Vores velfærdsmodel står og falder med, at vi lykkes med at håndtere den demografiske udvikling, som vi står midt i. Derfor er det nødvendigt at styrke det nære sundhedsvæsen, lyder det fra KL-direktør.
Af Christian Harsløf
Det nære sundhedsvæsen er virkeligt kommet på den politiske dagsorden det seneste års tid. For de af os, der har arbejdet med emnet i mange år, er det selvfølgelig meget positivt at opleve. Men først og fremmest er det nødvendigt.
Efter et årti med store omvæltninger af vores sygehusvæsen er der brug for en satsning på de nære tilbud, hvis vi skal have et sundhedsvæsen, der hænger sammen. Og det er ikke noget, der kan vente til engang langt ude i fremtiden. Udfordringerne er her nu. Et par hurtige fakta:
Inden 2025 vil der være 75.000 flere ældre over 80 år end i dag. At flere bliver ældre, er i udgangspunktet en positiv ting, men vi ved også, at der i ældrebefolkningen er flere med behov for behandling og pleje, end der er i den øvrige del af befolkningen.
Derfor kan vi også sige med ret stor sikkerhed, at antallet af kronisk syge borgere vil stige kraftigt i de kommende år. Eksempelvis estimeres det, at der i 2030 vil være 60.000 flere borgere med KOL, og cirka 200.000 flere vil have diabetes.
Sundhedsvæsnet skal omstilles
Når befolkningssammensætningen ændres, og når sygdomsbilledet tilsvarende ændres, må vi indrette sundhedsvæsenet efter det. Kronisk sygdom er typisk noget, man lever med i en lang årrække. Her er der brug for behandling og pleje tæt på borgernes hjem udført af folk, som kender dem. Det er helt oplagt, at kommunerne spiller en væsentlig rolle i det – helst i tæt samspil med almen praksis.
Når antallet af plejekrævende ældre stiger, kræver det en arbejdsdeling, hvor forebyggelse og rehabilitering bliver opprioriteret, og hvor det, der kan håndteres uden for sygehusene, faktisk bliver det, så sygehusene kan fokusere deres indsats på de mange borgere, som har brug for en mere specialiseret hjælp.
Vi har historisk været gode til at omstille vores sundhedsvæsen. Se bare på udviklingen i sundhedsvæsenet. På 40 år er antallet af ambulante besøg tredoblet, antallet af sengepladser er reduceret med cirka 2/3, indlæggelsestiden er reduceret med 3/4, og antallet af sygehuse målt som organisatoriske enheder er gået fra 128 til 21.
Tiden er kommet til det nære
Omstillingen af vores sygehusvæsen er resultatet af politiske prioriteringer på nationalt niveau i tæt samspil med fagligheden. Nu er tiden kommet til en tilsvarende omstilling i det nære.
Man hører ofte spørgsmålet, om mon kommunerne er klar til at tage det sidste skridt ind i et sundhedsvæsen, hvor faglige standarder og evidens er en del af dagligdagen og arbejdsmetoden, og hvor kravene til ensartethed mellem kommunerne vil blive ganske udtalt.
Hvis man er i tvivl, så se på udviklingen i de seneste 10 år. I en tid, hvor den politiske opmærksomhed og investeringerne er gået til sygehusene, hvor patientforløbene har været i voldsom forandring, hvor regionerne har gennemført store strukturelle ændringer, hvor flere og flere opgaver er gledet ud i kommunerne, og hvor der ikke har været en samlet national plan for det nære sundhedsvæsen, har kommunerne taget handsken op og udviklet tilbuddene selv.
Kommunerne har opbygget træningsenheder, hvis lige vi aldrig har set i Danmark. Der tilbydes rehabiliteringsforløb til borgere med de største kroniske sygdomme. Sygeplejen har været under markant udvikling, og resultatet er blandt andet en udvikling af akutsygeplejen, så borgere, der udskrives hurtigt, får et kvalificeret tilbud enten på en akutplads eller med støtte i eget hjem.
Flere sundhedsmedarbejdere
Ser man på udviklingen i antallet af medarbejdere med en sundhedsfaglig autorisation, er tallet også steget markant i kommunerne siden 2007. Det betyder for eksempel, at vi har fået 82 procent flere ergo- og fysioterapeuter. 36 procent flere sygeplejersker. Og 73 procent flere SOSU-assistenter.
Udviklingen bør aftvinge respekt og vidner om, at kommunerne i dén grad er klar til at løfte deres del af ansvaret på sundhedsområdet. Men ofte bliver diskussionen i stedet for, at tilbuddene i kommunerne er for uensartede – og fokus bliver på forskellene frem for på de mange gode løsninger, som tilbydes borgerne.
Til det er der blot at sige, at så længe der ikke findes en national plan, vil man heller ikke se fælles løsninger, som dækker hele nationen. Tingene hænger sammen. Derfor er det også KL’s synspunkt, at der bør laves en plan, som klart beskriver, hvilke opgaver man ønsker kommunerne skal løfte, hvilke patientgrupper det vil omfatte, hvilke kompetencer man forventer, de skal løses med, og hvilke ressourcer man er villige til at investere.
Kommunerne er klar til at løfte opgaven, og KL er klar til at drøfte indholdet af en kommende reform. Vores velfærdsmodel står og falder med, at vi lykkes med at håndtere den demografiske udvikling, som vi står midt i. Det er nu, der skal handles.