De unikke data om alt fra kvalitet til økonomi i sundhedsvæsenet bør anvendes aktivt som grundlag for at skabe en sundhedspolitisk triageringsmodel.
Af Per Christiansen
Hvis man regner revl og krat med, bruger vi i Danmark knap 200 mia. kr. årligt på det danske sundhedsvæsen. Uden konkurrence er sundhedsområdet det største danske velfærdsområde. Det er derfor helt naturligt, at det har bred folkelig interesse, hvordan vi prioriterer de mange, mange penge. For selv om beløbet er enormt, er det ikke nok. Slet ikke.
Man siger gerne, at efterspørgslen på sundhedsydelser er uendelig, og selv om det nok trods alt er en overdrivelse, er det heller ikke forkert. Behandlingstilbud udvikles, forbedres og udbredes hele tiden, og dermed skabes hele tiden efterspørgsel på nye behandlinger, nye tilbud.
Sådan skal det selvfølgelig være. Uanset om det er hofteoperationer, som i dag flere steder kan udføres ambulant, eller to-trins leverresektion, som kun tilbydes i højt specialiseret regi, er det udtryk for det samme: Vi har i Danmark en (relativt) velfungerende fødekæde, som er med til at sikre et effektivt sundhedsvæsen i verdensklasse: Vi uddanner højt specialiseret personale. Vi afsætter ressourcer til forskning og afprøvning af nye behandlingsmetoder. Vi skaber entydighed om, hvilke behandlingstilbud, man som borger har ret til, og vi sikrer, at nye behandlinger, som indledningsvist kun udføres på højt specialiserede hospitaler efterhånden udbredes til resten af det danske sundhedsvæsen.
Vi har brug for at tale om prioritering
På trods heraf har vi brug for at tale om prioriteringen i det danske sundhedsvæsen. Prioritering er både udgangspunktet og omdrejningspunktet for stort set alle de udfordringer, vi som ledere på danske hospitaler har ansvaret for at håndtere: Hvordan bruger vi de ressourcer, der afsættes, så vi får mest mulig sundhed for pengene?
Det er det store prioriteringsmæssige spørgsmål, vi står over for. Og et spørgsmål, som der er rigtig mange meninger om. Fra politiske partier, der har forskellige mærkesager. Fra de faglige miljøer, der efterspørger rimelige rammer for deres arbejde. Fra personalegrupper, der føler sig tiltagende trængte. Fra patientforeninger, der naturligt presser på for at sikre, at deres medlemmer tilbydes de nyeste og bedste behandlingstilbud. Og så videre…
Som direktør på Rigshospitalet, landets højest specialiserede hospital, er jeg vant til at skulle tage beslutninger i krydspresset mellem sundhedspolitik og sundhedsfaglighed samtidig med, at jeg forsøger at sikre de bedst mulige rammer for både patienterne og personalet.
Det gør ikke opgaven lettere, og med 36 år i det danske sundhedsvæsen, må jeg også konstatere, at opgaven bliver sværere og sværere. Mængden og kompleksiteten af de hensyn, man som leder af en stor driftsinstitution, skal forsøge at tage, er kun steget.
Presset af tilbud fra privathospitaler
Eksempelvis oplever vi på Rigshospitalet i tiltagende grad, at vi bliver presset af de tilbud, som patienterne kan købe sig til på privathospitaler i udlandet. Den almindelige borger har meget svært ved at forstå, at udenlandske privathospitaler tilbyder behandlingsformer til dem, der kan betale, mens vi i Danmark ikke har disse tilbud – ofte på grund af manglende evidens, komplikationsrisici osv.
Lige nu vil de fleste hospitalsdirektører kunne nikke genkendende til, at manglen på specialiseret personale er den største udfordring, vi står over for på hospitalerne. Vores sygeplejersker er frustrerede. Over deres løn. Over deres arbejdstider. Over arbejdspresset. Og de stemmer med fødderne og søger mod kommuner og andre områder uden vagtbelastning.
Samtidig er der et utvetydigt politisk pres for, at hospitalerne sikrer overholdelse af patientrettighederne og får afviklet de behandlinger, som er blevet udskudt som følge af COVID-19 og strejken.
