Når politiet griber ind i sundhedsvæsenet, som det er set for nylig i brystkræftsagen på Sjælland, kan det skabe utryghed og medføre defensiv medicinsk adfærd. Derfor bør det være absolut sidste udvej.
Af Jens-Otto Skovgaard Jeppesen
Ingen betvivler nødvendigheden af politiets betydning og rolle i det danske samfund. Landets love og regler skal overholdes, borgernes rettigheder skal sikres, og behovet for efterretningsvæsenet er stigende. Politiet har som særskilt myndighed både en rolle som beskytter og som anklager.
Når politiet griber ind, sættes det i almindelighed i forbindelse med forseelser. ”Nogen” mistænkes for at have gjort noget forkert, bliver anklaget og efterfølgende dømt for sine gerninger.
Sådan opleves det også, når politiet griber ind i forseelser i sundhedsvæsenet. I maj greb politiet ind i en sag om manglende håndtering af kvinder, som skulle undersøges for brystkræft i Region Sjællands sygehusvæsen. Region Sjælland som myndighed og flere ledende medarbejdere er blevet sigtet for at have overtrådt straffeloven og autorisationsloven.
Usikkerhed og uvished
Sagen har i sagens natur skabt betydelig usikkerhed og uvished hos rigtigt mange kvinder og givet anledning til ønsker om nye undersøgelser, officielle klager og et betydeligt mediefokus.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der i marts anmeldte sagen til politiet. Styrelsen fører tilsyn med sundhedsvæsenet for at sikre efterlevelsen af patienternes sikkerhed. I almindelighed vil styrelsens eget tilsyn eller sager bragt frem for styrelsen føre til sanktioner i form af påbud til en region i en sådan sag. Så når der indgives en politianmeldelse, må man antage, at der er tale om forseelser af grov karakter.
Ingen tvivl om at politiets indgriben kan og skal finde sted, hvis der er tale om forseelser med særlig karakter i henhold til straffeloven eller autorisationsloven. Der er jo desværre ”brodne kar i alle lejre”. Men netop fordi den udøvende magt er legaliseret og udmøntet i ministerielle styrelser på sundhedsområdet med hjemmel i sundhedsloven, må det forventes at høre til sjældenhederne.
Brystkræftsagen helt kort
Kernen i sagen om den manglende håndtering af kvinder, som skulle undersøges for brystkræft, kan koges ned til:
- Fra 2013 til maj 2017 har Region Sjælland ikke udført undersøgelser af brystkræft fuldt ud i overensstemmelse med de kliniske retningslinjer med klinisk lægeundersøgelse, røntgen og ultralyd. Der har konkret ikke i alle tilfælde været foretaget en ultralydsundersøgelse. Sygehusledelsen har ikke kendt til tilsidesættelsen eller genindførelsen af de kliniske retningslinjer, da beslutningerne blev truffet af afdelingsledelsen. Fra medio 2017 har regionen overholdt de kliniske retningslinjer.
- I løbet af 2018 blev sygehusledelsen og siden hen regionens øverste ledelse bekendt med forholdene. De tidligere mangelfuldt undersøgte kvinder i de godt fire år er blevet tilbudt en genundersøgelse. 735 kvinder er blevet genundersøgt, hvoraf ni havde kræft. Men om det er nye kræfttilfælde, eller der er tale om tidligere ikke-opdagede tilfælde i det undersøgelsestidspunkt, er uvist – de ni tilfælde er alle indberettet og håndteret.
- Aktuelt gennemgås endvidere 304 kræftforløb for eventuel forbindelse til utilstrækkelige undersøgelser i regi af patienterstatningen. Det er stadigt uvist, hvor mange der i givet fald er tale om. Endelig har der efter politiets indgriben og omtalen i offentligheden været henvist tre gange så mange til brystkræftpakker fra de praktiserende læger som ellers. Det har imidlertid ikke afstedkommet flere kræfttilfælde.
En alvorlig sag
Ingen tvivl om at sagen er alvorlig. Derfor er det også helt nødvendigt, at regionen har taget initiativ til at rette op på fejlene og imødegå den helt naturlige bekymring hos de mange berørte kvinder.
Styrelsen for Patientsikkerhed blev involveret via en overlevering fra Styrelsen for Patientklagenævnet – med en forsinkelse på 11 måneder – og gik ind i sagen i 2018. Spørgsmålet om, hvorvidt der trods bestræbelserne på at rette op på situationen alligevel kan være tale om brud på straffeloven eller autorisationsloven, må afvente politiets undersøgelser.
Men siden politiets sigtelse af Region Sjælland i maj er det kommet frem, at også Region Midtjylland og Region Syddanmark tilsyneladende ikke har overholdt de kliniske retningslinjer for brystkræftundersøgelse og behandling i en længere periode. Fra de to regioner forlyder det, at de ”nationale” kliniske retningslinjer ikke opleves som tilstrækkeligt tydelige – heller ikke i forhold til ultralyd-undersøgelser.
Forvirret?
Det er Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for fastlæggelse af nationale kliniske retningslinjer på sundhedsområdet. Men hovedparten af de landsdækkende kliniske retningslinjer er ikke udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, men af de videnskabelige selskaber. På brystkræftområdet er det således Dansk Brystkræft Styregruppe (DBCG), der har udarbejdet og løbende opdaterer de landsdækkende kliniske retningslinjer.
Ikke matematiske regler
Den enkelte læge skal følge de nationale kliniske retningslinjer – på dette område såvel som alle andre områder. Det må også være naturligt at følge de videnskabeligt udformede kliniske retningslinjer.
Men som bekendt er det en lægefaglig vurdering eller skøn, der udøves i forhold til hver enkelt patient og dennes situation – med det ansvar lægen er underlagt i henhold til lægeloven.
Godt for det, for udredning og behandling kan ikke alene bero på en serie af kliniske retningslinjer, som var de et sæt af matematiske regler. Det må være patientens hele situation, lægen skal vurdere.
Dedikationen er bærende
Som chef i 30 år i dansk sygehusvæsen og medvirkende til blandt andet indførelse af brystkræftscreening i Fyns Amt for knapt 30 år siden er det yderst interessant at følge sagen.
Sygehusvæsenet har i alle årene været karakteriseret ved stor politisk bevågenhed, stor interesse i befolkningen og stadigt bedre udrednings- og behandlingsmuligheder. Det er den dedikerede sundhedsfaglige nysgerrighed og interesse for patienterne og deres ve og vel, der har været bærende i alle årene.
Det er vigtigt at holde fast i netop denne dedikation, som bærende i den sundhedsprofessionelle udøvelse og tilgang – hver eneste dag på landets sygehuse.
Politiet er sidste udvej
En af landets førende sundhedsjurister forventer hyppigere indgriben ved politiets mellemkomst fremover.
Lad det være et lønligt håb, at det vil være efter moden overvejelse og i begrænset omfang, at indgriben ved politiets mellemkomst vil finde sted. Statuering af eksempler bør være sidste udvej, for det må være en gensidig interesse og ansvarlighed fra såvel de centrale som de regionale sundhedsmyndigheder, der skal til for at rette op på de fejl og mangler, der vil opstå – og lære af det.
Politiets indgriben i denne sag viser således tydeligt, hvor meget det kan skabe uvished og bekymring i befolkningen.
Ellers kan det i længden få utilsigtede konsekvenser for patienterne og de mange ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet. Tilliden er det helt afgørende – ellers kan det føre sundhedsvæsenet i retning af defensiv medicinsk adfærd. Og det kan ingen være tjent med – og slet ikke patienterne.
