I Nordjylland ses nærhospitaler som et skridt på vejen til at rykke endnu tættere på borgerne – nemlig ud til deres eget hjem.
Af Henrik Larsen og Pia Hæstrup
Hvad er et nærhospital?
De fleste af os vil nok komme op med formuleringer, der går på, at det er dér, hvor vi på tværs af sektorer skal varetage sundhedsindsatser enten ved fysisk tilstedeværelse i nærhospitalet eller via digitale eller udgående løsninger, som bidrager til at skabe nærhed for patienter og borgere.
Og dér, hvor vi binder sundhedstilbud fra regioner, kommuner og almen praksis tættere sammen, udvisker skel, skaber sammenhæng i patientforløbene og tilmed sørger for, at det er nært for borgeren.
Godt så.
Centralisering kalder på opmærksomhed
Mange vil nikke til, at der gennem en årrække er sket en centralisering af sygehusaktiviteterne – senest med opførelsen af supersygehuse, der åbenlyst har styrket de højtspecialiserede sygehusfunktioner. Denne udvikling påkalder sig nu en skærpet opmærksomhed på også at sikre, at de mere generelle sygehusfunktioner tilpasses en befolkningsudvikling, hvor flere ældre med kroniske sygdomme skal kunne tilbydes et nært behandlingstilbud.
Dermed er mål og intention på plads. Vejen dertil er dog knap så velbeskrevet. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan indfri målet, men det stiller høje krav til, hvordan vi som aktører i sundhedsvæsenet agerer hen mod det fælles mål.
Alene det at definere, hvad vi mener med nært vil afsløre store forskelle. Skal nært forstås geografisk? Eller kan nært også handle om tilgængelighed? Eller måske nært som i opmærksom og deltagende? Og hvor nært skal noget i øvrigt være, før vi må kalde det nært?
Nært er en nødvendighed
Vi kender mange af udfordringerne for sundhedsvæsenet. Alene demografien vil sætte det under pres de kommende år. Kronisk syge og multisyge med fysiske og psykiske sygdomme oplever ofte komplekse forløb på tværs af sundhedsvæsenets sektorer.
De og deres pårørende oplever desværre også ofte, at der mangler sammenhæng og klar ansvarsfordeling mellem kommuner, regioner og almen praksis.
Det kalder på en plan for udviklingen af vores fælles sundhedsvæsen. En plan, der sætter ambitiøse mål for sundheden og sundhedsvæsenet og giver medarbejderne plads og rum til at løse opgaverne klogt.
Når nærhedsbegrebet italesættes, er den oplagte tanke decentralisering. Decentralisering skal dog ikke være bare for decentraliseringens skyld, men skabe værdi for borgeren. Og det skal være relevant decentralisering, ikke bare et spørgsmål om hvorvidt aktiviteterne skal spredes over 3,5 eller 7 matrikler, som alle steder kræver tilstedeværelse af læger, radiografer, sygeplejersker, terapeuter osv.
Udviklingen er i gang i Nordjylland
Udviklingen mod et sundhedsvæsen tættere på borgerne er heldigvis allerede i fuld gang. Vi har allerede en del erfaringer på Regionshospital Nordjylland og flere initiativer på vej. Det gælder for eksempel:
Stomiambulatorium
På Kirurgisk Afdeling kører stomisygeplejersker ud til borgerne.
Sygeplejersken kan afhjælpe et konkret problem og desuden undervise borgeren, pårørende og plejepersonale i håndteringen af den enkeltes stomi, hygiejne og pleje. Sygeplejersken kan også vurdere, om der er behov for opfølgende besøg.
Åbent ambulatorium for urinvejskirurgi
Her kan både patienterne og kolleger fra primærsektor henvende sig, hvis de oplever problemer relateret til kateter. Henvendelse kan ske ved fremmøde, telefonisk eller digitalt.
Ældremedicinsk akutteam
Teamet består af speciallæge, terapeut og specialistsygeplejerske og agerer primært i Akutmodtagelsen. Fokus er på de borgere, hvis tilstand ikke er indlæggelseskrævende, men som kræver særlig opmærksomhed. Her arrangerer teamet hjemmebesøg, hvor de i samarbejde med hjemmesygeplejen aftaler det videre forløb.
