Vejen til det bedst tænkelige sundhedsvæsen går igennem sundhedsfremme og forebyggelse, men det kræver politisk mod.
Af Henrik Nedergaard og Morten Grønbæk
Hvor stor en rolle spiller sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme, når vi kigger på danskernes behov for sengepladser, behandling og operationer på sygehusene? Svaret er næsten indbygget i spørgsmålet, for jo mere vi som samfund har succes med sundhedsfremme og forebyggelse, jo mindre har befolkningen brug for sygehusene.
Det er naturligvis umuligt at udslette alskens sygdomme i befolkningen med en forebyggelsespille. Men vi er desværre stadig meget langt væk fra at udnytte det potentiale, der ligger i en langt mere sundhedsfremmende og forebyggende politik.
To områder trænger til et eftersyn
Hvis vi skal nå målet om, at så få danskere som muligt skal benytte sig af sygehusenes ydelser, er der især to områder, der i dén grad trænger til et eftersyn:
Det første handler om noget så simpelt som politisk mod. I den forbindelse handler det om ledelse i sundhedsvæsenet, om at sætte patienten eller borgeren i centrum og om det syn, vores politikere lægger på hele folkesundheden. Efter vores mening ligger der et gigantisk uopdyrket potentiale, der kan hentes ved et grundlæggende paradigmeskifte på sundhedsområdet.
Det andet handler om, at der er behov for, at vi kigger på de styringsinstrumenter, vi bør bruge for at undgå, at flere danskere har behov for ydelser fra sygehusene. Her er der tale om en bunden opgave for samfundets beslutningstagere, fordi sygehusenes specialister og omfattende beredskab er så dyre i drift, at sygehusydelser kun skal reserveres til de patienter, der ikke kan behandles andre steder i sundhedsvæsenet.
Diabetescentre vil tage ansvar
Et eksempel på et højt specialiseret tilbud er de kommende regionale Steno Diabetes Centre, der kommer til at tage et stort ansvar for at løfte den danske diabetesbehandling samlet set i forlængelse af ovenstående.
På den baggrund arbejder politikerne med en samlet plan for det såkaldt nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som blandt andet vil overføre et meget betydeligt antal patienter med type 2-diabetes fra behandling på sygehusenes ambulatorier til behandling hos deres egen praktiserende læge.
For den enkelte patient skal det opfattes positivt at blive tilset af den praktiserende læge, der kender patienterne indgående og typisk er tættere på dem end de ansatte på sygehuse, der bliver færre og færre af.
Mere behandling i almen praksis
Som det er i dag, er den såkaldte primærsektor slet ikke tilstrækkelig tilgodeset, så vi afventer med spænding den konkrete plan for udflytningen af diabetespatienterne. Regionerne og de praktiserende læger er begyndt at forberede sig på udfordringen.
Der er blandt andet indgået en overenskomst, som afsætter et trecifret millionbeløb netop til bedre indsats i primærsektoren til patienter med type 2-diabetes eller KOL. Forudsætter vi, at praksislægerne løftes i tid, ressourcer og kompetence til at klare de flere og tungere patienter med type 2-diabetes, er en del af øvelsen med at mindske presset på sygehusene opnået.
Tærskel for adgangsbillet til sygehus hæves
Tænk, hvis man kan overføre samme model til andre sygdomsområder, hvor man så at sige stratificerer sig ud af befolkningens behov for sygehusydelser ved at hæve tærsklen for, hvornår den enkelte kan indløse adgangsbillet til sygehuset. Det vil være en stor fordel for både patienterne og vores fælles pengekasse, hvis flere kan behandles for flere sygdomme i almen praksis.
Skal det lykkes, er det dog afgørende, at øvelsen modsvares af en tilsvarende satsning på at udvikle almen praksis, der kan og skal være rygraden i vores sundhedsvæsen. Det betyder, at samtlige patienter uanset bopæl har nem adgang til en praktiserende læge, og at der afsættes midler til at sikre et godt samarbejde med praksislægerne og de andre betydningsfulde dele af sundhedsvæsenet herunder kommunerne.
