Hvis sundhedsvæsenet i de kommende år skal have ressourcer til at give alle patienter en ordentlig og tidssvarende behandling og pleje, er politikerne nødt til at øge investeringerne i sundhed.
Af Grete Christensen
Målt på en international skala har Danmark grundlæggende et godt sundhedsvæsen, som drives særdeles effektivt. Dertil er vi kommet, fordi sundhedsvæsenet gennem årtier er ledet med et dobbelt fokus for øje: Høj kvalitet og sund økonomi.
Men den delikate balance mellem kvalitet og økonomi er udfordret. Det viser sig i konkrete tal ved, at der i de seneste år har været en stigning i antal patientkontakter på op mod 30 procent på sygehusenes somatiske afdelinger fra 2010-17, og i psykiatrien har stigningen været endnu større. I samme periode har den årlige vækst i regionernes sundhedsudgifter kun været omkring 1 procent.
I denne artikel vil jeg give mit bud på, hvad det kræver at give alle patienter en ordentlig og tidssvarende behandling og pleje i fremtidens sundhedsvæsen.
Underfinansiering truer kvaliteten
Mange års underfinansiering af sundhedsvæsenet slider hårdt på personalet og truer kvaliteten. Løfter vi blikket og kigger 5, 10, 15 år frem, viser der sig nye udfordringer, som sundhedsvæsenet skal rustes til at håndtere – både organisatorisk og økonomisk.
Der kommer flere ældre, flere med kronisk sygdom, flere nye behandlingsmuligheder, ny dyr medicin og nye teknologier, som betyder, at vi kan løse opgaverne smartere og bedre. Samtidig går vi ifølge økonomerne en stigning i velstanden i møde i samfundet generelt, og befolkningen vil forvente, at de tilbud, som de får i det offentlige sundhedssystem, følger med op i standard.
Det er naturligvis positivt, at udviklingen byder på muligheder for ny og bedre behandling og pleje. Men også dét kommer til at koste. Der er ingen vej udenom: Sundhedsvæsenet bliver dyrere i de kommende år.
Citronen kan ikke presses mere
At komme videre med en god balance mellem kvalitet og økonomi kræver flere penge til drift, nye investeringer, godt samarbejde mellem alle aktører og en politisk erkendelse af, at nu kan ”citronen” ikke presses mere. Efter mange år med konstante forbedringer af produktiviteten må der tilføres flere penge.
Da Danmark blev ramt af COVID-19-pandemien i 2020, var sundhedsvæsenet i gang med en omstilling som svar på nogle af de udfordringer, vi står overfor. Målsætningen fra politisk hold har længe været, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes med opfølgende pleje og behandling af borgere med kronisk sydom og med bedre rehabilitering, forebyggelse og sygepleje i kommunerne.
Det betyder, at samarbejdet mellem almen praksis, kommuner og regioner skal strømlines. Samtidig skal patienterne ligge kortest mulig tid i sengene på stadig mere specialiserede hospitaler. I stedet skal patienterne ses ude i den primære sundhedssektor.
Den omstilling skal vi nu videre med, samtidig med at vi i nogen tid endnu må leve med det pres, som COVID-19-pandemien lægger på sundhedsvæsenet, befolkningen og økonomien.
God kvalitet gennem dialog
På alle fronter spiller Danmarks 61.000 sygeplejersker i sundhedsvæsenet en nøglerolle: På COVID-19-afsnit, vaccinationscentre, hospitalsstuer, ambulatorier, plejecentre, i forebyggelses- og rehabiliteringsindsatsen, sundhedsplejen, hos de privatpraktiserende læger og speciallægerne.
Alle disse steder møder sygeplejersker op og udfører deres arbejde lige præcis dér, hvor sundhedsvæsenet tager konkret hånd om patienter, borgere og pårørende. Sygeplejerskerne skal stå på mål for indsatsen i hverdagen. Men mulighederne for at løse opgaverne med høj kvalitet skabes – eller begrænses – af beslutninger, som tages andre steder og længere oppe i hierarkiet. Om indretning af sundhedssystemet. Om prioriteringer. Og om økonomi.
Vigtigt at lytte til sygeplejerskerne
På den måde er sygeplejerskers og sundhedsvæsenets skæbne uløseligt bundet sammen. Det er derfor vigtigt at lytte til sygeplejerskerne, til de andre sundhedsprofessionelle og til patienterne – og tage den viden, de ideer og de signaler, som de kommer med, videre ind i beslutningsprocesserne. Kun gennem dialog kommer sundhedsvæsenet til at fungere med god kvalitet og sund økonomi i fremtiden.
Man skal have stoppet propper i ørerne og ladet dem sidde længe, hvis man i de seneste år ikke har hørt frustrationerne koge blandt sygeplejerskerne. Allerede før COVID-19 mærkede de konsekvenserne af den nævnte underfinansiering og løb mange steder meget hurtigt. Nogle steder har de svært ved at leve op til fagets værdier og standard for kvalitet, og mange er desværre fristet af at løbe væk.