Hjertemedicinsk ambulatorium
Afdeling for Hjerte, Diabetes- og Hormonsygdomme har i supplement til ambulatoriet i Hjørring etableret et nært sundhedstilbud i form af ambulatoriefunktion i Frederikshavn. Her varetages kardiologisk og endokrinologisk aktivitet for borgerne i det østlige Vendsyssel. Her samarbejdes tæt med en almen praksis på sygehusmatriklen, som kan henvise patienter direkte til ambulatoriet i forlængelse af besøget ved egen læge. Desuden afholdes der konference med almen praksis hver 14. dag, hvor konkrete patienters tilstand drøftes.
IT-selvbetjening
Vi forventer at udbygge mulighederne for selvbetjening blandt andet i forhold til tidsbestillinger, form på møder og virtuelle konsultationsrum for at imødekomme de borgere, der forventer let og hurtig adgang og stor fleksibilitet.
Væk med betonklodserne
Så sundhedsvæsenet er i fuld gang med en omstilling, og vi skal fortsætte udviklingen af sammenhæng, nærhed og kvalitet. Vi skal skabe denne udvikling gennem mere samarbejde og flere fælles løsninger.
Her kommer vi ikke uden om, at gode ideer ind i mellem ryger ind i betonklodser, der hverken er faglige eller fysiske, men skyldes de strukturer og den organisering, vi har bygger op i sundhedsvæsenet i dag.
Det kræver ændringer i regler og lovgivningsmæssige rammer at skabe et integreret sundhedsvæsen, der smidigt følger patientens vej og ikke starter, stopper og genstarter hver gang, der krydses sektorer.
Det nære og sammenhængende sundhedstilbud, som er nødvendigt, fordrer, at vi skaber et integreret sundhedsvæsen, hvor vi udvikler nye fællesskaber omkring ydelserne til borgerne. Så der er ingen tvivl om, at nærhospitaler udfordrer vores måde at tænke hospital på.
Mere end et bofællesskab
Et nærhospital, hvor fysioterapeut, praktiserende læge og ambulatoriesygeplejersken fra hospitalet deler frokoststue, er sikkert vældig hyggeligt. Det er bare ikke nok. Uanset om vi kalder det specialiserede sundhedshuse eller nærhospitaler, skal det være mere end et bofællesskab.
Skal det blive en succes, skabes det ikke alene ved at samle folk under samme tag og lade dem arbejde, som de plejer. Det er en smuk tanke, at hvis vi samler sundhedsaktører i samme bygning, så taler de mere sammen og dermed forbedres koordination og samarbejde. Men næppe nok.
At indfri ambitionerne om nærhed stiller også store krav til os ledere. Og koordinering, forebyggelse og bedre samarbejde på tværs af aktørerne på sundheds- og omsorgsområdet er noget, vi kommer til at arbejde meget mere med den kommende tid.
Drøftelse af afgrænsninger er påkrævet
Vi skal drøfte, hvordan funktionerne skal afgrænses i forhold til den nuværende fordeling mellem kommuner, regioner og praksis og allokere ressourcer ind i det fælles projekt, hvis nærhospitalerne skal leve op til intentionerne.
Lad os skabe fælles organisationsformer, der først og fremmest kan sikre kvalitet og sammenhæng for patienterne – og gerne tæt på borgerens hjem og uden, at det koster på kvalitet. Ellers ender vi med et bo- og driftsfællesskab med ydelser, der i praksis er ukoordinerede og ikke skaber sammenhæng og værdi for borgeren.
Den egentlige nyskabelse ligger i, hvis vi formår at skabe gevinst for patient ved samdrift, hvor vi på tværs af sektorer gør hinanden bedre.
Tag bestik af lokalsamfundet
Nærhospitaler skal kunne rumme lokale forhold og forskelle. Derfor må vi, når vi taler om nærhospitaler, ikke tro, at der kan skabes én model, der dækker borgerens behov uanset, om de bor på Læsø, i Ålborg, Hvidovre eller Kerteminde. Hvis vi som udadvendt hospital skal tættere på borgerne – og det skal vi – så er vi nødt til at tage bestik af lokalsamfundet.
