foretage aborter, kan man jo også i dag afslå det. Aktiv dødshjælp er et lige så vidt begreb, som cancerdiagnoser er det. I den palliative behandling udfører sundhedspersonalet allerede i dag aktiv dødshjælp, vi kalder det bare smertebehandling, fordi man ikke har ønsket tilstande, som man kender det fra andre lande, sådanne tilstande mener jeg heller ikke, at vi skal have.
Hvordan sikrer man at læger, der går ind for eutanasi, ikke er præget af deres principielle holdning, når de skal vejlede en patient?
Jeg tror ikke, at der findes læger, der ligger på lur med en dødbringende sprøjte i mødet med deres patienter. Dertil kommer, at lægen ikke længere er den autoritet, lægen engang var. Patienter i dag følger ikke blindt lægens anvisninger, og jeg forestiller mig under ingen form, at vi i Danmark skal have aktiv dødshjælp, som en af læger og andre anbefalelsesværdig løsning på noget som helst. Jeg mener blot, at hvis visse patienter ønsker at tage sit eget liv, så skal man lægeligt – i visse tilfælde, og det er hvilket tilfælde, vi skal diskutere – kunne anvise hjælpen.
Hvem skal tage valget om eutanasi på vegne af f.eks. svært syge og lidende børn, eller en lidende, svært dement person?
Umiddelbart mener jeg ikke, at der skal være andre regler på det område, end der gælder i dag, hvor vi har en afbalanceret tradition for at finde løsninger i gensidig forståelse mellem de pårørende og det sundhedsfaglige personale.