Investering i lige løn for lige uddannelse
I 2019 afdækkede en analyse fra Dansk Sygeplejeråd, at tre ud af fire sygeplejersker på hospitalerne og to ud af tre sygeplejersker i det hele taget havde været for få på arbejde i forhold til arbejdsopgaverne inden for den seneste måned. Mere end hver tredje mente, at deres arbejdsdag var så travl, at det gik ud over patienternes sikkerhed.
I december 2020 svarede to ud af tre sygeplejersker i en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd, at de overvejede at skifte job. Heraf overvejede 37 procent helt at vende faget ryggen. Uroen er opstået af mange grunde, men den mest udbredte årsag til trangen til at flytte sig er ifølge sygeplejerskerne selv utilfredshed med lønnen.
Lønløft ikke til at komme udenom
Så når vi taler om at finde balance mellem kvalitet og økonomi i sundhedsvæsenet, er sygeplejerskernes årtier lange lønkamp ikke til at komme uden om. At sygeplejerskers løn ikke matcher deres uddannelses længde, er ikke nogen nyhed.
Men i disse år vokser frustrationerne blandt sygeplejersker over den nedarvede uretfærdighed, der i hvert fald siden den politisk besluttede Tjenestemandsreformen i 1969 har kunnet aflæses hver måned på lønsedlen.
Politikerne er nødt til at finde en løsning på lønspørgsmålet. For hvis det ikke kan betale sig at uddanne sig til sygeplejerske, kan vi ikke forvente at rekruttere eller fastholde nok sygeplejersker i fremtiden. Flere penge til pleje og behandling vil ikke meget værd uden medarbejdere til at gøre arbejdet.
Behov for to procent mere om året
På den baggrund er det velkomment, at regeringen har skaffet finansiering til 1.000 flere sygeplejersker, og det er også et positivt skridt, at regeringen har varslet et forslag om en lov om velfærd i foråret 2021. Loven skal sikre, at økonomien følger med befolkningsudviklingen i de kommende år, så velfærden ikke udhules.
Nu ved vi ikke, hvor meget mere regeringen vil vurdere, at der skal investeres i sundhedsvæsenet for at leve op til lov om velfærd. Men det er velkendt, at regeringen i sine hidtidige beregninger tager afsæt i begrebet ”sund aldring”. Antagelsen er, at når danskerne lever længere, vil de også være sundere længere.
Groft sagt går regeringens regnemodel ud fra, at det øgede behov for sundhedsydelser, som følger af alder, parallelforskydes frem i tiden, når gennemsnitsalderen stiger. Sådan er det bare ikke i virkeligheden.
Udgifter til sundhed stiger
Et studie fra VIVE viser, at udgifterne til sundhed stiger mere allerede for de +65-årige og markant mere for de +80-årige i forhold til resten af den voksne befolkning. Det er politikerne nødt til at tage højde for, når de planlægger fremtidens sundhedsvæsen. Politikerne er også nødt til at erkende, at ny teknologi til behandling og diagnostik ikke altid sparer penge, men tværtimod kan koste betragtelige investeringer.
Dertil kommer merudgifter til ny medicin og de forbedringer af sundhedsvæsenet, som er nødvendige for, at danskerne oplever, at kvaliteten følger med den vækst i velstand, som finder sted i resten af samfundet.
Med afsæt i befolkningsprognoser og egne beregninger vurderer Dansk Sygeplejeråd sammen med Danske Patienter, Lægeforeningen, FOA, Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen, at der frem mod 2025 mindst bliver behov for at løfte regionernes og kommunernes sundhedsbudgetter med to procent årligt. Det svarer til op mod fire milliarder årligt i slutningen af periode, og det sikrer vel at mærke alene, at vi holder en tidssvarende standard. Vil vi mere end det, er der brug for større ambitioner i budgettet.
Lad os have høje ambitioner
I Dansk Sygeplejeråd ser vi gerne, at sundhedsvæsenet har ambitioner, der er større end at holde niveauet. Navnlig er der brug for en innovativ tilgang og et tættere samarbejde på tværs af fag og sektorer i udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
Vi kan for eksempel med fordel uddanne flere sygeplejersker i borgernær sygepleje, som er en relativt ny specialuddannelse, der gør sygeplejersker i stand til at yde en særlig indsats i primær sektor i forhold til eksempelvis pleje og behandling af kronisk sygdom.
Sygeplejersker kan også spille en større rolle inden for forebyggelse og rehabilitering, som er områder af sundhedsvæsenet, hvor det kan betale sig at investere. Danske Regioner har i 2017 beregnet, at der er både menneskelige og økonomiske gevinster ved at styrke sundhedsfremmende tiltag som rygestop, nedsat alkoholforbrug og motionsfremme.
Også på dette felt er det en god idé at satse på en kombination af høj kvalitet og sund økonomi.