Tag et Danmarkskort. Kig på toppen. Her finder du Regionshospital Nordjylland. Vi har lange afstande heroppe på toppen. Hospitalet har allerede aktiviteter på fire matrikler. Er vi så nær på borgerne? Ja, nogle af dem. Ikke alle. Vi har Skagen i nord med 60 kilometer til hospitalet i Hjørring og 40 km til hospitalet i Frederikshavn. Og Læsøboerne er 1½ times sejlads ude i Skagerrak.
Skal vi flytte rundt på aktiviteter, så der er en ”portion” hospitalsaktiviteter i hvert sogn? Når tilbud flyttes, så vil nogle borgere opleve, at de får længere afstand til sundhedstilbuddet. Det hjælper ikke en mand i Hirtshals, at vi flytter et tilbud fra Hjørring til Frederikshavn, bare fordi det måske vil skabe mere balance i hospitalstilbuddene mellem vest- og østkysten i Vendsyssel.
Det er ikke ensbetydende med, at det ikke er en god ide at udvikle sundhedstilbuddene i Østvendsyssel. Det er det bestemt. Det skal bare gøres ud fra, hvor det giver mening, ikke ud fra streger på et kort.
Udfordrer effektiviteten
Hvis sundhedstilbud skal være tilgængelige tæt på alle borgere, vil det også udfordre effektiviteten, og den diskussion kommer uundgåeligt vi til at have. Hvor mange matrikler skal vi sprede tilbuddene og dermed vores ressourcer over, og hvornår ”revner” bukserne? Den balance mellem at komme tæt på borgeren og smøre ressourcerne så tyndt ud, at det ikke gør en forskel, er vi nødt til at finde, ikke mindst set i lyset af, at sundhedsvæsenet allerede er udfordret personalemæssigt.
Ville det være nemmere for skagboerne, hvis de kunne få røntgenundersøgelser i Skagen? Ja, uden tvivl. Spørgsmålet er, om byen, der har knap 8.000 indbyggere og har vand til tre sider, har så stort behov for røntgenundersøgelser, at det kan lade sig gøre og giver mening i det samlede billede, hvor vi også har en forpligtelse til at bruge ressourcerne bedst muligt.
Til gengæld vil andre tilbud, der ikke er så udstyrstunge kunne etableres langt nemmere, eksempelvis at medicinske specialer har faste ambulatoriedage i byen.
Brug for forventningsafstemning med borgere
Som hospitalsfolk ved vi godt, at når vi siger nærhospitaler, så taler vi ikke om en miniudgave af et fuldt udstyret og fuldt bemandet hospital i hvert et nabolag. Spørgsmålet er, hvad borgerne forestiller sig, og hvad de ønsker sig? Hvis de har den opfattelse, at et nærhospital i baghaven betyder, at hjælpen er lige om hjørnet, skaber det en falsk tryghed.
Siger vi i stedet specialiserede sundhedshuse, vækker det andre associationer. I hvert fald hos os, men hvad tænker borgerne? Vi ved det reelt ikke.
Der er i den grad brug for en forventningsafstemning. Tidligere undersøgelser har vist, at det vigtigste for patienter i mødet med sundhedsvæsenet er, at den behandling, de modtager, er af høj faglig kvalitet. Dernæst er sammenhæng og nærhed højt prioriteret.
Borgerne skal have indflydelse på tilbud
Vi skal ikke som system bede borgerne afveje kvalitet, sammenhæng og nærhed. Den diskussion skal vi som fagfolk tage. Det er ikke ensbetydende med, at borgerne ikke skal inddrages. Det skal de, men ikke i hvad der er fagligt forsvarligt og muligt.
De skal inddrages i og have indflydelse på, hvilke realistiske tilbud, de ønsker nært. Præsenteres for mulige løsninger og på baggrund af disse tage del i debatten. Det er nemmere at forholde sig til nærhospitaler, hvis du bliver præsenteret for konsekvenser og muligheder eks. at du måske fremover vil møde eksperten via digitale løsninger.
Vanskeligt at navigere i patientforløb
Der kan være mange gevinster ved nærhospitaler. Ikke kun sparede kilometer for patienten. Men vi ved også, at det kræver meget af eksempelvis kroniske patienter at navigere i deres eget patientforløb. Specielt når forløbet går på tværs af hospital, kommune og praktiserende læge, bliver det vanskeligt at holde overblikket.
