At anbringe topfolk fra hospital, almen praksis og kommune i samme lokale skaber ikke i sig selv et godt samarbejde, lyder det fra tidligere cheflæge i Region Midtjylland.
Af Hans Peder Graversen
Regeringens nylige udspil er en udviklingsplan for sundhedsvæsenet de næste 10 år frem giver stof til eftertanke. Meget er bestemt positivt og kan bifaldes, men nogle detaljer ser ud til at ville skabe problemer.
Det er særlig på samarbejdsområdet mellem hospital, kommuner og almen praksis, jeg forudser vanskeligheder. Dette område har som bekendt allerede været i fokus gennem flere generationer af sundhedsaftaler, uden at ret meget er opnået.
Noget af forklaringen er den indbyrdes respekt mellem ydere/operatører og den gældende ansvarsopfattelse og økonomistyringen i kommuner og regioner.
Bestående balance skal omstyrtes
Skal der ske mærkbare forandringer, så patientens tarv sættes forrest gennem alle behandlingens led, skal den bestående balance på området omstyrtes. Formålet er, at det kliniske personale på samarbejdsfeltet (hospital, almen praksis, kommune) undgår de barrierer og forhindringer, der hidtil har været der.
Det kliniske personales ambition om at tilbyde patienterne gode og sammenhængende patientforløb forudsætter nogle disruptive innovationer eller, som nogle udtrykker det, en åbning af de bestående siloer og arbejde ”ud af boksen”. Sundhedspersonale skal følge og i mange tilfælde ledsage især kronisk syge og ældre patienter ind og ud af hospitalsregiet.
Og behandlere og plejere må respektere de kommunikative og relationelle bånd, som er dannet i hele den følsomme behandlingsperiode, hvor patient og nære pårørende lærer bestemte sundhedspersoner at kende (ofte i form af et behandlingsteam) og samtidig gennemgår diagnostik og behandling, afslutning af indlæggelse, udskrivning, overgang til kommunalt plejepersonale og praktiserende læges regi.
Ændringer kræver gode rammer
Destinationen for forløbet er i alle tilfælde patientens genindtræden i sit sædvanlige livsforløb og de private omgivelser. Efterbehandling og opfølgning skal derfor kunne tilbydes at foregå i patientens private bolig (evt. plejehjemmet).
Det er på hjemmebanen, vi alle oplever os mest livsstærke, har integriteten i behold og har muligheder og ofte det fornødne overskud til at tage aktivt del i eget sygdoms- og behandlingsforløb, opfølgning og kontrolforløb.
Det er tydeligt, at de ønskede ændringer skal efterstræbes og hjælpes frem via gode rammer, stærk forløbsledelse, kompetenceudvikling af sundhedspersonale og tilstrækkelig økonomi. De 21 sundhedsfællesskaber, som regeringens udspil vil oprette, kan muligvis være den påkrævede ramme, men ingen stærk ledelse er medtaget i regeringens udspil.
Brug for mere faglig ledelse
At anbringe topfolk fra de tre aktører i form af hospital/region, almen praksis og kommune i samme lokale har vi prøvet før uden at få mere end en håndfuld gode lokale projekter ud af det. Der er brug for meget mere (faglig) ledelse til hjælp for sundhedspersonalet.
Ellers bliver en ny driftssituation helt utilstrækkelig og vil ikke opnå det påkrævede momentum. En stærk og legitim ledelse i det nære samarbejdsfelt vil også være påkrævet for at kunne løsrive og nyttiggøre tilstrækkeligt med økonomi på området.