Den store fleksibilitet og det ekstreme pres på medarbejderne og ledere var nødvendigt under COVID-19-krisen, men det må ikke blive hverdag.
Af Grete Christensen
Det er imponerende, hvad medarbejderne og ledere i sundhedsvæsenet har præsteret under COVID-19. Med hårdt arbejde, stor ansvarsfølelse og en udstrakt grad af fleksibilitet har de reddet os uden om det store sammenbrud af sundhedsvæsenet, som alle frygtede. Det er så imponerende, at det ligefrem får nogle til at konkludere, at det da bare er den fleksibilitet, vi skal have mere af, når vi også har svært ved at få det til at hænge sammen til hverdag.
Dét bør dog aldrig blive læren af et år med COVID-19. Vores ledere i kommuner og på sygehuse har utrætteligt kæmpet for at finde hurtige og holdbare løsninger på de mange nye opgaver og koordineringsbehov, som krisen har medført.
Nye retningslinjer, justerede hygiejneinstrukser, nye restriktioner eller genåbninger og stort behov for smidigt samarbejde mellem sygehuse, kommuner og almen praksis har været hverdag. Samtidig har lederne skullet håndtere utryghed hos medarbejderne, og arbejdstimerne har været mange flere end normalt.
Sygeplejersker kastet rundt
På samme måde har sygeplejerskerne kun klaret at blive kastet rundt mellem afdelinger, få ændret vagtplaner med kort varsel og arbejdet ekstra, fordi det var en krisesituation. De har oveni stået over for svære og ukendte opgaver sammen med nye kollegaer og i nye rammer. Den slags holder man ikke til i længden.
Sygeplejersker specialiserer sig, og tanken om at blive sendt rundt, fordi der er huller at dække, gør med god grund mange utrygge. Det slider at blive omplaceret til arbejdsopgaver, man ikke har erfaring med, og det kan i sidste ende gå ud over patientsikkerheden.
Højt specialiserede medarbejdere
Vi har et højt specialiseret sundhedsvæsen, fordi vi har højt specialiserede medarbejdere. Det skal vi holde fast i, og vi skal sørge for hele tiden at uddanne de medarbejdere, vi har brug for.
Som hospitalsdirektøren på Nordsjællands Hospital for nylig beskrev det i Politiken, sætter vi jo heller ikke en børnelæge til at operere et brækket ben. På samme måde er en sygeplejerske ikke bare en sygeplejerske.
Derfor hører netop udlån og uforudsigelige arbejdsforhold til de dårlige erfaringer fra COVID-19-krisen. Det var et nødvendigt onde, men samtidig udtryk for et problem, vi skal løse – ikke forlænge.
Vi mangler sygeplejersker
Problemet er, at vi mangler sygeplejersker, og at vi mangler specialiserede kompetencer, hvis vi skal sikre den bedste sygepleje både på sygehusene og i kommunerne.
Fra Dansk Sygeplejeråds egne medlemsundersøgelser og fra et forskningsprojekt fra VIA University College fra 2020 ved vi også, at blandt andet hårde arbejdsvilkår får mange sygeplejersker til at overveje deres fremtid i faget.
Forskningsprojektet viser, at mere end hver fjerde nyuddannede sygeplejerske tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år. Og problemets omfang stiger i takt med de nyuddannedes erfaring, så problemet kan ikke bare tilskrives mødet med klinikken. Det skal vi selvfølgelig tage meget alvorligt.
Værnemidler og respiratorer er ikke nok
Den allerstørste frygt, da COVID-19 brød ud, var netop, at vi ikke havde nok intensivsygeplejersker. En anden stor mangelvare viste sig at være hygiejnesygeplejersker. Det gælder ikke mindst i kommunerne, hvor de er med til at forebygge smitte på blandt andet plejehjem, botilbud og daginstitutioner.
Derfor er er det heller ikke nok at fokusere på kapacitet i form af værnemidler, respiratorer og sengepladser i et fremtidigt epidemiberedskab. Vi skal også sikre, at vi har nok sygeplejersker, og at vi har sygeplejersker med de rette kompetencer.
