Det seneste år har læringskurven været stejl på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling, hvor især det tværfaglige samarbejde har været i fokus.
Af Nina Weis
Der er sket en del siden dengang, sundhedsmyndighederne mente, at Severe Acute Respiratory Syndrome Corona-Virus-2 (SARS-CoV-2) – i dag kendt som COVID-19 – ikke var en infektion, som ville komme fra Wuhan i Kina til Danmark. Og hvor nogen mente, at virussen kun ramte københavnere, som havde været på skiferie i Sydeuropa.
Det gik som bekendt helt anderledes. På på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital har i løbet af det seneste år gjort os mange erfaringer om håndtering af en pandemi, og i denne artikel vil jeg fortælle om vores vigtigste erfaringer og læringer.
Ingen struktur under første bølge
Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital er en højt specialiseret afdeling, som varetager det østdanske højisolationsberedskab. Vi har under hele COVID-19-pandemien passet mange meget syge patienter med COVID-19, som på andre hospitaler ville have været indlagt på intensiv afdeling.
Selvom vi i vores job aldrig ved, hvad dagen bringer, er vi vant til at arbejde uhyre struktureret. Vi har således faste, daglige arbejdsrutiner og -fordelinger baseret på gennemarbejdede, nedskrevne, evidens- og erfaringsbaserede retningslinjer.
Under den første bølge af COVID-19-pandemien i foråret 2020 oplevede vi hverken struktur for vores arbejdsdag, vores arbejdsfordeling eller vores patientindtag. Vi fik dagligt nye arbejdsgange, nye lokaliteter, nye kollegaer og nye patienter. Vi vidste ikke, når vi mødte om morgenen, hvor og med hvad, vi skulle arbejde den pågældende dag. Til gengæld kunne vi ikke nå at planlægge møder i samme omfang som vanligt, så der var ikke så meget mødeaktivitet, før beslutningerne blev truffet.
Bedre forberedt under anden bølge
Under anden pandemibølge var systemet bedre forberedt på arbejdsgangen, men ikke på omfanget af arbejdsbyrden og varigheden af forløbet.
Det planlagte antal skaleringstrin var ikke tilstrækkelige og måtte udvides til et beredskab nogle trin højere end det, man havde antaget. Det skete over jul og nytår 2020/2021, hvor mange personalemedlemmer fra andre specialer fik inddraget deres planlagte juleferie for i stedet at blive udstationeret på infektionsmedicinske afdelinger for at hjælpe til med pleje af patienter med COVID-19.
Vi plejer på Infektionsmedicinsk afdeling selv at varetage diagnostik, behandling og pleje af inficerede patienter. Men det kræver meget ekstra tid på én gang at passe så mange patienter, som alle er indlagt i isolation. Det var vi simpelthen ikke tilstrækkeligt mange ansatte i afdelingen til at kunne.
Alle – sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, sekretærer og portører – gjorde, hvad de kunne for at bidrage til den kæmpestore opgave. Ikke kun fra egne infektionsmedicinske rækker, men fra alle specialer på hospitalet.
De andre afdelinger var reducerede i aktivitet. Ambulatorier og operationsgange lukkede for planlagte kontroller og operationer, så personalet trådte til og tog sig af alle mulige opgaver i relation til pandemien, ofte med særdeles kort varsel. For eksempel blev det patologer, som vanligt ikke ser patienter, der tog sig af at pode i et telt, som blev sat op ved siden af hospitalet.
Trådte til fra alle specialer
Sygeplejersker fra alle specialer trådte til for at hjælpe med plejen af de mange indlagte patienter, både under første og anden pandemibølge. Det har været en fornøjelse eksempelvis at opleve en ortopædkirurgisk sygeplejerskes tilgang til en infektionsmedicinsk stuegang. Fysioterapeuterne arbejdede mange timer i døgnet intensivt på at optimere iltbehandlingen. Og sådan kunne man blive ved med at nævne, hvordan alle bidrog med det, de var bedst til.