Det gælder ikke mindst i forhold til specialisterne på sygehusene og de forskelligartede sundhedsfaglige kompetencer, der i stigende grad allerede er tilstede i kommunerne.
Kræver politisk mod
Men skal vi for alvor kigge ind i en fremtid, hvor langt færre danskere overhovedet har behov for sygehusydelser, er styringsværktøjer – omend de er vigtige – den mindste del.
Noget, der virkelig vil batte, er, hvis der kommer et regulært paradigmeskifte, hvor folkesundheden samlet set blev prioriteret langt højere, hvor patienten/borgeren bliver sat i centrum for en sammenhængende indsats, og hvor der er politisk mod til i langt højere grad at benytte forebyggende og sundhedsfremmende tiltag på et strukturelt plan.
Vores politikere og beslutningstagere skal turde prioritere folkesundheden højest i langt flere sammenhænge. Naturligvis har den enkelte et ansvar, men vi er for længst forbi den tid, hvor vi kan overlade det hele til den enkelte.
Ændring af strukturelle forhold
Når den nye nationale sundhedsprofil viser, at halvdelen af os er overvægtige, er det tindrende klart, at det skyldes strukturelle forhold og ikke blot den enkelte danskers appetit. De strukturelle forhold er netop det, politikere skal tage mere ansvar for at ændre på.
Det mest kendte og succesfulde eksempel i nyere tid på et folkesundhedsmæssigt gavnligt tiltag er rygeloven. Trods store diskussioner i begyndelsen har rygeloven med sit mix af reguleringer og forbud, som sigter på at begrænse rygning i det offentlige rum, været en stor succes.
Den har afgørende flyttet på hele opfattelsen af det at ryge tobak i det offentlige rum, skabt røgfri miljøer på utallige arbejdspladser og institutioner og dermed helt konkret forbedret folkesundheden.
Ansvarlig folkeskolereform
Et andet eksempel på et fremsynet og ansvarligt strukturelt tiltag, som politikerne skal have ros for, er den seneste folkeskolereform. Her tog man ansvar for at sikre, at skolebørn hver dag skal have 45 minutters daglig bevægelse. Det er effektiv, konkret politik, der løfter folkesundheden til gavn for alle. Hold nu fast i det.
Vores appel til politikerne er klar: Følg nu op med flere tiltag i samme kaliber. Det er bydende nødvendigt. Men desværre ser vi det modsatte. Det gælder eksempelvis i afgiftspolitikken, hvor afgiften på sukker og sodavand er sænket, og hvor momsen stadig er den samme på sunde og usunde madvarer.
Flere unge begynder at ryge
Cigaretterne er stadig så billige, at antallet af unge, der begynder at ryge, stiger. Hensynet til grænsehandel og detailhandlens mulighed for at sælge sodavand og slik til spotpriser sættes desværre højere end hensynet til folkesundheden.
Hvis det manglende politiske mod fortsætter, må vi i stedet for færre sygehusindlæggelser imødese, at flere i fremtiden vil få brug for sygehusydelser på grund af kroniske og alvorlige lidelser som diabetes, kræft og hjertekarsygdom.
Hvis folkesundheden ikke kommer i højsædet i den førte politik gennem eksempelvis flere afgifter og en langt mere offensiv tilgang til sundhedsfremme og forebyggelse af sygdom, kommer vi til at stå med massive sundhedsmæssige og økonomiske udfordringer.
Patienten skal i centrum
Så længe, vi kan huske, har det været et mantra for sundhedsvæsenet, at patienten skal være i centrum. Det lyder godt, men sideløbende har vi kunnet konstatere, at den sociale ulighed i sundhed har været stigende i takt med, at forskellen i gennemsnitlig levealder for den ufaglærte mand og en akademiker er blevet større. Det er dybt bekymrende.
Det skyldes de manglende strukturelle tiltag, men det skyldes også, at systemet ubevidst bidrager til uligheden. Der er tale om, at systemet i alt for høj grad er indrettet med en one-size-fits-all-tankegang, og den størrelse, der er udgangspunktet, desværre mere er den ressourcestærke akademiker end den hårdtarbejdende specialarbejder.
