Sygehusene og det øvrige sundhedsvæsen har gjort en nærmest utrættelig indsats for at behandle mennesker mod COVID-19, siden krisen ramte Danmark den 27. februar 2020.
Af Jens-Otto Skovgaard Jeppesen
Den 27. februar sidste år blev den første dansker diagnosticeret med COVID-19 her i landet. Det var en TV2-journalist, der var hjemvendt fra Alperne efter skiferie sammen med familien, og medierne fulgte journalisten og familien på tæt hold, ligesom følgerne af mødet med den ukendte virus fra Wuhan i Kina blev dækket flittigt.
Få dage efter fik den lille familie som bekendt følgeskab af en lang række andre danskere, der vendte hjem fra skiferie sydpå.
Statsministeren, sundhedsministeren og de centrale sundhedsmyndigheder trådte herefter hurtigt i karakter med en inddæmningsstrategi for at undgå smittespredning understøttet af national samling og kommunikations- og mediedækning for hele befolkningen.
I det følgende vil jeg give et kort rids over det krisens forløb og komme med mit bud på, hvad vi fremadrettet skal tage med i sundhedsvæsenet.
Strategiskifte efter to uger
Efter kun to uger blev der skiftet national strategi fra inddæmning af smittespredning til afbødning af den uundgåelige smitte. Frygten stod mejslet i alles ansigter hos regeringen, de centrale sundhedsmyndigheder og det regionale og kommunale sundhedsvæsen.
Der blev derfor varslet nedlukning den 11. marts for hele befolkningen og for store dele af samfundsaktiviteten i landet efter gennemførelse af hastelovgivning om en epidemilov med store beføjelser til regeringen.
Plan for 1.000 intensivpladser
På ultrakort tid var det højt specialiserede sygehusvæsen i Danmark på vej ind i en situation med mange COVID-19-indlagte på landets sygehuse og behov for at optage rigtigt mange af landets intensivpladser inklusive respiratorer.
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm præsenterede en plan om mindst 1.000 intensiv- og respiratorpladser på landets hospitaler. Et måltal, som alle danskere efterhånden tog til sig, og som vi ikke skulle nærme os, for så ville det danske sundhedsvæsen bryde sammen.
Endvidere fremlagde Sundhedsstyrelsen en liste over prioritering for patientbehandlingerne på alle landets hospitaler og restriktioner for pårørendebesøg.
Folkesundhedsforebyggelse i skala 1:1
Efterfølgende måtte det højteknologiske sygehus- og sundhedsvæsen måske for første gang se sig overhalet af en operativ folkesundhedsforebyggelse i skala 1:1 for hele befolkningen – ja hele verden – i form af hyppig håndvask, afspritning, afstand og begrænsning af forsamlinger mellem mennesker.
Afbødningsstrategien lykkedes, og efter 2 måneder åbnede Danmark op igen. Ikke fuldt og helt, men halvt ud fra et forsigtighedsprincip. For nok faldt smitten betydeligt, men frygten for en tilbagevenden med mange indlagte og et øget pres på intensivpladser fra den ukendte virus’ første bølge var der stadig i de centrale sundhedsmyndigheder og i befolkningen.
En nærmest utrættelig indsats
Styringen af sundhedskrisen med de centrale sundhedsmyndigheders greb ved roret var god. Frygten for sammenbrud i sundhedsvæsenet udeblev, selv om hele landet i realiteten ”blev taget på sengen”. Sygehusene og det øvrige sundhedsvæsen gjorde med stor professionalisme og en nærmest utrættelig indsats det bedst mulige for at behandle mennesker mod COVID-19.
Regeringen og Folketinget var enige om langt det meste i første halvår af 2020, men medierne tog snart tilløb til at prikke hul i den politiske borgfred. Presset for genåbning steg, og sommeren over blev restriktionerne lempet. Trangen til frihed og usikkerheden om samfundsøkonomien kom på den politiske dagsorden godt ansporet af lys i horisonten. Som om koden til COVID-19 var tæt på at være knækket.
Det nye mantra hed test, test, test, indtil nye vacciner kunne gøre en ende på COVID-19-epidemien. Vi undgik som bekendt ikke anden bølge, men blev lukket langt ned ind under jul.
De første vacciner kommer til landet
Befolkningen tog endnu engang regering og de centrale sundhedsmyndigheders strategi til sig, og det samme gjorde Folketinget i realiteten også. På kort tid oplevede og forstod vi alle, at virus kan mutere og føre flere og måske mere smittende varianter med sig.
Men midt i mørket så vi heldigvis de første vacciner mod COVID-19. Der var for alvor lys for enden af tunnelen. Med håbet i behold holdt vi til lukkeperioden et par måneder.