Alle havde en personlig høj risiko for selv at blive smittet og at smitte deres familie. Og med psykiske omkostninger til følge for mange. Det var en svær tid for patienter, pårørende og personale.
Svært for personalet
Vi havde i pandemiens start hverken viden eller erfaring om behandling. Langt de fleste, som får COVID-19, oplever et relativ mildt forløb uden behov for indlæggelse. Men for en del af dem, som blev indlagt, har vi måttet se til, mens infektionen udviklede sig, nogle gange med døden til følge.
Det har som personale været svært og ikke uden omkostninger at være vidne til, at patienter med COVID-19 har ligget isolerede og alene. Uden deres pårørende, som af hensyn til smitterisikoen ikke måtte komme på besøg på hospitalet, hvilket de i enhver anden situation ville have gjort det hos et nært familiemedlem eller en god ven.
Personalet på hospitalet har i foråret 2020 fået støtte af fælles refleksion med hospitalets præst og i vinteren 2021 af stressrådgivere og af hinanden i kollegiale støttegrupper, som mødes jævnligt.
På trods af al uvisheden og de triste omstændigheder står betydningen af det gode kollegiale samarbejde på tværs af faggrænser og uddannelsesniveau klart. Det har været vigtigt, at alle har gjort deres bedste for at skabe så gode rammer som muligt for patienter med COVID-19 og for hinanden som kollegaer.
En unik omstillingsparathed
En af de faktorer, som har været vigtig for håndteringen af COVID-19-pandemien i Danmark, har været muligheden for omstilling af arbejdsgange på nationalt niveau og ikke mindst den omstillingsparathed, som viste sig i det danske sundhedsvæsen.
At det på nationalt niveau har været muligt at omstrukturere så mange arbejdsgange i så højt et tempo og i løbet af så relativ kort tid, skyldes overvejende, at vi har et nationalt, offentligt sundhedsvæsen og ikke mange enkelte, private aktører med forskellige dagsordener. Arbejdsgange som testning, patientmodtagelse, behandling og udskrivelse er i hele landet blevet ændret op til mange gange det seneste år.
Det har fungeret med Sundhedsstyrelsen som øverste organ til at udstikke retningslinjerne og os andre til at forsøge at følge dem så tidligt og effektivt som muligt. Vores bagvagtstelefoner har ringet i ét væk, når man fra andre afdelinger har været i tvivl om, hvordan man skulle håndtere situationen.
Det har mest udtalt har været tilfældet, når retningslinjerne igen er blevet ændret. Det har, i takt med de erfaringer, man gjorde sig omkring diagnostik og behandling, krævet mange omskrivelser af retningslinjerne. Hele tiden med en tilstræbelse af, at patienterne blev behandlet ens, uanset hvor i landet de blev indlagt.
Testning overalt i landet
Nu sker testning i stor stil i centre overalt i landet. Men indtil denne testkapacitet blev struktureret og etableret, foregik al testning på hospitalerne. Der blev hurtigt etableret drive in-testning og andre måder at tage tests på, som adskilte sig fra vanlige daglige rutiner. Modtagelse af patienter med mulig eller konfirmeret COVID-19 er en udfordring, som nu er en del af vores hverdag.
Det har krævet mange ressourcer, menneskelige såvel som fysiske, at etablere sikre arbejdsgange for at forebygge smitte både af andre patienter og personalet. Forskellige former for behandling har været afprøvet i internationale og nationale, kliniske, randomiserede forsøg, som for nogles vedkommende har optimeret behandlingen.
Udskrivelse, som normalt er noget, der sker, når patienten er klar til det, kan for COVID-19-patienter med kontakt til hjemmepleje eller bosiddende på plejehjem kun ske, hvis der foreligger en negativ COVID-19-test.