Det skal vi have lavet om, så patienten reelt mødes med et tilbud, der er individuelt tilpasset og relevant for den enkelte. Vi skal simpelthen i langt højere grad turde behandle mennesker forskelligt for at behandle dem ens for helt at give dem de samme muligheder, og i den forbindelse inddrage pårørende og netværk.
Sammenhængende sundhedsvæsen
Det kræver et reelt sammenhængende og nært sundhedsvæsen, der strækker sig ud over de ydelser, vi traditionelt forbinder med behandling af sygdom og tænker forebyggelse langt bredere.
For eksempel er det et stigende problem, at kronisk syge som eksempelvis diabetespatienter oplever, at det traditionelle sundhedsvæsen og det ”nye” sundhedsvæsen i kommunerne ikke er sammenhængende. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at kommuner af økonomiske hensyn risikerer at modvirke den sygdomsbehandling, der foregår i almen praksis og på sygehusene.
Det ser vi tydeligt på området for hjælpemidler til håndtering af diabetes, hvor det bliver sværere og sværere for mange med diabetes at få adgang til de rette hjælpemidler til for eksempel blodsukkermåling. Hjælpemidler er nemlig et kommunalt ansvar reguleret af serviceloven, mens den samlede diabetesbehandling hører under sundhedsloven, som regulerer indsatsen på regionernes sygehuse og i almen praksis.
Uhensigtsmæssig kassetænkning
Denne sektorovergang giver mulighed for en uhensigtsmæssig kassetænkning, som på langt sigt risikerer at sende endnu flere diabetespatienter ind på sygehusene og dermed virke stik modsat målsætningen.
Vi skal have gjort op med den silotænkning, der trods kommunalreformens intentioner om at dele ansvaret for henholdsvis borgerettede og patientrettede ydelser i kommuner og regioner, ikke endnu fungerer som ét sammenhængende system.
For borgeren er det helt og aldeles ligegyldigt, om en ydelse, et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab bevilges af kommunen eller regionen. For borgeren er det udelukkende et spørgsmål om at få adgang til den støtte, hjælp og behandling, der kan sikre det bedst mulige liv med eksempelvis diabetes.
Borgerens synsvinkel er desværre ikke slået igennem på et myndighedsplan, hvor der stadig er siloer, svære sektorovergange og en kassetænkning, der gør det svært for den enkelte at navigere og forhindrer nogle kronisk syge borgere i at få det bedst mulige tilbud. Det er ikke i orden.
Målrettet tilbud fra kommunerne
Samtidig bør borgerne mødes med et mere målrettet tilbud fra kommunernes side lang tid før, de bliver patienter med behov for sygehusydelser.
Det kan omfatte hjælp til rygestop, brug af mentorer til socialt udsatte og en bred vifte af forebyggende tilbud, der giver mening for den enkelte og er attraktive i forhold til livssituation og behov. Man kunne kalde det ”hjælp til selvhjælp” – altså at myndighederne mere aktivt støtter borgerne både med og uden kronisk sygdom i at tage god vare på sig selv.
Det er tydeligt, når det gælder diabetikere, at det er afgørende, at patienterne har mulighed for at have en god egenomsorg. Det er indiskutabelt, at den gode diabetesbehandling, der sikrer den enkelte et godt og langt liv uden alvorlige komplikationer, grundlægges og understøttes i den enkeltes hverdag og ikke i de forholdsvis få timer og minutter, patienten sidder over for en læge eller sygeplejerske til diabeteskontrol.
Vi er overbeviste om, at vejen til det bedst tænkelige sundhedsvæsen, hvor mennesker kan få den rette behandling og de rigtige tilbud, går igennem sundhedsfremme og forebyggelse.
For vi tror på, at det er muligt at nå patienten længe før han eller hun ender i en sygeseng på hospitalet. Opskriften er faktisk ret enkel, men det kræver, at der findes politisk mod til at prioritere folkesundheden og sætte patienten i centrum.