Fokus på videreuddannelse
Derfor må vi hurtigst muligt i gang med at tænke fremad. Vi mangler en national strategi for, hvordan vi sikrer den rette specialisering af sygeplejen og de rigtige efter- og videreuddannelsesmuligheder for sygeplejersker. En national strategi skal være med til at sikre, at vi kan håndtere fremtidige udfordringer, men også at vi kan fastholde erfarne sygeplejersker i sundhedsvæsnet.
Som det er i dag, har vi ikke engang et overblik over, hvor mange sygeplejersker der har forskellige specialiserede uddannelser, og det gør det svært at planlægge den nødvendige kompetenceudvikling.
Kommission bør nedsættes
Det er konkret vores forslag, at der i forbindelse med en sundhedsreform nedsættes en kommission for sygeplejerskers special- og videreuddannelse. Kommissionens hovedopgave bør være at få skabt et overblik over, hvilke generelle og specialiserede sygeplejefaglige kompetencer, der er behov for i fremtiden.
Det skal modsvare borgernes, patienternes og sundhedsvæsenets behov og tage højde for ændringer i befolkningens sygdomsbillede samt sundhedsvæsenets organisering og potentielt fremtidige epidemier. Kommissionen bør også komme med forslag til, hvad der skal til for at nå de mål i praksis.
Derudover skal vi selvfølgelig sikre os, at vi får uddannet nok sygeplejersker og formår at fastholde dem, vi allerede har i sundhedsvæsenet. Ikke bare så vi kan klare en ny sundhedskrise, men også så vi kan håndtere den demografiske udvikling med stadig flere ældre og flere med kroniske sygdomme.
Flere sygeplejersker i topledelser
COVID-19-krisen har vist os, at det er livsnødvendigt med dygtige ledere i sundhedsvæsenet, der har sundhedsfaglige kompetencer. Når der skal handles hurtigt og træffes mange beslutninger med vidtrækkende betydning for borgere og patienter og ikke mindst medarbejdere, så dur det ikke, hvis det sundhedsfaglige grundlag ikke er i orden.
Det er en læring, vi skal tage med os videre fra COVID-19-krisen. På sygehusene har man en lang tradition for at have både læger og sygeplejersker i direktionerne. Der er andre traditioner i kommunerne, hvor der er langt mellem sundhedsfaglige kompetencer på direktørgangen, men oftere i sundhedsforvaltningerne.
I den fremtidige udvikling af sundhedsvæsenet med flere og flere opgaver, der skal løses i det nære, bliver det derfor også afgørende at få flere sygeplejersker med i den kommunale topledelse. Det vil både styrke det kommunale sundhedsvæsen og samarbejdet med almen praksis og sygehusene.
Sygeplejefaglige kompetencer skal styrkes
Vi er også nødt til at se på at styrke de sygeplejefaglige kompetencer i topledelsen af hele det danske sundhedsvæsen. Sundhedsstyrelsen har haft en nøglerolle i den nationale krisestyring af COVID-19-krisen, og styrelsen er stærke på vigtige lægefaglige kompetencer i topledelsen. Til gengæld er sygeplejerskefagligheden helt fraværende. Det gør en forskel.
For også i forhold til hurtige og mange beslutninger på det nationale niveau skal sundhedsfagligheden være på plads – og netop sygeplejerskernes faglighed har i den grad været i spil på COVID-19-afsnit på sygehusene, i hygiejneindsatsen og smitteforebyggelsen og i den vigtige koordinering af patienter mellem sygehus og kommune.
Derfor skal vi lytte til WHO, når de tydeligt anbefaler, at alle lande har en Chief Nursing Officer i deres nationale sundhedsmyndighed. Det er både vigtigt i forhold til krisehåndtering og eksempelvis i forhold til netop at sikre, at vi har uddannet nok sygeplejersker og med de rette kompetencer.
Ekstremt pres må ikke blive hverdag
Læren er altså ikke, at sundhedsvæsenet kan klare presset trods mangel på medarbejdere og specialiserede kompetencer. Læren er, at det er kritisk at have et gennemeffektiviseret sundhedsvæsen med alt for få sygeplejersker og uden sygeplejersker i topledelserne, når krisen rammer.
Den store fleksibilitet og det ekstreme pres på medarbejderne og ledere var nødvendigt i en helt særlig situation, men det må ikke blive hverdag, at det er sådan, vi lukker huller og kompenserer for ubesatte stillinger.