Skandalen med fyringen af en overlæge i Region Midt sidste år viser, at vi bør revidere styringsstrukturen i regionerne, så balancen mellem regionsformand, regionsråd og den regionale administration styrkes.
Af Frede Olesen
Princippet om en folkestyret regulering og overvågning af store administrative enheder som vores regioner er grundlæggende et sundt princip.
Spørgsmålet er dog, om det nuværende system med et meget stort regionsråd med overvejende fritidspolitikere og en magtfuld, højtlønnet og fuldtidsansat regionsrådsformand er en hensigtsmæssig konstruktion, når et dyrt, magtfuldt og fagtungt administrativt apparat skal styres, overvåges og have sparring i en region med milliardomsætning.
Der har således gennem årene været flere større og mindre eksempler, hvor man sidder tilbage med fornemmelsen af, at administrationen styrer politikerne mere end det modsatte, og de politiske fagudvalg er blevet svagere end i amternes tid. Selv for regionsformanden kan tingene blive så komplekse, at han eller hun reelt opleves som en vicedirektør under den administrative ledelse.
En justering af regionernes opgaver, funktion og beføjelser bør i forlængelse deraf komme på tale senere i år, hvor den nuværende regering vil fremsætte forslag til en sundhedsreform.
Baseret på en konkret administrativ skandale, som illustrerer svagheder i den nuværende styring, vil jeg i det følgende komme med et forslag, som kan styrke balancen mellem regionsformand, regionsråd og den regionale administration, og som kan styrke den demokratiske kontrol.
Styringsmangler førte til en overflødig skandale
Eksemplet er fra Region Midt, hvor vi hen over hele 2020 var vidne til de anførte balanceproblemer.
I korthed startede det hele med, at den øverste administration begik alvorlige faglige fejl, og der opstod en falsk patientsikkerhedssag og en ikke fagligt begrundet overlægefyring. Da fejlen blev påvist, gik administrationen i kollektiv forsvarsposition.
Over en række måneder søgte man på en mere og mere grotesk måde at skjule og bortforklare en fejl, som med politisk hjælp burde være rettet, inden den blev til en skandale. Men regionsrådsformanden ønskede ikke at gå ind i sagen, for ’det er jo en personalesag og en faglig uenighed, som jeg som politiker ikke kan gå ind i’.
Der er ikke tradition, vilje, tid eller faglig support til, at formanden og de øvrige regionsrådsmedlemmer opsøger eller får fuld og helst uafhængig information om en vanskelig sag. Formandens kilde til information er den administration, der er under anklage, og kernen er, at formanden let kommer i et afhængighedsforhold til sin administration.
Om man kommer til bunds i en faglig problemstilling, bliver i dette scenarie et spørgsmål om, hvorvidt formanden har politisk flertal bag sig eller ej til at støtte en administration, som han har gjort sig afhængig af. Man stemmer så at sige om, hvad der er sandhed.
Behov for stærkere politisk indflydelse
Sagen viser en ubalance mellem et meget stærkt administrativt apparat og den politiske kontrol og samvittighed i regionsrådet.
Der opstår i et administrativt apparat under sådanne forhold let magtmisbrug, hvor man kan tillade sig alt, bare man har formanden og hans flertal på sin side. Risikoen ved at udøve magtmisbrug bliver lille, og risikoen for at pådrage sig sanktioner eller på anden måde at blive draget til ansvar for fagligt magtmisbrug minimeres – administrationen er ikke undergivet reel demokratisk kontrol.
Det faglige og politisk relevante spørgsmål er derfor, hvordan vi kan revidere styringsstrukturen i regionerne, så lignende sager ikke opstår eller bremses i opløbet. Mit forslag er, at der indføres følgende:
1. Stærkere fagudvalg med kompetente formænd
For der første er der behov for igen at etablere stærkere fagudvalg med kompetente formænd, der både har formelle pligter og allokeres tid til selvstændigt at belyse vanskelige sager via andre kilder end den daglige administration. Dette vil give en mere pluralistisk og effektiv kontrol med det daglige drift og administration.
2. Lokale regler for uafhængige analyser
For det andet er der behov for lokale regler, som sikrer, at et mindretal i regionsrådet kan kræve en lokal og dybtgående analyse udført af en gruppe uafhængige eksperter, der vælges til opgaven. Det skal kunne ske i et udredningsarbejde, som både har relevante fagpersoner og forvaltningsjuridisk ekspertise, og som også har folkevalgte medlemmer. En sådan gruppe skal naturligvis have ret til at afholde høringer og at indhente informationer fra nationale myndigheder, som skal have svarpligt og eventuelt handlepligt inden for kort tid.
En udredningsgruppe om en given sag skal have ret og pligt til at analysere og påpege, om embedsværket har udøvet gerninger, der kan være fagligt eller juridisk ansvarspådragende, og regionsrådet skal have pligt til i offentlige møder at behandle og forholde sig til et sådant udredningsarbejde.
3. Mekanismer for underskriftindsamlinger
For det tredje bør man overveje, om man kan skabe mekanismer, som sikrer, at en passende stor underskriftsindsamling blandt borgere – herunder regionalt ansatte – skal kunne udløse en sådan uafhængig dybdebearbejdelse af en sag.
Mere magt til regionsrådet
Dette forslag vil sikre mere magt til selve regionsrådet og mindretalsbeskyttelse i et regionsråd. Det vil også sikre, at få regionsrådsmedlemmers indsigelser eller kritik får en saglig behandling, og at fagligt relevante eller objektivt rigtige synspunkter ikke blot politisk stemmes ned i en sagsfremstilling, som med risiko for skævvridning er bearbejdet af den administration, der er under anklage.
Sikkerheden for, at sagen kan kræves behandlet uden om en siddende administration og eventuelt mod regionsformandens ønske, vil formentlig virke stærkt disciplinerende på administrationen.
Det vil også fastholde regionsformanden på pligten til at være en ægte leder for de folkevalgte og ikke blot være en del af administrationen. Ingen formand og ingen administration vil være interesseret i, at en sagsbehandlings kvalitet påkalder sig uafhængig granskning.
Formanden påtager sig ledelsespligten
Forslaget skal sikre, at formanden påtager sig ledelsespligten og ikke skjuler sig bag ord om, at en sag er en ’personalesag’ eller ’en faglig strid’, at han har et reelt ledelsesgrundlag, og at han og regionsrådet dermed reelt får mere magt igen i samarbejdet med en magtfuld administration. Forslaget giver også mere magt til selve regionsrådet, hvis situationen opstår, hvor formandens uafhængighed af administrationen kan betvivles.
Forhåbentlig vil ordningen sjældent komme i brug, men manglende brug af ordningen vil for en administration være et bevis på, at den af det samlede regionsråd og af befolkningen – herunder ansatte i regionen – opleves som loyal, upartisk og dygtig i samspillet mellem befolkning, råd og administration.
Forslaget vil medvirke til, at vi som offentlighed og borgere i det omfang, det er nødvendigt, kan genvinde trygheden og tilliden til, at vore folkevalgte er kyndige, uafhængige og med stor personlig integritet. Vi vil med andre ord i højere grad kunne være trygge ved, at rådet er den folkelige samvittighed, som sikrer den høje faglige standard, som normalt kendetegner det danske administrative apparat.