Vi står altså i en situation, hvor vi har brug for, at vores sygeplejersker ikke bare møder ind på arbejde, men også tager en ekstra tørn, indtil vi har fået bugt med puklerne.
Puklerne kan ikke afvikles hurtigt
Det er evident, at bidrag til at afvikle puklerne i det danske sundhedsvæsen ikke står øverst på sygeplejerskernes dagsorden lige nu. Som embedsmand holder jeg mig fra at kommentere på rimeligheden i sygeplejerskernes ønsker, men jeg har både ret og pligt til at synliggøre det gab, der er mellem de politiske målsætninger og ”de faktiske forhold i jernindustrien”.
For uagtet hvor hårdt vi knokler på hospitalerne lige nu, kan vi ikke afvikle puklerne så hurtigt, som politikerne ønsker, og patienterne fortjener. Vi har simpelthen ikke det nødvendige personale lige nu.
Situationen er på mange måder ekstrem, men også symptomatisk for en af de vigtigste opgaver, vi som hospitalsledelser har: At bygge bro mellem sundhedsfaglig prioritering og sundhedspolitisk ditto.
Og så kommer vi til min egentlige pointe med dette indlæg: Hvor den sundhedsfaglige prioritering bygger på anerkendte principper og faglige kriterier, er logikken i den sundhedspolitiske prioritering indimellem svær at få øje på.
Jeg taler selvsagt ikke imod politikernes ret og pligt til at fastlægge udviklingen af det danske sundhedsvæsen: Værdibaseret sundhed, det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, lige adgang til sundhed. Sådan skal det være. Vi skal vide, hvad retningen for det samlede sundhedsvæsen er, og det er politikernes opgave at udstikke den.
Politikerne opprioriterer bestemte patientgrupper
Problemet opstår, når politikerne opprioriterer bestemte patientgrupper – ofte på baggrund af stærke grupperinger, der forstår at skabe opmærksomhed omkring egen sygdom og egne behov. For selv om ingen bryder sig om det, kan man ikke prioritere én patientgruppe op uden at nedprioritere andre.
Igen: Det er politikernes ret at foretage den form for prioritering, men vi har brug for mere gennemsigtighed – både i forhold til det grundlag den politiske prioritering bygger på og i forhold til de konsekvenser, prioriteringen har.
Og her kan politikerne måske lære noget af det prioriteringsredskab, som er en integreret del af det danske sundhedsvæsen: Triage.
Triagering sikrer, at patienterne bliver behandlet i rækkefølge efter alvorligheden af deres sygdom ud fra fastlagte faglige kriterier. Udover ”korrekt” faglig prioritering sikrer triagering gennemsigtighed omkring grundlaget for prioriteringen.
Det ligger i politikernes DNA, at der aldrig bliver enighed om ”korrekt” politisk prioritering, men måske kunne der på tværs af parti-skel opnås enighed om at skabe gennemsigtighed i forhold til grundlaget for og konsekvenserne af den politiske prioritering?
Unikke data på tværs af sundhedsvæsenet
I Danmark har vi helt unikke data på tværs af sundhedsvæsenet: Kvalitetsdata, aktivitetsdata, økonomidata, data om patientoplevet kvalitet, data om personalets trivsel og så videre.
Kunne man forestille sig, at vi kunne skabe interesse for, at politikerne begyndte at anvende disse data aktivt som grundlag for en sundhedspolitisk triageringsmodel?
Sådan, at når politikerne opprioriterer bestemte patientgrupper – fødende, transkønnede, kræftsyge osv. – har vi en fælles model, der skaber gennemsigtighed omkring prioriteringen: Hvor mange operationslejer, det beslaglægger, hvor mange sengestuer, der skal afsættes, hvor mange skanningstider, hvor meget personale og så videre. Målet er ikke at modvirke den politiske prioritering, men at synliggøre, implikationerne af den.
På sigt kan den sundhedspolitiske triageringsmodel udvikles, så den også inddrager data, som indikerer noget omkring effekten af prioriteringen – både for den enkelte patient og for behandlingsområdet som sådan.