Forbedret forebyggelse og behandling
Forebyggelse og behandling af COVID-19 er blevet etableret og løbende forbedret, mens pandemien har stået på. Forebyggelsen har været og er til dels fortsat, at Danmark har været helt eller delvis lukket ned i perioder, at vi kun ser få personer, at vi fysisk holder afstand fra hinanden, at vi vasker og spritter vores hænder i et hidtil uset omfang, at vi bliver hjemme, når vi føler os syge, og at vi bruger mundbind i det offentlige rum.
I følge sagens natur er det ikke alle aspekter af behandling, som er evidensbaserede, men det er imponerende, hvor mange behandlingsforsøg af medicin mod COVID-19, som på verdensplan har været gennemført i løbet af det seneste år.
Ingen kendt behandling
I COVID-19- pandemiens start havde vi ikke en kendt, antiviral behandling til patienterne. Vi havde ikke erfaring med, hvilken væsketerapi vi skulle give, eller hvilken form for iltterapi som var mest optimal. Fordi udvikling af et nyt medicinsk præparat typisk tager mindst 10 år, og der ikke var tid til at vente så længe, blev der startet flere internationale og nationale kliniske, randomiserede forsøg af forskellig slags medicin, som egentlig var blevet udviklet til andre sygdomme lige fra malaria til HIV.
En del blev hurtigt forkastet igen. Enten fordi det ikke havde effekt, og/eller fordi det gav alvorlige bivirkninger. Men det viste sig relativt hurtigt baseret på internationale, kliniske, randomiserede forsøg, at kombinationen af det antivirale middel Remdesivir og Dexamethason, som virker hæmmende på immunsystemets voldsomme reaktion på COVID-19, kunne påvirke sygdomsforløbet i positiv retning.
Vi lærte, at modsat mange andre patienter med infektion skal patienter med COVID-19 have relativt begrænset intravenøst væsketilskud. Og måden, hvorpå iltterapi administreres til COVID-19-patienter, er anderledes end for andre patienter med infektion i lungerne og har stor betydning for, hvor effektiv iltmætningen i blodet er.
Virtuelle møder i fagligt selskab
Dansk Selskab for Infektionsmedicin har arrangeret månedlige, virtuelle møder, så alle de infektionsmedicinske afdelinger i hele landet kunne høre, hvad status for COVID-19-pandemien var på nationalt plan. Vi har blandt andet hørt videnskabelige indslag om smitteudvikling og behandlingsmuligheder.
Dansk Selskab for Infektionsmedicin har også nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de fem regioner, som har skrevet nationale retningslinjer, der løbende justeres.
Vi har oplevet de første to bølger af pandemien og ser i Danmark aktuelt til fra en bølgedal, mens den tredje bølge bevæger sig hen over en del af vores nabolande i Europa. Vi venter på at se, om vi bliver reddet af sæsonskiftet fra vinter til forår, eller om Danmark også vil blive ramt af en tredje pandemibølge i takt med den forsigtige genåbning, vi som samfund er i gang med.
Kender ikke helbredsmæssige konsekvenser
Vi kender endnu ikke de øvrige helbredsmæssige konsekvenser af de langvarige perioder, vi har stået igennem med hel eller delvis nedlukning af samfundet. Konsekvenser i form af psykiske eftervirkninger, især for de unge i samfundet, og forsinket diagnostik af andre sygdomme som for eksempel kræft.
Men set inde fra en infektionsmedicinsk afdeling er det vanskeligt at forestille sig, hvordan vi skulle have håndteret situationen, hvis samfundet ikke havde været lukket ned. Vi har – selv i perioder med nedlukning – haft usædvanlig travlt.
Med de erfaringer, vi har gjort os i løbet af det seneste år, står vi for nuværende sundhedsfagligt bedre rustet til at håndtere de næste, kommende pandemier. Det vil dog også kræve en politisk vilje til fortsat at afsætte den nødvendige finansiering til uddannelse og beredskab. Den vilje må man må håbe er til stede. Også efter at vi om forhåbentlig ikke alt for længe kan se enden på COVID-19-pandemien.