De kombinerede nationale test- og vaccinationsprogram er siden begyndt at gøre gavn for de mest sårbare og ældre i befolkningen. Hér står vi så idag: Vel styret, forvaltet og formidlet til hele befolkningen takket være ikke mindst en stor indsats fra de centrale sundhedsmyndigheder og det regionale og lokale sundhedsvæsen. Godt begyndt – og efter alt at dømme også halvt fuldendt.
Værd at bygge videre på
COVID-19-epidemien har nu varet mere end et år. Det er forår i Danmark, og sommeren 2021 står for døren med en fastlagt fælles kurs for den store genåbning fra regeringen og Folketinget under overskriften ”back to normal”.
Der er taget vacciner i brug mindre et år efter, at COVID-19-virussen kom til landet, og tiltroen til den nye type mRNA-vaccine er stor. Der synes ikke længere at være tvivl om, at det vil lykkes – kun hvornår kapaciteten af vacciner er tilstrækkelig stor og kan leveres.
Vi ved ganske vist ikke helt, hvor længe vaccinerne dækker mod COVID-19. Så måske skal alle nogle år frem vaccineres én eller to gange om året. Det ved vi gælder for andre virustyper.
Nu er vi sejrssikre og er snart på vej til at lægge COVID-19-epidemien bag os i Danmark. Men kan vi nu også det? Jeg tror, at vi fremadrettet i sundhedsvæsenet skal holde fast i følgende fem holdepunkter:
1. Vi skal fortsat tage den naturvidenskabelige viden alvorligt
Det er centralt, at vi fortsætter med at tage den naturvidenskabelige viden meget alvorligt. Hvis et individ eksempelvis smittes samtidig af to forskellige virustyper, kan det føre til nye og ukendte influenzatyper – for eksempel hvis virus fra en fugl og virus fra et svin mødes. Industriel husdyrproduktion rummer i sig kimen til nye pandemier, og jo flere dyr, der er samlet, desto flere vira kan spredes med mutationer i forskellige retninger og med nye ukendte vira til følge. Høj smittespredning medfører også høj risiko for mutationer med risiko for udvikling af virusvarianter, som unddrager sig den vaccinefremkaldte immunitet (1).
2. Vi skal fortsat tage den adfærdsmæssige viden alvorligt
Det er vigtigt, at vores levevis tilpasses og forandres i overensstemmelse med dele af den faktisk implementerede folkesundhedsforebyggelse under epidemien. Dette indebærer fokus på betydningen af personlig rengøring, adfærd og afstand mellem mennesker.
3. Vi skal fastholde sundhedsmyndighedernes rolle
Vi skal fastholde de centrale sundhedsmyndigheders tillagte rolle, ansvar og opgaver i henhold til Sundhedsloven. Sundhedsstyrelsens legale grundlag og beføjelser blev i 2006 tydeliggjort i Sundhedsloven med et selvstændigt sundhedsfagligt ansvar, som ikke kan tilsidesættes af politiske grunde. Det har i dén grad vist sig at være afgørende for befolkningens og sundhedsvæsenets tiltro til de centrale sundhedsmyndigheder under epidemien.
4. Vi skal fortsætte samspillet og koordineringen
Vi skal fortsætte samspillet og koordinationen mellem de centrale sundhedsmyndigheder og de ansvarlige driftsudøvende sundhedsaktører. Samarbejdet på tværs af myndigheder og det udøvende sundhedsvæsen i form af regioner, almen praksis og kommunerne har i praksis vist sig velfungerende og bør til stadighed fortsættes og videreudvikles. Sundhedsvæsenet har i praksis effektueret de centrale sundhedsmyndigheders løbende retningslinjer og samarbejde på rettidigt
5. Vi skal fastholde den nationale sundhedskommunikation
Vi skal fastholde den nationale sundhedskommunikation til befolkningen, hvor de centrale sundhedsmyndigheders viden og bulletiner til befolkningen har vist sig meningsfulde med indbyggede informationer for både sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme.
Lakmusprøven er bestået
Dansk sundhedsvæsen har bestået lakmusprøven. Vel har eksperter berettiget peget på manglende værnemidler og beredskab under epidemiens start, og vel har det været usikkert, hvor vidt COVID-19-epidemien er mere risikofyldt og farligere end eksempelvis influenza. Men det danske sundhedsvæsen har efter en overrumplende start handlet forstandigt og rettidigt.
Skævere vil i virkelighedens verden altid finde sted. Men på den store klinge har det samlede sundhedsvæsen styret sikkert og professionelt til gavn for hele befolkningen.
De tørre tal over antal dødsfald med COVID-19 understøtter dette, idet Danmark er blandt de få lande i verden med en negativ merdødelighed på 1/100.000 personer, hvilket kun er overgået af blandt andet New Zealand, Norge og Island (2).
Så lad sejrsrusen vare kort og lad os holde fast i de fem holdepunkter.
Noter
- Professor Hans Jørn Komos, SDU, oktober 2020, Information og Agriwatch, Landbrug
- Economist.com, maj 2021
