Visionen om en psykiatri i verdensklasse er truet af to store udfordringer, lyder det fra den kommende cheflæge i det midtjyske sundhedspartnerskab Human First.
Af Per Jørgensen
Behandlingen af borgere med en psykisk sygdom er langt bedre end for 25 år siden. Der er blandt andet kommet udredning og behandling af flere patienter, kortere ventetid og dokumenteret kvalitet. Men udsagnet om en “psykiatri i verdensklasse” hænger i luften som en urealistisk frase.
Aldrig før har der været talt så meget om psykisk sygdom og psykiatri som de seneste år, og utallige aktører har formuleret ønsker og planer. Men én ting er planer, noget andet iværksatte handlinger. Her er to store interagerende udfordringer, som skal forbedres radikalt, hvis psykisk syge skal opleve et reelt løft i behandlingen i de næste 5-10 år:
Stigmatisering og mangel på viden
Stigmatisering: Mange mennesker nedvurderer det at være psykisk syg, og en del af dem arbejder endda selv i sundhedsvæsenet. Når man fra psykiatrien påberåber sig andre vilkår end det øvrige væsen som for eksempel UBR og selv som en del af kampen om ressourcer fremstiller psykiatrien som et livsfarligt sted, risikerer man også at bekræfte lægmands fordomsfulde mening om psykiatrien. Det er en fordomsfuldhed, som medier gerne forstørrer og boltrer sig i.
Mangel på viden: Man ved fortsat ikke tilstrækkeligt om årsagerne til psykisk sygdom, selvom man i dag er klogere på, hvordan hjernen udvikler sig og fungerer. Evidensen for psykiatrisk behandling er at sammenligne med den for somatisk. Men udviklingen af nye psykofarmaka er stort set gået i stå, og vores viden om non-farmakologisk behandling er begrænset. Og man står famlende, når den psykisk syge har flere psykiske sygdomme, har misbrug eller værst af alt har en samtidig somatisk sygdom med tidlig død som følge.
Skal vi slå en anden tone an?
“Skal vi kæmpe lidt mere eller blive hængende her”, spørger sangeren Steffen Brandt fra TV2 i en sang. Tør nogen tro på, at der sker væsentlige ændringer uden en faglig stolthed og uden en massiv investering i forskning?
Man kan selvfølgelig blive “hængende her” eller blot “kæmpe lidt mere”. Men måske tiden er til at slå en anden tone an og i stedet fortælle om det, man fagligt kan og bruge kræfterne på at udvikle dét frem for at fortælle om alle manglerne? Mon ikke det er vejen til at få mere anerkendelse til psykiatriens personale og flere ressourcer, så psykisk syge ikke på én gang er bøvlede for sundhedsvæsenet og dets dårlige samvittighed.