Yngre læger er fremtidens ledere, og yngre læger skal på deres vej gennem sundhedsvæsenet være med til at lede det.
Af Camilla Rathcke
Spotter vi ikke ledelsestalentet tidligt, og skaber vi ikke de nødvendige forudsætninger for at kunne udøve ledelse, risikerer vi, at læger ikke bliver fremtidens ledere i sundhedsvæsenet. På trods af andre faggruppers evner vil det være et tab for sundhedsvæsenet ikke at have læger med på ledelsesposterne op mod sundhedsvæsenets top.
Der er overordnet set behov for tiltag inden for to områder, hvis vi skal kunne rekruttere læger til ledelse i sundhedsvæsenet fremadrettet:
- Vi skal med målrettede tiltag rekruttere læger til ledelse ved at udvikle talentet, når vi ser det – uafhængigt af lægens kliniske erfaring.
- Vi skal skabe nogle reelle rammer for ledelse, så den enkelte lægelige leder kan lade faglighed og ledelsesdisciplinen gå hånd i hånd. Det skal være ledelse af gavn, ikke ”bare” administration.
Anerkendelse af talenter
At se og anerkende talentet kræver en anerkendelse af et behov for lægelige ledere samt en anerkendelse blandt læger af ledelsesdisciplinen og et ønske om at gøre noget aktivt for det. Ledelse skal ikke være forbeholdt den lægefaglige elite eller det stik modsatte. Det er ikke dér, vi fortrinsvis skal bruge vores ypperste specialister (med mindre talentet strækker bredere), men det skal heller ikke være en holdeplads for dem, der ”løber surt” i patienterne.
De lægelige ledelsesposter skal være for de læger, der med deres lægefaglighed i hånden ser nye veje for organisation, logistik og kulturforandring, eller som ser nye veje at planlægge patientbehandling på i et sundhedsvæsen med blandt andet et stigende antal teknologiske muligheder. Ikke mindst skal ledelsesposterne være for dem, der med personlige egenskaber kan samarbejde bredt, motivere og mentalt engagere mennesker omkring dem og drive forandringsprocesser.
Dét er der brug for i et sundhedsvæsen, der er præget af stor forandring, øget pres på økonomi og behandlingsmuligheder og et vedvarende behov for omstilling. Men det kræver en kultur, som skal skabes blandt de nuværende ledere og læger, hvor lægelig ledelse anerkendes som disciplin af lægerne selv.
Rekrutteringen af fremtidens lægelige ledere og udviklingen af ledelsestalentet skal systematiseres og struktureres på lige fod med den lægefaglige videreuddannelse. De organisatoriske elementer i uddannelsen bør med rette føre til automatiske overvejelser om tilbud om mere formelle ledelsesopgaver, hvis ledelsespotentialet er der, og lysten er vakt.
Det kan eksempelvis være mindre projektledelsesopgaver, innovations- eller kommunikationsopgaver. Eller det kan føre til et reelt tilbud om ledelsesuddannelse i form af et tilbud om deltagelse i et udviklingsprogram for fremtidens lægelige ledere, som skal være troværdigt og prestigefyldt. Også for ledere at sende talenter til.
Alle skal ikke være formelle ledere
Dermed ikke sagt, at alle læger skal uddannes til formelle ledere. Oplæringen, afprøvningen og uddannelsen skal afspejle behovet for ledelse i organisationen og virke gennem en vekselvirkning mellem teori og praksis. Men talentet skal ses, og det kan godt foregå mere strukturelt end i dag. Om ikke andet skal tanken om ledelse plantes hos lægen.
Rekrutteringen af læger til ledelse og fastholdelsen af lægelige ledere afhænger også af ledelsesrammerne. Lægelige ledere motiveres af indflydelse på den faglige udvikling og muligheden for at træffe overordnede beslutninger herom. Især muligheden for at sikre lægefaglighed i ledelsesbeslutninger, for at udvikle kvalitet i behandlingen samt påvirke rammerne for patentbehandlingen, motiverer læger til at søge en formel lederstilling.
Derimod er én af de største ledelsesudfordringer at få tilgodeset de faglige hensyn og sikret optimal patientbehandling inden for de styringsmæssige rammer. Blandt læger, der kunne ønske at gå ledelsesvejen, fravælger nogle at gå ind i ledelse på grund af de styringsmæssige vilkår i sundhedsvæsnet.
De kan være svære at ændre på ikke kun for fremtidens, men også for nutidens ledere i sundhedsvæsenet, men det skal ikke lade udfordringen stå uimodsagt. Og hvis vi skal finde, udvikle og fastholde lægelige ledere i fremtidens sundhedsvæsen, er opgaven for de nuværende ledere også at kæmpe for deres ledelsesrum og afvise den politiske detailstyring, påvirke rammerne for ledelsesstrengen og ikke mindst at vise vejen for ledelse i sundhedsvæsenet. Nærmest på trods.
Læs Lisbeth Rune Schultz og Mette Krogh Møllers artikel “Ledelse i sig selv er ikke interessant” her