De fleste hospitaler har derfor forløbskoordinatorer, som hjælper patienter på hospitalet med at få den korrekte behandling. Brobyggere, der hjælper patienterne med overgangene mellem sektorer, bliver også mere og mere udbredt, men der er stadig meget potentiale for nærhospitalerne, hvis de får en rolle i og formår at styrke og udbygge koordineringen af patientforløb.
Patientgrupper skal involveres i forebyggelse
Ønsker vi et effektivt sundhedsvæsen og mest mulig sundhed til borgerne, skal vi foruden koordinering på tværs af sektorer i højere grad arbejde med at engagere patientgrupper i forebyggende tiltag. Det kan medvirke til reduktion af omkostningerne både økonomisk og personligt for borgeren.
Skal nære hospitaler og sundhedstilbud blive en succes, er det centralt, at de får en fremtrædende rolle i forhold til forebyggelse. Forebyggelse skal fylde mere, hvis vi ønsker at mindske ulighed i sundhed. Mindre ulighed kræver, at vi gør mere for dem, der ikke af sig selv møder op hos lægen.
Som sundhedsvæsen skal vi ikke kun være til for dem, der selv sætter sig i venteværelse. Vi skal også skabe løsninger, der når de patienter, der ikke selv er opsøgende eller som er i risiko for at droppe ud af deres behandlingsforløb. Vi skal som sundhedsvæsen skabe bedre tilgængelighed og være nær – også i den forstand, hvor nært betyder opmærksom og deltagende.
Personalet er essentielt
Forudsætningerne for, at vi overhovedet kan lykkes med ambitioner for sundhedsvæsenet, afhænger af én ting: Fremtidens sundhedsvæsen skabes først og fremmest af medarbejderne. Det er i høj grad i samarbejde med dem og deres tætte kontakt til borgerne, at vi finder og skal finde endnu flere nye løsninger med kvalitet, nærhed og sammenhæng.
Derfor skylder vi også dem, at fjerne betonklodser, barrierer og kassetænkning, som forhindrer dem i at finde gode løsninger.
Der bliver uden tvivl brug for fleksibilitet hos fremtidens medarbejdere i sundhedsvæsenet, men det er vores opgave som ledere at sikre, at de får en god og sikker arbejdsplads. Vi skal i de organisatoriske rammer, vi skaber, beskytte dem mod, at det ender med et rakkerliv. Alle har brug for en vis mængde stabilitet og en tryghed i de rammer, man arbejder i, hvis ikke det skal optage for meget af den mentale energi.
Det er også vigtigt, at vi ruster fremtidens medarbejdere til den hverdag, der vil møde dem, når de har uddannelsesbeviset i hus. Det er en opgave, som vi skal løse i fællesskab – uddannelsesinstitutioner og os, som varetager de studerendes kliniske ophold.
Det murstensløse hospital er på vej
Nærhospitaler ser vi som et skridt på vejen, men vores forventning er, at vi rykker endnu tættere på borgerne, hvor det er muligt – nemlig ud til borgerens eget hjem. Vi har allerede mange løsninger i sundhedsvæsenet, der ikke bare er nærhospitaler, men hjemmehospitaler. Bevægelsen i den retning kommer vi til at se endnu mere af.
Nærhospitaler skal ikke alene ses som fysiske enheder, hvor vi begrænser os selv til, hvor der er bygninger i vores område, hvor vi kan etablere sundhedstilbud.
Udviklingen løber hurtigt. Måske også hurtigere end murstenene kan følge med – så skal der overhovedet være mursten? Tillad os at komme med et lille eksempel: Det er kun få år siden, at vi oprettede faciliteter til videokonsultationer på hospitalets matrikel i Skagen.
Så kunne borgere i nærområdet møde op i det rum, og så kaldte specialisten, der sad på en anden større matrikel 60 km derfra, op til dem over video. Smart! Lige bortset fra at den teknologiske udvikling gjorde, at borgerne kort efter fik tilsvarende faciliteter i eget hjem, hvorefter hospitalets videorum blev stort set ikke brugt.
Fremtidens hospital og sundhedsvæsen skal være smidigt og omstillingsparat. Vi skal skabe digitale murstensløse fællesskaber, hvor de relevante kompetencer er tilgængelige for borgeren – i eller tæt ved borgernes hjem – via telemedicinske løsninger, hjemmemonitorering og -behandling og videokonsultationer med rette specialistniveau.