Af Helene Bækmark
Hvordan får vi et sundhedsvæsen med få sengedage, høj faglighed, lavest mulige omkostningsniveau og nærhed? Regeringen er på trapperne med sit svar i form af en reform med en ny organisering af sundhedsvæsenet, men for mig er der ingen tvivl:
Vi bliver nødt til at vende perspektivet fra at tage udgangspunkt i hospitalet og den kliniske ekspertise til at tage udgangspunkt i patienten og en tværsektoriel evne til at spille optimalt sammen på rette tid og sted.
Start med patientens perspektiv
Hvis patienten og dennes netværk selv skal “klare ærterne”, selvmonitorere, turde forlade hospitalet, være motiveret for træning, kunne italesætte sin effektforventning og magte at beskrive forløbsvarians, skal og må alting starte i patientens perspektiv og patientens evne til mestring.
Først og sidst i en sådan forandring er, at der for patienten skabes overblik over sammenhængen, forløbet, tro på tilstedeværelsen af relevante ekspertiser til rette tid og en reel oplevelse af, at den ene hånd ved, hvad den anden gør. Og her er vi stadig et stykke fra at være i mål.
Det haster med at skabe overblik
Vi bør imidlertid skynde os, for at give patienten et overblik er den bedste forsikring mod uhensigtsmæssige (gen)indlæggelser, over-efterspørgsel og et for stort og forkert forbrug af hospitalslæger og praktiserende læger. Dertil kommer, at det er omkostningsreducerende at skabe overblik for patienten.
Uanset om vi kalder det rehabilitering eller sammenhængende patientforløb, er det imperativt i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen, at regioner, kommuner og praktiserende læger skal arbejde langt bedre sammen uden skelen til sektorgrænser, ansættelsesformer, økonomiske afregningssystemer, og hvad der ellers i dag tjener som praktiske, ideologiske, økonomiske eller ledelsesmæssige forklaringer.
Mere omkostningseffektiv måde
Hvis patienten skal spille en langt større rolle i forhold til egen sundhed, og borgerens hjem skal være en sundhedsarena, må vi være parate til i langt højere grad at bringe sundhedsvæsenet ud til borgerne og gøre det på en langt mere omkostningseffektiv måde, end vi gør det i dag.
For en kommune vil det blandt andet betyde, at vi i endnu højere grad må gå på kompromis med tanken om selvstyre. Der skal således være åbenhed for at indgå i et tættere samarbejde om, hvordan opgaven bedst løftes set fra et klinisk perspektiv. For de praktiserende læger og læger på hospitalerne betyder det langt mere tid i borgerens hjem og i dialog med det personale, der mest samarbejder med borgeren.
Vi skal endnu længere
Der er rigtigt gode erfaringer fra for eksempel plejehjemslæger og med digitale konferencer på tværs af sektorer. Men vi skal endnu længere.
Vi skal derhen, hvor vi bliver kollegaer og ikke samarbejdende systemer. Og kollegaskabet skal omfatte kommunerne, regionerne, alment praktiserende læger, privatpraktiserende terapeuter, psykiatere og psykologer – og også meget gerne et bredt udsnit af civilsamfundet såsom foreninger, fritidstilbud og private virksomheder.
Vi skal stå på tæer for at blive så dygtige, at målet om lave indlæggelsesdage på supersygehusene ikke opleves som luftkasteller, men som overnormering. Vi skal derhen, hvor den praktiserende læge reelt er en gatekeeper til det specialiserede sundhedsvæsen, fordi hun indgår som en integreret del af hele behandlingsforløbet, og hvor borgerens hjem for den praktiserende læge er en naturlig arena.
Udbygget kollegaskab
Vi skal derhen, hvor hjemmesygeplejen, plejehjem og akutenheder gerne løfter stadigt flere specialiserede opgaver, fordi tvivl og usikkerhed lægges ned på få øjeblikke i kraft af det udbyggede kollegaskab med praktiserende læger og hospitalsansatte.
Vi skal derhen, hvor den fortsatte udvikling og kvalitetssikring af sundhedsvæsenet sker i tæt samarbejde, og hvor vi finder dette samarbejde lige så naturligt, som vi i dag finder kollegaskabet på vores daglige arbejdsplads.
Mere effektfuldt end effektivt
Fælles strategiske mål og fælles evaluering af effekt vil være gode startpunkter, for det er nødvendigt, at vi kan trække i samme retning. Det skal med tiden bidrage til en øget fælles forståelse og kultur, hvilket er nødvendigt, hvis vi sammen med patienten skal skabe forløb, der er koordinerede og tilpassede den enkeltes behov, ressourcer og mestringsniveau.
Fremtidens sundhedsvæsen skal være mere effektfuldt end effektivt. Vi skal turde tro på, at en vision om at sætte det rigtige hold er vejen frem, og at patienten er en ligeværdig samarbejdspartner på holdet.
