Rigshospitalets nye direktør vil bryde med årtiers kappestrid om funktioner og medarbejdere. Hospitalet skal opleves som en ligeværdig sparringspartner frem for en modvillig mastodont. Han ser for sig bl.a. et fælles vagt- og radiologiberedskab og en specialefordeling, der høster digitaliseringens gevinster. Og så skal der ryddes op i hospitalernes tilbud.
Af Rasmus Møgelvang
Rigshospitalets fornemmeste opgave er at være til gavn for patienten. Til gavn for vores kolleger. Og til gavn for det samlede sundhedsvæsen.
Hvordan er man det, når man er et stort tertiært hospital placeret centralt i hovedstaden? Skal Rigshospitalet fortsat fokusere på at samle og styrke de højt specialiserede funktioner til gavn for patienter med sjældne og særligt komplekse sygdomsforløb? Eller har Rigshospitalet også en opgave i at bidrage til at løse de store udfordringer i det samlede sundhedsvæsen – mangel på arbejdskraft, stigende ulighed, overflødig behandling, manglende sammenhæng og så videre?
Når jeg kigger i krystalkuglen, ser jeg ikke et rigshospital, som bliver større. Jeg ser et rigshospital, som i stigende grad bliver en faglighed frem for en fysisk lokation. Selvfølgelig vil der stadig skulle udføres specialiseret diagnostik og behandling på hospitalets matrikler, men min drøm er, at Rigshospitalets bliver en form for fælleseje i det danske sundhedsvæsen. Et fælleseje, hvor opgaven som klinisk og forskningsmæssigt fyrtårn løses i et naturligt fællesskab med kolleger på tværs af landet, og hvor vi sammen forpligter hinanden til at bidrage til den bedst mulige patientbehandling dér, hvor patienten er.
Patienten skal have det bedste uanset bopæl
Jeg ønsker, at vi på Rigshospitalet – sammen med vores kolleger på de danske universitetshospitaler – tager ansvar for, at alle patienter tilbydes den bedste udredning og behandling, som det danske sundhedsvæsen samlet set kan tilbyde – uanset om patienten bor på Frederiksberg, i Frederiksværk eller i Frederikshavn.
Det kræver forandringer. Store forandringer. Ikke mindst på Rigshospitalet. For det vil kræve, at vi på tværs af sundhedsvæsnet bryder med årtiers kappestrid om funktioner og medarbejdere, og i stedet reelt fokuserer på, hvordan vi som samlet land kan bruge sundhedsvæsnets ressourcer og kræfter til gavn for patienten.
Det lyder enkelt, men det er det selvfølgelig ikke. Det kræver en fælles ledelsesmæssig vilje til at ændre kulturer, strukturer og samarbejdsformer. Det gør vi ikke med et snuptag, men jeg vil med denne kronik dele nogle af de perspektiver, jeg ser for Fremtidens Rigshospital og fremtidens sundhedsvæsen.
Ny model for videndeling
Vi har i dag store udfordringer med at sikre, at borgere uden for de store byer får det behandlingstilbud, de faktisk har brug for. Social og geografisk ulighed rammer også sundhedsvæsnet. Ikke kun inden for det specialiserede område, men også her.
Samtidig har vi en enorm udfordring med at sikre, at de nyeste forsknings- og behandlingsresultater implementeres bredt i det danske sundhedsvæsen. Vi skaber hver dag ny evidens, både for nye behandlinger som patienterne bør tilbydes, og for behandlinger som patienterne ikke længere bør tilbydes, fordi de ikke bidrager tilstrækkeligt til patientens helbredelse og livskvalitet.
Men systemet er alt, alt for trægt i forhold til at sikre implementering af disse resultater. Opdatering af guidelines er en særdeles tung proces, og vi har brug for en ny og langt mere tidssvarende struktur for videndeling. Vi skal udnytte data, kunstig intelligens og nye teknologier til at sikre, at viden om den enkelte patient og relevante diagnostiske og behandlingsmæssige perspektiver understøtter den enkelte kliniker – uanset hvor i sundhedssystemet hun er ansat.
Jeg ser det som en form for faglig og digital forbundethed på tværs af sundhedsvæsnet, hvor målet ikke ‘bare’ er at gøre den nyeste viden tilgængelig, men at sikre, at samtlige klinikere agerer på en platform af opdateret viden, som er navigérbar og intuitivt understøtter dialogen med den enkelte patient.
Vi har i Danmark en unik position på verdensplan i forhold til mængden og kvaliteten af sundhedsdata. Et nyt mindset for videndeling og digital forbundethed vil ikke kun komme den enkelte patient og den enkelte kliniker til gode, det vil også give Danmark mulighed for at blive pioner på et område, som essentielt vil revolutionere hele vores måde at drive sundhedsvæsen på.
Fælles om ressourcerne
Hvis vi sammen skal lykkes med en faglig og digital forbundethed, skal vi også styrke relationerne på tværs af landet. Vi er bundet sammen af en fælles opgave over for den enkelte patient, men vi ved godt, at vores kolleger indimellem mere oplever Rigshospitalet som en modvillig mastodont end som en ligeværdig sparringspartner.
Det vil vi gerne lave om på. Rigshospitalet har på mange områder en bagstopperfunktion i det danske sundhedsvæsen, og vi skal gøre op med den ressourcesnævre tilgang til din og min patient. Politikerne har allerede banet vejen gennem værdibaseret sundhed, men i praksis er det værdibaserede meget matrikelbundet, og vi har efter min bedste overbevisning en helt central ledelsesmæssig opgave i at integrere den værdibaserede tilgang til patienten ud i yderste led og give den enkelte kliniker ret og pligt til at handle og prioritere til patientens bedste – uanset hvor patienten befinder sig.
På samme måde skal vi også blive bedre til at dele kompetencer på tværs af sundhedsvæsnet. Ikke kun gennem delestillinger, men også f.eks. via fælles vagtberedskab. Det findes allerede på flere områder, men vi har et stort uforløst potentiale i, at vi på universitetshospitalerne tager vagtforpligtelser på tværs af landet.
Hvorfor har vi f.eks. ikke et fælles radiologiberedskab? Vi kan allerede se undersøgelsesbilleder på tværs af landet – så hvorfor ikke samle beskrivelserne på tværs? I en situation, hvor presset på sundhedsvæsnet og manglen på kvalificeret arbejdskraft stiger synkront, er vi efter min mening forpligtede til at få de specialiserede ressourcer og kompetencer til at arbejde sammen til fælles bedste.
Også tilgangen til specialeplanlægning er for matrikelbunden. Det er en forældet tankegang, der ikke understøtter de enorme gevinster ved digitalisering, som venter på at blive høstet. Det vigtigste er, at de rette kompetencer er omkring patienten, når hun udredes og behandles, men ikke at disse kompetencer er fysisk til stede på samme lokation.
Fri, men også strategisk forskning
Et andet perspektiv for fremtidens sundhedsvæsen – og for Fremtidens Rigshospital – er forskning og de landvindinger, som forskningen skal bidrage til.
Den frie forskning skal vi ikke gå på kompromis med, men vi har som ledelser en pligt til at interessere os strategisk for forskning: Hvilken effekt får vi af forskningen? Hvilke problemer skal forskningen bidrage til at løse? Efter min mening skal vi som Rigshospital tage et langt større medansvar for at forske og udvikle det, som er relevant for det samlede sundhedsvæsen. Vi har ikke bare en forpligtelse i forhold til at forske i de højt specialiserede sygdomme. Vi er forpligtede til at forske i alle sygdomme og prøve på at løfte det generelle behandlingstilbud i det samlede sundhedsvæsen.
Det store forskningsmæssige spørgsmål er således, hvad der reelt bidrager til, at det enkelte menneske får et bedre liv? Ikke kun ud fra et klinisk perspektiv, men også ud fra et samfundsøkonomisk og personligt perspektiv for den enkelte patient.
Vi skal afvikle en række tilbud
I dag har vi i sundhedsvæsenet et enormt fokus på behandling, og det skal vi bestemt ikke stoppe med, men vi skal hver gang, vi overvejer at igangsætte en behandling, informere patienten om sandsynligheden for, at hun får bivirkninger holdt op mod sandsynligheden for, at vi opnår den ønskede effekt. Og understøtte patientens beslutning om, hvad der samlet set giver mest livskvalitet.
Det medfører, at vi i langt højere grad end i dag skal kende kvaliteten af den behandling, vi tilbyder. Og det vil efter min bedste overbevisning medføre, at vi kommer til at afvikle en lang række af de tilbud, vi har i dag. Og her har universitetshospitalerne i Danmark en stor fælles opgave. Det nytter ikke noget, at vi f.eks. på Rigshospitalet holder op med at give en behandling, hvis den tilbydes i en anden del af landet. Så laver vi en skævvridning, som ikke er rimelig over for patienten.
Vi er nødt til at gå nogenlunde i takt og rådgive patienten ud fra den samme tilgang, hvis omkostningerne ved behandlingen reelt overstiger den potentielle gevinst for den enkelte patient.
Det er Rigshospitalets fornemmeste opgave at være til gavn for patienten, sådan som det er hele sundhedsvæsenets fornemmeste opgave. Vi går gerne forrest, og på Fremtidens Rigshospital betyder det også, at vi ønsker at bidrage til den brede forskning, de store folkesygdomme og de samlede udfordringer i sundhedsvæsnet.